Cappelørns uredelighed
Af Rune Engelbreth Larsen 
Peter Tudvads dokumentation af fejl og afskrivninger i Joakim Garffs Kierkegaard-biografi, SAK kan ikke bagatelliseres, hvorimod man naturligvis kan diskutere videnskabsbegrebet i de humanistiske discipliner.
Der gives ingen objektiv videnskabelighed i gammeldags forstand, hvor fakta er klippefaste absolutter, dertil trænger principielle fortolkningsspørgsmål sig på, og der skal være plads til at give en historie liv og farver. Men det er sludder at legitimere fejl og afskrivninger under henvisning til »den biografiske genre«, »det narrative forløb« og lignende eufemismer. Garff kan udmærket digte om Kierkegaard, men hvor visse af præmisserne falder, svækkes digtet - og Tudvad har svækket SAK ud fra elementære forskningsdyder.
Det mest beskæmmende i denne fejde er ikke afstanden mellem Garffs apologeter og anklagere i debatten om, hvor lidt eller meget den dokumenterede svækkelse så betyder i det store billede, men derimod at så mange ud fra den mest malplacerede »korpsånd« kan forarges over, at Tudvad dog kan finde på noget så »ukollegialt« som at kritisere Garff »offentligt«.
Det gælder bl.a. professor Peter Alberg Jensen, der den 9.8. tillige harmes over, at Rune Lykkeberg i en leder indledningsvist præsenterer Kierkegaard og tillader sig et »højtravende Kierkegaard-citat« (sic!). Det forarger tilsvarende professoren, at Lykkeberg helt uprætentiøst glæder sig over, at diskussionen kommer længere ud end de akademiske cirkler. Hvordan Lykkebergs saglige og vedkommende leder i Jensens optik kan blive forvrænget til en »basunfanfare«, er mig en gåde.
Prisen som den pinligste figur i dette spil kan imidlertid kun gå til lederen af Kierkegaard Forskningscenteret, Niels Jørgen Cappelørn, hvis slingrende kurs omfatter et bizart angreb på, at Tudvad har offentliggjort sin kritik. Det er helt igennem absurd, at Cappelørn af alle agerer »dommer« i denne fejde, efter at han selv har været hovedansvarlig for det omfattende manipulationsarbejde, der bestod i tusindvis af fejl og dogmatiske »korrektioner« i den autoriserede oversættelse af Det Gamle Testamente fra 1992. Det blev dokumenteret i flere artikler i tidsskriftet Faklen og en stribe kronikker i bl.a. Information i 1996-97, hvorledes Cappelørn for at tækkes Indre Mission og den kirkelige højrefløj lod dogmatik tilsidesætte filologisk videnskabelighed. Manipulationen førte til nedsættelsen af en ny, videnskabelig oversættelseskommission under Det Kongelige Bibliotek, der siden har udarbejdet grundlaget for en filologisk forsvarlig bibeloversættelse (Ny bibeloversættelse - på videnskabeligt grundlag; C.A. Reitzel og Det Kongelige Bibliotek, 2001).
Man behøver ikke hylde en forældet objektivisme for at konstatere, at Cappelørns fremgangsmåde under bibeloversættelsen faldt helt uden for forskningens minimumskrav til saglighed og redelighed, og Cappelørn gør derfor Kierkegaard-fejden en bjørnetjeneste af komiske dimensioner ved at gøre sig til dommer i denne sag.
Information, 13.8.2004
