SF på diskriminationskurs i udlændingedebatten
Af Rune Engelbreth Larsen 
SFs landsmøde var en forstemmende opvisning i pinlig leflen for de nationalistiske vinde, der trækker skyerne sammen over det danske samfund i disse år. Med Kamal Qureshis forslag om, at kommende danske statsborgere skal sværge en ed ved demokratiet og høres i danske nationaldage, synes Qureshi overraskende parat til at tage de første skridt i retning af den nationalistiske populisme, hvis mekanismer han ellers burde have gennemskuet for længst.
Mindre overraskende – men ikke mindre foruroligende – har Holger K. udtrykt sin umiddelbare begejstring. Forslaget er imidlertid ikke bare foruroligende, det er også åbenlyst tåbeligt: Dels er det ekstremt problematisk og helt uacceptabelt at gøre retten til statsborgerskab afhængig af, at borgeren ved en ed underkaster sig en hvilken som helst statsligt vedtaget norm, men Qureshi åbner uden videre op for denne totalitære tankegang med sit forslag; og dels er det så godt som utænkeligt, at det i øvrigt skulle kunne få den mindste effekt i forhold til at begrænse antallet af fundamentalister i de danske statsborgeres rækker. Ingen i SF kan vel heller være så naiv at tro andet.
Altså må forslaget ene og alene være tænkt som populistisk staffage, der skal tilbageerobre SFs tabte vælgere fra Dansk Folkeparti. Med denne tvivlsomme gevinst for øje er SF altså parat til et træk, der dybest set er pinagtigt fjollet, men samtidig er udtryk for en entydigt diskriminerende tankegang, som ikke burde høre hjemme uden for Dansk Folkeparti.
Forslaget repræsenterer en yderligere legitimering af statslig diskrimination og disciplinering og er derfor kun alt for overensstemmende med det snæversyn, som Holger K. repræsenterer i sit knæfald for det politisk nykorrekte udtryk, at "vi skal turde kritisere indvandrerne". Ja, selvfølgelig skal vi da turde det – men er de da ikke blevet kritiseret igen og igen og igen? Er indvandrerne, når det kommer til stykket, blevet andet end kritiseret og mistænkeliggjort af det store, politiske flertal i de senere år? Nej.
Så lad os da i stedet for denne leflen for den nationalistiske dagsorden feje de indlysende selvfølgeligheder af bordet og fokusere på sagens egentlige kerne: Det er ikke mindst politisk diskrimination, rettighedsunderskud og propagandistisk retorik, som i altoverskyggende grad marginaliserer etniske minoriteter i dette land, hvad enten denne marginalisering så siden udmønter sig i indvandreres stigende støtte til antihumanistiske fundamentalister, i eksplosiv frustration eller i ren apati og depression. Skal vi vende udviklingen, skal vi derfor ikke intensivere, men derimod afmontere diskrimination og vise de etniske minoriteter, at de er og bliver ligeværdige medborgere i dette samfund og ad den vej underminere motivationen bag f.eks. Hizb-ut-Tahrirs rekrutteringsgrundlag. SFs nylige nationalromantik gør desværre det stik modsatte.
Naturligvis kan og bør humanister tage afstand fra al antihumanisme, også når den udtrykkes af diskriminerede og undertrykte befolkningsgrupper, f.eks. i de etniske minoriteters rækker, men deraf følger selvsagt ikke, at man af den grund behøver kamme over i yderligere tiltag til diskrimination – for så er det påståede humanistiske udgangspunkt allerede ved at blive undermineret indefra. Men det er ubehagelige skridt i denne retning, vi nu også ser hos SF. Derfor bør det også mane til alvorlig eftertanke i SF hos ikke mindst Holger K. Nielsen og Kamal Qureshi, at de populistiske udmeldinger på SFs landsmøde netop skamroses af ingen ringere end Dansk Folkepartis chefpopulist, Mogens Camre ...
Rune Engelbreth Larsen
Kontradoxa, 7.5.2002
