Haarder og Den Danske Forening
Af Rune Engelbreth Larsen 
Søren Krarup, Jesper Langballe og Søren Espersen fra Dansk Folkeparti har for nylig meldt sig ud af Den Danske Forening for at bilde omverdenen ind, at ekstremisterne i Den Danske Forening er uspiselige for Dansk Folkeparti. Manøvren er gennemskuelig taktik, eftersom Den Danske Forening i årevis har udtalt voldsomt nedsættende bemærkninger om etniske minoriteter, der ikke er kønnere end de aktuelle udtalelser, som hævdes at have foranlediget udmeldelsen – udtalelser, hvor foreningens formand sammenligner muslimske indvandrere med »pest«. Den Danske Forening er komplet uvedkommende i dag, hvor et parti med 12 procent af stemmerne repræsenterer dets holdninger i Folketinget, og hvor selveste integrationsminister Bertel Haarder og regeringspartiet Venstre kombinerer slagtningen af lige rettigheder for indvandrere med propagandaudtalelser som i Berlingske Tidende den 31. marts.
Værre end Den Danske Forenings tåbelige børnehave-propaganda er desværre den selvfølgelighed, med hvilken Haarder bidrager til indvandrerhadet med en generaliserende, mistænkeliggørende retorik: »De arrangerede ægteskaber og æresmord får enhver dansker til at gyse og føle sig tilbage til middelalderen. Det er der et massivt flertal, som ikke vil se i Danmark. Og det har de ret i, for børnene vokser op i Danmark, og så skal deres forældre ikke presse dem tilbage i middelalderen ved at arrangere et ægteskab som i utallige tilfælde ender ulykkeligt.«
Så let som ingenting ligestilles her arrangerede ægteskaber, som enhver ved ikke er det samme som tvangsægteskaber, med »middelalderen« og »æresdrab«. Tænk, hvis en minister f.eks. ligestillede (arrangerede) konfirmationer og pædofile overgreb for derigennem at mistænkeliggøre alle kristne, blot fordi medierne har afsløret kristne præster som involveret i seksuelle overgreb mod børn? Koblingen er ikke meget mere absurd, men at Haarder, Kjærsgaard & Co. i modsætning hertil kan slynge deres generaliserende middelalder-anklager ud mod landets muslimske mindretal som det naturligste i verden, skaber et endnu fjendtligere klima over for etniske minoriteter i almindelighed, som indlysende nok hæmmer al integration og kun får flere indvandrere til at vende det danske samfund ryggen.
Dermed følger han naturligvis blot sin egen regerings generelle linje i det udlændingeudspil, som er blevet skarpt kritiseret af FN og andre internationale organisationer for at være i strid med konventionerne og udtryk for regelret diskrimination. Arrogancen er således komplet, når Haarder hovent affejer denne kritik med, at Danmark i årevis har været FNs »superduks«, men nu blot er FNs »duks«.
Vrøvlet er åbenlyst – UNHCR og utallige internationale medier har løbende under den forrige regerings diskriminerende lovtiltag igen og igen været ude med riven efter den danske udlændingepolitik, og Nyrup blev flere gange kritiseret for at gennemføre den politik, Jörg Haider blot havde på programmet i Østrig. Nej, ligesom den nuværende sorte regering var heller ikke den forrige socialdemokratisk-ledede regering nogen »duks« – i hvert fald ikke i anden »skole« end den, som også Haider og Berlusconi frekventerer, og hvis hovedfag hedder propaganda og diskrimination.
Kontradoxa, 10.4.2002
