THØGER LARSEN: »Man venter sig undertiden, at den fuldkomneste Mennesketilværelse skal opnaas, naar man finder den mest fuldkomne politiske Tilstand. Det har imidlertid vist sig, at der ofte gennem den politiske Stræben opnaaedes større Utilfredshed end Fordele. Der siges undertiden, at det ikke er Tilfredsheden, det drejer sig om. Tværtimod, det gælder at vække Utilfredsheden og aabne Menneskenes Øjne for Foruettelsen. Der er noget sandt deri, men hvis ikke Maalet var rigere Tilværelse og derigennem større Glæde ved Livet, saa var den politiske Kamp ikke Kvalerne værd. Man maa ikke glemme, at Politik ikke er Livskernen, men kun Livsrammen. Det gælder om at skabe denne Ramme saaledes, at den enkeltes naturlige Ret værnes, for at den enkeltes Naturværdi kan udvikles til sin fuldeste Frugt. Det er de indre sjælelige Vækstkræfter, de indre Livs- og Lykkemuligheder, der er det centrale i Folket og hvoraf hele dets Velfærd udspringer. Det er Folkelivets evige Grokraft, dets fremadskridende Løvspring og Modning, dets Udvikling i Evne og Erkendelse af lykkebringende og lykkefornyende Kræfter, det kommer an paa. Og den politiske Hovedopgave er at værne den enkeltes Vokseplads, saa det enkelte Menneske faar saa gode Udviklings betingelser, som dets Natur kan kræve.«
THØGER LARSEN: »Den sande Nationalfølelse er ikke Nationalhovmod, Pral af Krigsbedrifter, af Rovfærd mod andre Folk, Evne til at betvinge dem eller lignende. En saaden Nationalfølelse er en Nationalforbandelse. Den sande Nationalfølelse er Glæden over Landet, dets Natur og Folkeliv, det er en udvidet Hjemglæde.«
Fra NATURFØLELSEN OG FOLKELIVET, 1924
(Tale ved sommerfesten på Klejstrup Volde ved Hobro)
THØGER LARSEN: »Skellet mellem Romantik og Realisme - for at tale om de to hovedretninger i Litteraturen indenfor de senere Tider - er maaske mere indbildt end man tror. Egentlig bliver der nærmest Tale om oprindeligt Talent og Epigoneri. Ogsaa de store Romantikere havde en Realisme bag deres Symboler. De havde dybe Rødder i Virkeligheden, ligesaa dybe som Realisterne. - Hvem har udtalt mere evige Sandheder end Shakespeare? Hvem har set dybere ind i Menneskesjælen og Menneskelivet end Byron? Hvem har staaet Naturens inderste Kræfter nærmere end Goethe? Store Aander har intet med Doktriner eller Retninger indenfor Litteraturen at gøre. De løfter hver paa sin Vis Verden og Virkeligheden op af de Dødvande, hvori de ofte er dukket i Vanemenneskenes Bevidsthed.«
Fra VIRKELIGHEDEN, 1927