Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Citatsektionen | Humanistiske citater

Henrik Pontoppidan (1857-1943)

Udvalgt af Rune Engelbreth Larsen Udprint

HENRIK PONTOPPIDAN (Emanuel): »Vi ser Menneskeheden delt ved en uhyre Kløft, der skiller - ikke de gode fra de onde, de ærlige fra de uærlige, Guds Børn fra Syndens Trælle, - nej, men de rige fra de fattige, de nydende fra de ydende og lidende. Paa den ene Side møder vi den store Hob i Arbejde og Armod; paa den anden Side en udvalgt Kreds i Lediggang og Overflod. Hist raader Kulde, Mørke og Vankundighed; her Lys, Pragt og aandelig Overmættelse.«

Muld, 1891
Af DET FORJÆTTEDE LAND, 1891-1895


HENRIK PONTOPPIDAN (Emanuel): »Det gælder jo om i Tide at faa de unge vænnet til Uniformen og opøvet i Disciplinen. Der er saa uendelig meget, der skal kues, klippes, knækkes, slibes og poleres, før et fra Guds Værksted udgaaet Barn kan blive et præsentabelt Salonmenneske. Endnu før man har lært Børnene Fadervor, oplærer man dem da samvittighedsfuldt i de selskabelige Vedtægter som i en Katekismuslærdom ... lærer dem, hvorledes Samfundet fordrer, at de skal bukke, neje, spise, smile, pudse Næse o.s.v.; og Skolen gaar her Haand i Hand med Hjemmene. Det er den selskabelige Vedtægt, der er dets højeste Morallov.«

Muld, 1891
Af DET FORJÆTTEDE LAND, 1891-1895


HENRIK PONTOPPIDAN (Emanuel): »Det er altid de Smaa og de Fattige, der kommer til at lide mest under onde Tiders Tryk; derfor er det vel ikke mere end billigt, at man fortrinsvis lader dem være de Bestemmende. Dersom der virkelig skal være Tale om Retfærdighed, saa er det hverken dem, der véd mest, eller dem, der ejer mest, eller dem, der yder mest, som bør have den største Indflydelse paa et Lands Styrelse ... men derimod dem, der risikerer mest.«

Det forjættede Land, 1892
Af DET FORJÆTTEDE LAND, 1891-1895


HENRIK PONTOPPIDAN (Frk. Katinka): »Gennem sine halvfjerdsindstyve Aars Erfaringer var hun kommen til det Resultat, at af Alt i Verden var Intet saa omskifteligt som netop det 'ene Fornødne', Intet saa forgængeligt som netop de 'evige Sandheder'. Mens almindelig jordiske og derfor ret foragtede Sandheder, som at to og to var fire, og at Jern var tungere end Træ, stadig levede i bedste Velgaaende, hændte det Gang efter Gang deres himmelske Kolleger, at de døde en forsmædelig Død og stod op til et andet Liv som en beklagelig Misforstaaelse, en Oversætterfejl eller en slet og ret Løgn.«

Dommens Dag, 1895
Af DET FORJÆTTEDE LAND, 1891-1895


HENRIK PONTOPPIDAN: »Der fandtes intet andet Helvede end det, som Menneskene selv skabte sig i deres Troldefrygt for Livets Lyst og Kødets Almægtighed. Og Mands og Kvindes Favntag var det Himmerige, hvor der var Glemsel for alle Sorger, Tilgivelse for alle Synder; hvor Sjælene mødtes i skyldfri Nøgenhed som Adam og Eva i Paradisets Have.«


HENRIK PONTOPPIDAN (Jakobe): »Jeg har engang fortalt dig om en Scene, jeg for en Del Aar siden tilfældig blev Vidne til paa en af Berlins Banegaarde, og som gjorde et rystende Indtryk paa mig, ja hvis Virkninger jeg vel ingensinde helt har forvundet. Jeg tænker paa det sørgelige Optog af russiske Jøder, - flittige, lovlydige Folk, der alene for deres Afstamnings Skyld blev jaget fra Hus og hjem efter at være bleven udplyndrede og skamslaaede eller helt lemlæstede. Som en Fangetransport førtes de under Politiopsigt og fulgt af Pøbelens Forhaanelser gennem Civilisationens Evropa for at søge sig et Fristed mellem nogle halvvilde Stammer i Amerika. Du husker nok, jeg har fortalt dig derom.

Nu skulde jeg paa denne Rejse og netop paa en berlinsk Banegaard igen blive mindet om, at ogsaa jeg hører til den samme Slægt af evigt Fredløse og Fordømte. Jeg sad i Kupeen sammen med en anden Dame, og Toget skulde til at gaa, da en ældre Herre kom ind i Følge med en ung Officer. I det samme han fik Øje paa mit ulyksalige Ansigt, foer han ud igen, efterfulgt af Løjtnanten, der slog en beundrende Latter op. Til Schaffneren, som netop vilde lukke, sagde han forklarende og saa højt, at jeg umuligt kunde undgaa at høre det: 'Pfui! Hier riecht ja entsetzlich nach Knoblauch.'

Ja, det var hele Oplevelsen, og rimeligvis vil du spørge, hvorfor jeg absolut har villet fortælle dig den. Men det er heller ikke selve Begivenheden, jeg tillægger betydning, men derimod den Maade, hvorpaa den virkede paa mig, og som endnu i dette Øjbelik vækker en egen højtidelig Forundring hos mig. Den gjorde nemlig ikke noget nævneværdigt Indtryk paa mig. Jeg blev i det højeste lidt vemodig stemt. Da den omtalte Dame efter de to Herrers Bortgang forsøgte en Tilnærmelse, aabenbart i den Hensigt at give mig en Slags Oprejsning for den tilføjede Krænkelse, afviste jeg ikke hendes Venlighed, saaledes som jeg i forrige Tider vilde have gjort, men gav mig i Snak med hende, som om der ingenting var sket. - Forstaar du mig nu? Jeg, om hvem man allerede i mine Barneaar sagde, at jeg var uforsonlig - jeg kan nu ikke blive vred engang! Saadan har Lykken omskabt mig! Den Følelse, der nu helt opfylder mig ved Tanken om den store, blinde og vildledte Menneskehd, er en uendelig Medlidenhed, en altomslyngende tilgivelse.«


HENRIK PONTOPPIDAN (Per): »I disse Øjeblikke, mens Eftertanken endnu blundede, og før Dagens mange smaafortrædeligheder havde plumret hans Sind, aabnede han sig atter tillidsfuldt for Verden og dens naturlige Tillokkelser. Alt dunkelt og tvivlsomt i Tilværelsen blev ham i en saadan Morgentime saa betydningsløst i Sammenligning med det ubestridelige Faktum, at han sad her ung og sund i sin egen Vogn, paa Vej til sin Kæreste for at indvie Dagen med et Kys paa hendes søde Mund.«


HENRIK PONTOPPIDAN (Per): »Uden den urmenneskelige Udfoldelsesdrift, den selvskabende Kraft, der ytrer sig i Lidenskaben, den være nu vendt ud mod Virkelighedens eller ind mod Tankens eller op mod Drømmens Verden, og uden et stort, ja eventyrligt Mod til at ville sig selv i guddommelig Nøgenhed naaer Ingen til virkelig Frigjorthed.«


HENRIK PONTOPPIDAN (Per): »Der tillægges Voltaire det Ord, at dersom Gud ikke var til, maatte man opfinde ham. Jeg finder mere Sandhed i Sætningen, naar den vendes om. Dersom der virkelig skulde være nogen Gud til, maa vi se at glemme ham, og dette ikke af Frygt for vore onde Gerninger og deres Straf, men for at opelske Mennesker, der vil gøre det gode for det godes egen Skyld. Hvor kan man med rent Hjerte give en fattig aand en Almisse, naar man tror og har Interesse af at tro, at der sidder en regnskabsførende Gud i Himlen og ser derpaa og nikker bifaldende?«

LYKKE-PER, 1898-1904


HENRIK PONTOPPIDAN (Povl Gaardbo): »Der rugede uhygge og forbandelse over menneskeheden, der blomstrede hektisk som et træ med en sygdom i roden. Ikke de naturbestemte lidelser men alle slags selvgjorte plager og selvforskyldte sorger tærede på dens kraft og lagde tilværelsen øde for så mange.«


HENRIK PONTOPPIDAN (Povl Gaardbo om 'Bethesda'): »En gang imellem kom en engel ned fra skyen og rørte vandet, så det fik lægende kraft. Ser man ikke den hele scene livagtig for sig? En vrimmel af krøblinge og syge, der sidder rundt om ved bredden og venter på miraklets time. Og allesammen styrter de til som en flok besatte, hver gang en nysgerrig fiskesnude kruser vandskorpen. Det er et billede af menneskehedens historie gennem alle tider. Sådan har vi siddet i årtusinder og spejdet efter en trolddomsagtig håndsrækning i farer og nød - snart fra præsterne, snart fra videnskaben eller lovmageriet. Og trods alle skuffelser bliver folk ved at lade sig narre af den første den bedste hundestejle, der stiger op fra mudderet og agerer mirakelmager.«

DE DØDES RIGE, 1912-1916


HENRIK PONTOPPIDAN: »Aldrig at kende til Tvivl, altid at være overbevist om at vide det rette, – denne Overtro på Samvittigheden som en ene saliggørende, absolut uforkastelig Sandhedsrøst er et af de Dogmer, der har forvoldt de største Ulykker i Verden. Ved den Ufordragelighed, hvormed såkaldte absolute og uforkastelige Sandheder altid håndhæves, har den fra Århundrede til Århundrede rejst Broder mod Broder, Slægt mod Slægt, Folk mod Folk, og ført alle Kultursamfund ind i et stedse mere håbløst Kaos.«

FLENSBORG AVIS, 27.11.1930



Warning: include() [function.include]: http:// wrapper is disabled in the server configuration by allow_url_include=0 in /var/www/humanisme.dk/public_html/citater/pontoppidan.php on line 115

Warning: include(http://www.humanisme.dk/include/bottom.php) [function.include]: failed to open stream: no suitable wrapper could be found in /var/www/humanisme.dk/public_html/citater/pontoppidan.php on line 115

Warning: include() [function.include]: Failed opening 'http://www.humanisme.dk/include/bottom.php' for inclusion (include_path='.') in /var/www/humanisme.dk/public_html/citater/pontoppidan.php on line 115

Warning: include() [function.include]: http:// wrapper is disabled in the server configuration by allow_url_include=0 in /var/www/humanisme.dk/public_html/citater/pontoppidan.php on line 119

Warning: include(http://www.humanisme.dk/include/googleanalytics.php) [function.include]: failed to open stream: no suitable wrapper could be found in /var/www/humanisme.dk/public_html/citater/pontoppidan.php on line 119

Warning: include() [function.include]: Failed opening 'http://www.humanisme.dk/include/googleanalytics.php' for inclusion (include_path='.') in /var/www/humanisme.dk/public_html/citater/pontoppidan.php on line 119