Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Citatsektionen | Humanistiske citater

Carl Nielsen (1865-1931)

Udvalgt af Rune Engelbreth Larsen Udprint

CARL NIELSEN: »Det ord pligt har altid stået for mig som et fremmed, koldt ord. Det minder mig om en hård korporal, der i min tidligste ungdom tog mig i kraven og rykkede arrigt i min uniform, når mine militærknapper ikke var strålende blanke, eller mit signalhorn forsømte at skinne som guld. Han sagde, at netop fordi jeg kun var femten år og dog var blevet optaget i den danske hær som militærmusiker, var det min pligt at holde mit kram rent og blankt.«

Fra forordet til LEVENDE MUSIK


CARL NIELSEN: »Man tænke blot på Beethoven, Tolstoy og Henrik Ibsen. I disse og lignende mænds åsyn med de dybe furer, hårde former og indadvendte øjne læser man tydeligt om bitre kampe med sig selv og med det stof, hvori de arbejder, og i værkerne knager og brager det af vilje og energi. - Disse egenskaber tiltler især store og små børn og unge mennesker, som altid finder det langt interessantere at stirre ned i en vulkan - selv i en udbrændt - end at se op imod den blå himmel.«

Fra essayet »Mozart og vor tid«


CARL NIELSEN om Mozart: »Han ville ikke noget nyt, det kom af sig selv. Han ville ikke noget andet end de andre, men han kunne give og gav noget mere. Han tog ikke bort af det, der var, men lagde til af de mange kostbarheder, han havde fundet, halvt i drømme, halvt i leg. Han rev ikke vore huse ned om ørerne på os og byggede paladser, som imponerede os, men hvori vi frøs. Han gav os sig selv, sit venskab, sin ånd, sin fine følelse, sit hjertelige smil, sin dybe alvor og sit muntre, friske sind gennem sine udødelige melodier og sin skønne, rige kunst.«

Fra essayet »Mozart og vor tid«


CARL NIELSEN: »Hvilken almindelig begrebsforvirring der hersker på dette punkt, ses bedst deraf, at udtryk som musik i maleri, farvepragt i musiken, malerisk virkning i plastiken, arkikektur i digtekunsten ikke længere er billeder brugte for at pege i en bestemt retning, men af de forskellige udøvere tages aldeles bogstaveligt, så de i deres fortvivlede ansigters sved gør forsøg på ved hjælp af den ene kunstarts midler at udtrykke den andens væsen. (...) Det er ufatteligt, at en kunstner kan føle sig smigret ved at komme ind under en synsvinkel fra en ham fremmed kunst, og endnu mere absurd, når han selv arbejder hen derimod. En komponist burde betragte det som den største hån, når nogen roste hans værk for malerisk skønhed. Billedhuggeren ligeså. Og omvendt burde maleren protestere imod musikalske udtryk anvendte på hans kunst. Det ville være af ikke ringe betydning, om enhver var trofast imod sin livsgerning, som kun kan være en eneste. (...) Den ene kunstart kan slet ikke trives uden den anden, og det er en kendt sag, at når man sår byg og havre imellem hinanden i samme ager, så bliver begge kornsorter kraftigere, end om de var holdt hver for sig. Men byggen bliver dog ved at være byg og havren havre. Hvor den ene kunst trives, vil der også være trang til den anden, men forsøgene på at holde dem ind i hinanden vil aldrig lykkes, men vildleder og skader kun dem, der ellers kunne være 'rene af hjertet'.«

Fra essayet »Ord, musik og programmusik«


CARL NIELSEN: »Det er jo dog sikkert, at der i den hele verden ikke findes to individer ganske ens. Denne mangfoldighed gør netop livet så farvet og indholdsrigt, og på samme tid, vi forlanger en vis ensartethed i mange ting, finder vi os ikke i, at det ene menneske ligner eller efterligner det andet; en sådan kopi forekommer os latterlig, fordi den forestiller noget, den ikke er.«

Fra essayet »Ord, musik og programmusik«


CARL NIELSEN: »I fald musikken antog skikkelse og ville forklare sit væsen, kunne den sige omtrent følgende: Jeg er overalt og ingensteds; jeg springer over bølgen og skovens top; jeg sidder i den vildes hals og på negerens fod og sover i stenen og det klingende malm. Ingen kan gribe mig, alle kan fatte mig, jeg lever tifold stærkere end alt levende og dør tusindfold dybere. Jeg elsker stilheds store flade, og det er min højeste lyst at bryde denne. Jeg kender ikke sorg og jubel og glæde og gråd, men jeg kan juble, græde, le og klage på én gang og uendeligt.«

Fra essayet »Ord, musik og programmusik«

Fra LEVENDE MUSIK, 1925
Essays, fortrinsvis fra Politiken og tidsskriftet 'Tilskueren', 1906-1925