FRIEDRICH HÖLDERLIN:
Lær i livet om kunsten, og lær i kunstværket livet,
ser du det ene ret, ser du det andet med.
»TIL SIG SELV«, ca. 1798-1800
Oversat af Thorkild Bjørnvig i »Brød og Vin og andre digte«
FRIEDRICH HÖLDERLIN:
For længe har længst de dødelige trådt
på hodet af hverandre i kiv om magt,
i frygt for naboen, og på sin egen
jord har ingen velsignelse manden.
Og ustadigt blæser og flakker, som kaos selv,
ønskerne stadig vidt om for den gærende slægt
og vildt, forknyt og koldt af bekymring
er de fattiges liv som altid.
Men roligt vandrer du, o moder Jord
i lyset din sikre bane. Dit forår blomstrer,
melodisk vekslende drager for dig,
du livsrige, hen de voksende tider.
Kom du nu, alle de hellige musers, du
også stjernernes yndling, foryngende længselsfuldt
ventede fred, kom giv os et blivende
sted i livet og atter et hjerte.
Uskyldige! er børnene klogere dog
omtrent, end vi gamle; ikke forvirrer splid
begreb og sans hos de gode, og frejdigt
klare er ders øjne forblevne.
Og som med andre skuende dommeren ser
på væddeløbsbanen med et alvorligt smil,
hvor glødende unge kappes og driver
vognene frem i sprudende skyer,
sådan står Helios smilende over os, ensom
er aldrig den guddommelige, den glade,
thi evigt bofaste er de, æterens
blomstrende stjerner, de helligtfrie.
fra FREDEN, ca. 1798-1800
Oversat af Thorkild Bjørnvig i »Brød og Vin og andre digte«
FRIEDRICH HÖLDERLIN:
Således vil jeg da også, I himmelske! takke og atter
ånder fra lettet bryst sangerens bøn imod jer.
Således som da jeg stod med hende på solfyldt højde
taler og styrker en gud inde fra templet mig nu.
Leve vil jeg da også! det grønnes! og som fra en lyre
kalder det foran, som sølv skinner Apollons bjerg!
Kom! det var som en drøm! de sårede vinger er helbredt,
og forynget og stærkt lever hvert eneste håb.
Megen storhed er endnu at finde, og hvem der har elsket
således, vandrer, han må, banen til guderne selv.
Ledsag os da, indvielsens timer, uroligt unge,
alvorsfulde, forbliv, hellige anelser, bliv
bøn og begejstring og alle I gode genier, I som
gerne og allerhelst er, hvor de elskende er.
Følg os så længe, til vi på samme jordbund, dér hvor de
salige er beredt til alle at komme igen,
dér, hvor ørnene, stjærnerne, Faderens sendebud bor, hvor
muserne, og hvorfra helte og elskende er,
dér eller også her genses på duggede øer,
vandrer i haverne, hvor alle, der føler som os
blomstrer, og sangene gælder og foråret længere bliver
og vore sjæles år atter begynder sit løb.
fra MENONS KLAGER OVER DIOTIMA, ca. 1798-1800
Oversat af Thorkild Bjørnvig i »Brød og Vin og andre digte«