Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Citatsektionen | Humanistiske citater

Jacob Burckhardt (1818-1897)

Udvalgt af Rune Engelbreth Larsen Udprint

JACOB BURCKHARDT: »Til Opdagelsen af Verden føjer Renaissancekulturen en endnu større Ydelse, idet den for første Gang opdager Menneskets hele og fulde Indhold og fører dette frem for Dagens Lys. Først og fremmest udvikler denne Tidsalder, som vi saa, i højeste grad Individualismen; derpaa leder den denne til den ivrigste, mangesidigste Erkendelse af det individuelle paa alle dets Trin. Udviklingen af Personligheden beror væsentlig paa Erkendelsen af denne hos sig selv og andre. Mellem disse to store Fremtoninger har vi maattet indflette Paavirkningen fra den antikke Litteratur, fordi Maaden, hvorpaa det individuelle saavel som almenmenneskelige erkendes og skildres, væsentlig farves og bestemmes ved dette Medium. Men erkendelsens Kraft laa i Tiden og Folket.«


JACOB BURCKHARDT: »Disse moderne Mennesker, Bærerne af Dannelsen i hin Tids Italien, er fødte religiøse ligesom Middelalderens Vesterlandsmennesker; men deres mægtige individualisme gør dem ogsaa i denne Henseende fuldkomment subjektive, og den Yppighed af Tillokkelser, som Opdagelserne i den ydre og den aandelige Verden bød dem, gør dem overvejende verdsligsindede. I det øvrige Europa derimod staar Religionen endnu længe som noget objektivt givet, og i Livet skifter Egennytte og Sansenydelse umiddelbart med Bod og Andagt; den religiøse Sans har endnu ingen aandelig Rival som i Italien eller i hvert Fald kun en langt ringere. Endvidere havde tidligt den hyppige og nære Berøring med Byzantinerne og Muhamedanerne fremkaldt en partiløs Tolerance, for hvilken den etnografiske Bevidsthed om en priviligeret vesterlandsk Kristenhed traadte noget tilbage. Og da nu tilmed den klassiske Oldtid med sine Mennesker og Indretninger blev et Livsideal, fordi den var Folkets herligste Minde, saa overvældedes undertiden den italienske Aand helt og holdent af den antikke Spekulation og Skepsis


JACOB BURCKHARDT: »Kendskabet til og Beundringen for de islamitiske Folks betydelige Kulturstandpunkt, især før den mongolske Oversvømmelse, var vistnok ejendommeligt for Italienerne lige siden Korstogenes Tid; hertil kom deres egne Fyrsters halvt muhamedanske Regeringsmaade, den tavse Uvilje, ja Ringeagt for Kirken, som denne var, de vedvarende Østerlandsrejser og Handelen paa de østlige og sydlige Middelhavshavne. Allerede i det trettende Aarhundrede anerkender Italienerne paaviseligt et muhamedansk Ideal af Ædelmodighed, Værdighed og Stolthed, som helst knyttes til en Sultans Person.«

Fra RENAISSANCENS KULTUR I ITALIEN, 1860
(oversat af Christine Mønster)