BOCCACCIO: »Men Rustico, hvad er det dog for noget, der skyder sig så stærkt frem, og som jeg slet ikke har?«
»Min datter,« sagde munken, »det er djævelen, som jeg netop har talt med dig om, og du ser, at han volder mig så store kvaler, at jeg knap kan bære dem.«
Da udbrød pigebarnet: »Lovet være Gud, fordi jeg har det bedre end du, da jeg ikke har sådan en djævel.«
»Du har ret,« sagde Rustico, »men til gengæld har du noget, som jeg ikke har.«
»Hvad er det for noget?« spurgte Alibech.
»Du har et helvede,« svarede Rustico, »og jeg siger dig, at det er min tro, at Gud har sendt dig hid til min sjæls frelse, for selv om djævelen er hårdt efter mig, vil du kunne bringe mig stor trøst og gøre Gud en stor glæde og tjeneste ved at fatte medlidenhed med mig og finde dig i, at jeg sender den tilbage til helvede, og du siger jo selv, at du er kommet hertil for at tjene Gud.«
Pigebarnet svarede troskyldigt: »Fromme fader, når jeg har et helvede, lad det da blive, som I ønsker.«
»Velsignet være du, min datter,« sagde Rustico, »lad os så sende den derind, så den måske kan lade mig i fred,» hvorpå han førte hende hen til sit leje og lærte hende, hvordan hun skulle anbringe sig for rettelig at kunne bringe den af Gud forbandede bag lås og slå. Pigen, der aldrig før havde sendt nogen djævel tilhelvede, følte først en smule smerte og sagde til Rustico:
»Visselig må den djævel være meget slem, fromme fader, og i sandhed en fjende af Gud, thi selv helvede føler smerte ved at modtage ham, og hvordan må det da være for andre?«
Hertil sagde Rustico: »Det vil ikke blive ved med at være sådan, min datter,« og for at overtyde hende derom sendte han djævelen seks gange til helvede, før de forlod lejet, og for den gang fik de da også dens overmod knækket for alvor, så den fik lyst til at holde sig i ro.
Fra DEKAMERON, 1353
(Oversat af J.V. Lind)