Citatsektionen | Dansk kulturarv

---

Nærværende citater blot et par nedslag for at eksemplificere, at den danske kulturarv ikke uden videre er reducerbar til lutter fædrelandskærlig selvtilstrækkelighed, sådan som visse kræfter i den standende samfundsdebat gerne vil have os til at tro ...

> Jens Baggesen
> Georg Brandes
> Vilhelm Grønbech
> Johannes V. Jensen
> Søren Kierkegaard
> Adam Oehlenschläger
> Viggo Stuckenberg

Jens Baggesen (1764-1826):

»Skyerne deelte sig, de svandt imellem Biergene, og Solen brød frem i alt bestraalende Glands. Fuglene sang gladeligere i de lysere Lunde, alting smilede - det var rundt om os, som naar alle smaa Lidenskaber i Mandens Hierte vige for den seirende Menneskekierlighed. Hvor er det mueligt, raabte jeg, at skye, at spotte, at hade, at forfølge hinanden? Mennesker imod Mennesker? Nationer mod Nationer? Brødre mod Brødre? Venner imod Venner? Ubegribelige Splidagtighed mellem den samme Sols Straaler! Tydske! Franske! Engellændere! Hollændere! Danske, Norske og Svenske! Preussere! Polske! Ungarer! Italienere! Spaniere! Portugiesere! ere I da ikke alle Mennesker? Alle, som Mennesker, lige? - forskiællige Figurer - forskiællige Farver - forskiællige Toner! - Men sig mig, du Geometer! hvilken Figur er dig den nødvendigste, Qvadratens eller Cirkelens? - Sig mig, du Maler! hvilken af Regnbuens Farver er dig den kiaereste? - Sig mig du Musiker! hvilken af alle din Scalas Toner er dig den uundværligste?« 

Georg Brandes (1842-1927):

»Naturligvis saa jeg helst en Sværm af originale Aander iblandt os, der omformede og berigede Menneskelivet saaledes, at fremmede Folkeslag godkendte og tilegnede sig danske Tanker, danske Institutioner eller dansk Kunst. Men en særligt dansk, indestængt Kultur er en gammel Jomfru, der ingen Børn kan faa, ufrugtbar, thi ubefrugtet. Lad os da aldrig stænge Frøkornene ude!«

Vilhelm Grønbech (1873-1948):

»Hvad vi skal holde fast ved er, at det folk, som skaber en af verdens betydningsfuldeste kulturer, den hellenske, er blevet til ved en folkeblanding. Det er vist noget, som gentager sig alle vegne, at de frugtbareste kulturer er opstået der, hvor folk er stødt sammen. Det er ikke den rene ublandede befolkning, som dominerer historien, men netop befolkninger, hvor der er sket en sammensmeltning mellem forskellige folk, forskellige kulturer, tanker.« 

Johannes V. Jensen (1873-1950):

»Danskerne hader hinanden som smittebærende skadedyr - og det med god Ret. Der hænger samme impulsive, næsten mystiske Dræbelyst over Danskerne indbyrdes som over to mennesker, der har været gift i 40 Aar og kender hinanden og ser rødt i hinandens Selskab hver modbydelige ny Morgenstund. Hvorfor? Fordi det danske Folk kliner sig sammen som en gammel Familje, der i taabelige Raceforblindelse hellere ender som Kretinere end søger sammen med friskt og fremmed Blod. Fordi Danmark lider af Indgifte, af social Blodskam, af nationalt Selvhad.«

Søren Kierkegaard (1813-1855):

»Skal der gjøres Noget for Christendommens Opvækkelse her i Danmark, saa maa først og fremmest det Onde naae sin Høide og saa bort, det Onde, som altid er og vil blive Danmarks Grundskade: Smaalighed, Menneske-Frygt i Forhold til Ligemænd, Generethed, Bysnak, Bagtalelse, Mangel paa Frimodighed til at vedstaae en Overbeviisning, eller til at turde have en høiere Bekymring end den om Levebrød og den 'andre Mænder' har. Thi Christendommens Forfald har hverken sin Grund i en moderne Philosophie eller i Jernbaner o:s:v: nei Grunden ligger dybere i almindelig Demoralisation, hvoraf alt dette kun er Udtrykket.«

Adam Oehlenschläger (1779-1850):

»Thi Nordens Kraft er uden Østens Ild
Det samme som et hærdet Demant-Sværd,
Der mangler en varmblodig Muskel-Arm,
For stærkt at svinges. Blomsten, sund af Frøe,
Til Solen trænger, for at giennemglødes:
Og bliver der for langt et Mellemrum,
Før Asianerne til Norden drage,
For at forædle Slægten, varme den -
Da bliver Slægten, som du seer desværre!
En blomst, forlængst engang fra Syden hentet,
Men som vantrives Aar for Aar, hentørres,
Blier bleg af Farve, søvnig, mat - og døer.« 

Viggo Stuckenberg (1863-1905) :

»Spring ud! du lille Danmark!
paa Hovedet ud i det skyllende Hav!
du trænger til Storvask!
Støvet har stoppet Ørene paa dig,
Støvet har hulet Tænderne paa dig,
Støvet har gemt, hvad du avled!
i nitten hundrede Aar eller mer
har du siddet og skiftet de luvslidte Bler
og tygget Violrod og savlet.
Saa sødt har du ligget og nikket og leget,
mens Tiden har staaet derude og skreget,
skreget i vanvittig Smerte paa Verden,
til Verden fik hørt det og strakt sig
paa Lejet og lettet sig langsomt,
mens du fik lagt dig
istedetfor Verden.«