Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Oprør fra bredden | Anmeldelse (uddrag)

Til forsørgerkulturens forsvar

Af Frede Vestergaard Udprint

Denne bogs grundlæggende tema er, at aktivering af arbejdsløse er tvangsarbejde, og at alle skal have ret til løbende at få en sum penge fra det offentlige uden pligt til at arbejde eller uddanne sig for dem. Bogens 11 bidragydere argumenterer derfor for, at der indføres en såkaldt borgerløn, ligesom K. Helveg Petersen, Niels I. Meyer og Villy Sørensen gjorde i den utrolig meget solgte, men vildt utopiske og meget lidt læste Oprør fra Midten i begyndelsen af 1980erne. (...)

Marianne Jelved lod sit økonomiministerium undersøge ideen 1993 og konkluderede, at det var for dyrt. Selv om der er en stædig, lille gruppe, der arbejder for det, kan man godt forudsige, at borgerløn aldrig vil blive indført i Danmark, for for at finansiere borgerlønnen – de forskellige forfattere nævner tal mellem 50.000 og 100.000 til hver borger per år, noget mindre til børn – er det nødvendigt at hæve de allerede høje skatter på de erhvervsaktive yderligere, samtidig med at alle får mindre incitament til at arbejde, når de får en stor sum penge fra staten. Det gælder også, selv om borgerlønnen forudsættes modregnet i arbejdsløshedsunderstøttelse, folkepension og andre ydelser. (...)

DET mest interessante af de elleve kapitler i denne antologi er skrevet af en indvandrer, Souhail Ibrahim, der er leder af indvandrerradioen i Århus. Ibrahim mener, at aktiveringen af arbejdsløse specielt generer indvandrerfamilier, fordi den »splitter familiemønstre, som måske er noget af det mest fundamentale i den kulturkreds, der skaber mange indvandrerfamiliers integritet og identitet.«

Ibrahims i øvrigt særdeles velskrevne bidrag er tankevækkende, fordi det indirekte rører ved velfærdsstatens destruktion af den traditionelle familiestruktur, som den eksisterede i Danmark indtil for omkring 40-45 år siden. En meget stor del af alle danskere over 40-45 år havde i deres barndom deres moder derhjemme som hjemmegående husmor. Ikke bare inden de som 6–7-årige kom i skole, men også om eftermiddagen, når de kom hjem fra skole. På den måde har de over 40–45-åriges opvækst været en ganske anden end deres egne, institutionaliserede børns.

Dette familiemønster eksisterer praktisk taget ikke længere for etniske danskere. Børnene er sendt i institutioner og de gamle udstyret med kommunal hjemmehjælp, fordi de tidligere hjemmearbejdende kvinder har fulgt mændene ud på arbejdsmarkedet.

Kvinderne er drevet af deres naturlige lyst til at bruge egne uddannelser – og af, at det ikke længere er muligt for en familie at leve et almindeligt liv af én løn som for bare 40-45 år siden, fordi skattetrykket er vokset så kraftigt for at finansiere den måde, som vi har indrettet velfærdsstaten på i Danmark og i andre lande i Europa. Det kan godt være, at der er etnisk danske familier, der hellere ville leve på den mellemøstlige facon med en hjemmegående mor, men hvis ikke faderen har en indkomst svarende til 2-3 normallønninger er det umuligt, medmindre den hjemmegående er på overførselsindkomst – som de fleste muslimske førstegenerationsindvandrerkvinder er.

Alle politiske partier har grundlæggende støttet denne udvikling. Den har ikke været båret af nogen særlig politisk ideologi. Hverken til højre eller venstre for midten (selv om der kommer lidt slør i holdningerne, når Venstre og De Konservative indimellem foreslår, at folk skal have tilskud til at passe deres egne børn, i hvert fald i ét år per barn).

Men der har ikke været nogen debat om, hvorvidt konsekvenserne af denne udvikling for det gamle familiemønster var ønskelig. Den har bare fundet sted. (...)

Nu kommer indvandreren Souhail Ibrahim så og minder os om, hvad det er, vi har mistet, og insisterer på, at velfærdsstaten skal indrettes, så det gamle familiemønster får en ny chance. Det gør han som sagt med udgangspunkt i den såkaldte tvangsaktivering, som er det overordnede tema for alle bidragyderne. Han synes at mene, at arbejdsløse muslimske kvinder uafbrudt skal kunne hæve kontanthjælp eller dagpenge uden at blive generet af aktiveringsperioder.

HVAD han og de øvrige forfattere ser bort fra er, at aktiveringsordningerne er prisen for, at arbejdsløshedsunderstøttelsen i Danmark er procentvis meget høj for lavtlønnede arbejdsløse. Nogle af aktiveringsordningerne har dog retfærdigvis også haft et uddannelsesmæssigt sigte, og ikke bare bestået i at veje fuglefrø af i poser eller pakke søm, som Ibrahim skriver. (...)

Velvidende, at det er en menneskelig svaghed gerne at tage imod penge uden at arbejde for dem, udviklede Socialdemokratiet i begyndelsen af 1990erne til gengæld ret-og-pligt begrebet: Ret til god understøttelse, men som modstykke hertil pligt til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet og efter nogen tid som arbejdsløs pligt til at deltage i aktiveringsprojekter.

Den brutale sandhed er, at masser af langtidsarbejdsløse pludselig fandt et job, kort før de skulle aktiveres, da aktiveringsordningerne blev sat i værk i første halvdel af 1990erne. Samme erfaring har man fra andre lande, hvor man – i stedet for aktivering – adskillige steder har den praksis, at arbejdsløshedsunderstøttelsen gradvis falder efter for eksempel et år på dagpenge. Jo lavere ydelsen er, jo mere søger folk efter arbejde. (...)

SOUHAIL Ibrahim gør gældende, at aktivering rammer »familier med ikke-dansk kulturbaggrund« på en særlig måde. Han beskriver det således: »Det kulturelt betingede familiemønster i en del indvandrerfamilier gør, at børneflokken ofte er større end i den gennemsnitlige familie i Danmark, og at børnene ofte passes hjemme i længere tid og derved ikke så hyppigt kommer i institution. De familier, der således helt eller delvis ønsker at fravælge institutionslivet mistænkeliggøres imidlertid indirekte i aktiveringssystemet, og gøres til sociale »problemer«. Hvorfor? Fordi alle myndige personer skal »stå til rådighed« for arbejdsmarkedet for at kunne modtage kontanthjælp og dagpenge. (...)

Hertil er så at sige til Ibrahim, såvel som de øvrige forfattere, at hvis de ikke bryder sig om tvangsaktivering, kan de jo bare give afkald på deres dagpenge eller kontanthjælp. Der er ingen, der tvinger folk på aktivering.

Og til Souhail Ibrahim må det yderligere siges, at mens han ikke er moralsk forpligtet til at spise svinekød, så fungerer den danske udformning af velfærdsstaten nu engang på den præmis, at alle, som er raske og ikke har nået pensionsalderen, har en moralsk pligt til at arbejde og – hvis konen vil modtage dagpenge – også som modydelse en pligt til at lade sig aktivere, når arbejdsløsheden har varet længe nok, om det så betyder, at familien må give afkald på sit traditionelle familiemønster, ligesom danske familier gjorde for 40-45 år siden. Eller også må familien hæve kontanthjælp i et samfund, der har et familiemønster, der passer til familiens kulturtradition – hvis der er noget at få.

ALTERNATIVET til aktivering er ikke borgerløn, men at gøre det økonomisk mere attraktivt at arbejde for folk, der er arbejdsløse. Alternativerne er derfor enten lavere dækningsgrad for dagpengene, i hvert fald når ledigheden har varet for eksempel et år. Et andet alternativ er indførelse af et såkaldt beskæftigelsesfradrag i skatten, sådan at nettoindtægten ved at komme i arbejde øges, som man bruger i flere angelsaksiske lande. I realiteten er der tale om, at man strækker aftrapningen af den sociale ydelse, man modtager, over en længere indkomststrækning.

»Et humant samfund må naturligvis tilstræbe humane beskæftigelsesforhold,« skriver bogens redaktør, Rune Engelbreth Larsen i sin kritik af aktiveringen. Ja, vist. Men hvis det »humane« består i at give folk ret til at være free riders, det vil sige nasse på andre, er det ikke særlig humant over for alle dem, der må løbe hurtigere for at finansiere dem, der melder fra over for velfærdssamfundets implicitte arbejdspligt og (den tilhørende) skattebetaling.

Frede Vestergaard
Weekendavisen, 8.5.2002

LÆS OGSÅ:
Replik til Frede Vestergaards anmeldelse af Niels K. Petersen: Spis kager