Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Oprør fra bredden | Forord

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

I løbet af det tyvende århundrede bliver den samlende, politiske idé i Danmark ideen om velfærdsstaten. I takt med at landets velstand stiger, og arbejderbevægelsens indflydelse vokser, tiltager det meste af århundredet igennem kravene om højere sociale ydelser og en større offentlig sektor, der gør staten til en garant for gratis sygehusvæsen og uddannelsessystem samt en almen forsikring mod fattigdom. I det mindste ideelt set. 

De politiske partier kan godt nok næppe enes om, hvor lidt eller meget velfærdsstaten er gennemført, eller hvor lidt eller meget den eventuelt er på retur. men ét synes ikke desto mindre hævet over politiske uoverensstemmelser i dag: Velfærdsstaten er en af det tyvende århundredes afgørende politiske landvindinger, og selv om den konkrete udformning heraf naturligvis varierer fra parti til parti, er der om ikke andet konsensus om begrebet i en sådan grad, at et moderne politisk parti vanskeligt kunne tænkes at erklære sig som modstander af ideen i sig selv. 

Men velfærdsstaten er måske også derved blevet et politisk mantra, hvor etiketten til tider kan synes vigtigere end indholdet. En etikette, der på linje med andre politiske etiketter i det danske samfund af og til lukker sig hermetisk omkring en glorificerende selvforståelse af et mere eller mindre ideelt samfund, »et oplyst, velfungerende og socialt folkestyre«. 

Man kan derfor sjældent diskutere visioner om politiske systemer i den aktuelle politiske debat, fordi vi allerede lever i »det mindst ringe« politiske system, ikke sandt? Hvad er der vel tilbage at diskutere bortset fra petitesser? Man kan vanskeligt diskutere frihed, fordi vi allerede er »frie« – har vi måske ikke alle sammen stemmeret – i gennemsnit hvert andet år – og er det ikke synonymt med frihed? Man kan vanskeligt diskutere social sikkerhed, fordi næsten ingen vil anerkende omfanget af den sociale marginalisering i dagens samfund – vi er jo borgere i et »velfærdssamfund«, ikke sandt? 

Vi er således tilsyneladende henvist til slagsmål om, hvorvidt skatten skal falde en halv procent, stige en halv procent, eller om vi eventuelt skal sigte efter et skattestop. Om vi skal tillade dåseøl eller kun flaskeøl, om der er lidt for få eller lidt for mange grønne afgifter, om hastighedsgrænserne på motorvejene skal være 100, 110 eller 130 kilometer i timen. Af samme grund er de politiske partier i det store hele tvunget til at iscenesætte dybest set overfladiske forskelle som dramatiske brudflader, når de skal sælge sig selv, men reelt har uoverensstemmelser de partier imellem, der sidder på 80-90 procent af pladserne i Folketinget, primært at gøre med stil og image, snarere end skelsættende politiske alternativer. 

Naturligvis kan f.eks. selv beskedne udsving i skattetrykket være altafgørende for de berørte skatteyderes økonomi, og naturligvis kan justeringer af afgifter og hastighedsgrænser have dramatiske effekter, som ikke bør underdrives, men sammenlignet med de ideologiske spændinger for et århundrede siden er de grundlæggende politiske brydninger som oftest reduceret til krusninger på overfladen inden for langt hovedparten af det politiske spektrum, når man ser bort fra enkelte enten-eller-valg, som f.eks. spørgsmålet om Danmarks forhold til EU. 

Det kan der argumenteres for mange fordele ved, men en af ulemperne ved en alt for uudfordret politisk konsensus er ikke desto mindre det manglende mod til at tænke i gennemgribende, nye reformer, når store samfundsproblemer skal løses. I stedet justeres i ét væk. Mangler staten finanser, files 117 forskellige steder; der tænkes f.eks. ikke i omfattende omlægninger af hele skattesystemet, som måske kunne føre til større gennemskuelighed og bedre fordeling af byrderne, da det politiske system såvel som befolkningen generelt er blevet tilvænnet et indviklet kompleks af justeringer på justeringer i en vildtvoksende skov af paragraffer. Et nok så gennemtænkt forslag til forenklinger er politisk uhyre risikabelt at lancere, fordi det, at noget er gennemgribende forandrende, tilsyneladende i sig selv er blevet synonymt med noget i værste fald »ekstremistisk«, i bedste fald »urealistisk«. 

Den politiske agenda, der primært dikteres af udsving i meningsmålingerne, giver let indtrykket af, at »realpolitik« alene er snak om kejserens skæg – i dag skal det være så og så langt, i morgen skal det trimmes på den og den måde, og i overmorgen skal det rages af eller farves i den og den nuance. Den historiske hukommelse er desværre kort i politik, og man glemmer, at de fleste af de ideer, som udgør grundpillerne i det danske samfund i dag, i udgangspunktet slet ikke er opstået som forslag om småjusteringer, men som krav til mere eller mindre afgørende sporskifte eller brud i forhold til den foregående politiske sædvane. Det gælder f.eks. både Grundloven, demokratiet og velfærdssamfundet, hvoraf intet naturligvis er indført fra den ene dag til den anden i den form, vi kender det i dag, men hvor de grundlæggende tanker i deres oprindelse ikke desto mindre har været overordentlig udfordrende for »realpolitik« i deres historiske kontekst. 

Derfor må enhver ny idé også næsten uundgåeligt manifestere sig som en fremmed fugl i det vante selskab, og derfor kan den næsten heller ikke undgå at blive dømt uden for det gode selskab, der jo som regel netop blot er det vante selskab. 

Det er således blevet småt med visionære bud på et grundlæggende nyt samfundssyn, for hvem vil frivilligt dømme sig uden for »det gode selskab«? 

Derfor er også den vildtvoksende konstruktion, der konstituerer det såkaldte velfærdssamfund i dag, udtryk for en årelang politisk kludetæppe-løsning med uigennemskuelige knopskydninger, dels i form af vidt forskellige sociale ydelser og offentlige tilskud, dels i form af variable skatter, afgifter og moms, og dels i form af et morads af justerbare og bestandigt foranderlige rådigheds- og aktiveringskrav. Og ikke mindst i form af en hær af kontrollanter og administranter, som alene er beskæftiget med at holde styr på og have overblik over nye knopskydninger med det ene øje, og overvåge og kontrollere de berørte individers handlinger og økonomi i mindste detalje med det andet, så vi er sikre på, at holde os inden for rette paragraf og rette kasse, som bestandigt bliver rykket rundt efter blot det mindste udsving i den enkeltes indkomst, boligsituation, børneforhold, ægtestand, studier, kurser, fritidssysler osv. osv. 

Lap efter lap efter lap i kludetæppet har gjort den nuværende velfærdsstat til et uigennemskueligt og formynderisk kontrolorgan med stigende klientgørelse og umyndiggørelse til følge – det såkaldt sociale sikkerhedsnet antager sine steder efterhånden karakter af en social spændetrøje. 

Men er der overhovedet et alternativ til alt dette? 

Svaret i denne bog er ja. Alternativet er en borgerlønsreform. 

Oprør fra bredden er en antologi, der ud fra en bred vifte af politiske, personlige og faglige indgangsvinkler argumenterer for nødvendigheden af at få borgerløn placeret på dagsordenen for den politiske debat. Den er imidlertid ikke ment som et bud på en samlet, specifik borgerlønsmodel, men som et vigtigt, første skridt i retning af en saglig debat om både samfundets store linjer og små detaljer i lyset af en borgerlønsreform som nyt idégrundlag. 

Det er naturligvis både en fordel og en ulempe, at der ikke her præsenteres en færdig, konkret model til gennemførelsen af en sådan reform. Det er en ulempe, fordi et politisk alternativ også bør ledsages af et detaljeret kompleks af gennemarbejdede enkeltheder, hvis det i længden skal have en chance for at blive implementeret, hvad enten det så måtte ske gradvist eller blot delvist. 

Men det er trods alt en ulempe, som det er nødvendigt at leve med, fordi fakta er, at borgerlønsideen (eller rettere – borgerlønsideerne) slet ikke er en del af den etablerede politiske debat i dag. I en sådan situation er derfor det primære behov ikke fuldstændige og forchromede planer, men derimod det noget mere basale behov for overhovedet at åbne en debat om sagen. En debat, som i det mindste tydeliggør nogle potentialer i ideen, der kan inspirere til tilslutning såvel som modstand, for siden at blive justeret og endelig i sidste ende konkretiseret i regulære reformforslag, hvis og såfremt ønsket herom breder sig yderligere. 

Hensigten med nærværende antologi er således alene at (gen)åbne debatten om borgerløn, som i de senere år er blevet alt for overset, og altså ikke at levere et forslag til et skud- og nagelfast ideal. 

Kært barn har mange navne, og borgerlønslignende ideer er da også i løbet af de sidste par årtier blevet lanceret under andre betegnelser, men den fælles kerne er en forholdsvis drastisk omlægning af socialsystemet, hvor hele rækken af forskelligartede ydelser erstattes af et eller få grundbeløb til alle samfundsborgere, som der ikke kan skæres i. 

Borgerløn skal altså for så vidt forstås som en rettighed i form af en fuldstændig sikring af enhver borgers økonomiske mulighed for at overleve på et begrænset materielt niveau. Men samtidig netop også som et væsentligt incitament til at søge lønarbejde, fordi det faktisk vil kunne betale sig at arbejde, også for lavtlønnede såvel som de mest socialt marginaliserede grupper i det hele taget, i modsætning til i dag, hvor selv de mindste indtægter betyder nedskæringer i viften af ydelser (kontanthjælp, boligsikring og tilskud til børneinstitution), der samlet set enten betyder ingen eller kun en ringe stigning i rådighedsbeløbet – eller ligefrem en nedgang i rådighedsbeløbet. 

Allerede på den baggrund står det klart, at niveauet for en borgerlønsats naturligvis må baseres på mange vurderinger og således kan lægges mange forskellige steder, ligesom finansieringen kan findes på mange forskellige måder. Men udgangspunktet er en sanering af hele socialsystemet, hvor tvangsdelen afskaffes, og ydelserne udjævnes ligeligt. Et grundbeløb, som gives uden modydelse til alle, eller eventuelt i to-tre forskellige niveauer, henholdsvis til børn og voksne, og måske et særligt niveau til pensionister. 

Dette rejser i sig selv en række grundlæggende spørgsmål. Eksempelvis: Er der tale om rettigheder uden pligter? Hvem vil gide arbejde, hvis det ikke er strengt nødvendigt? Har staten overhovedet råd til så omfattende en reform? 

Disse spørgsmål behandles – og behandles forskelligt – i nogle af de følgende essays. Essays, som altså ikke så meget fokuserer på endegyldige svar, men som forsøger at nedbryde nogle fordomme om fænomenet borgerløn, og som forsøger at åbne for en principiel diskussion om ideen. 

For nogle borgerlønstilhængere er en borgerlønsreform et tiltrængt, visionært alternativ til velfærdsstaten, for andre tilhængere er det en visionær udbygning af velfærdsstaten – men for alle repræsenterer det et alternativ til den nuværende velfærdsstat. 

Velfærdsstaten er vel menneskeligt set motiveret af især to faktorer, som vi kunne kalde solidaritet og kollektivisme. Solidaritet med mennesker, som ikke selv kan finde lønarbejde, hvad enten årsagen er almen arbejdsløshed, manglende personlige kvalifikationer eller manglende arbejdsdygtighed som følge af handicap, alder eller sygdom, samt solidaritet i form af f.eks. et fælles, skattefinansieret sundheds- og uddannelsessystem. I velfærdsstatens kollektivistiske optik er vi alle dele af et fællesskab. 

En reform af velfærdsstaten med borgerløn som omdrejningspunkt er motiveret af samme principper, men i udvidet forstand – og ikke alene af disse. En borgerlønsreform vil således ikke bare bevare solidariteten som grundmotiv i sig selv, men i højere grad end velfærdsstaten hidtil udvide en tredje og en fjerde faktor, som netop i dag fylder meget lidt: Individualisme og frihed. I borgerlønsreformens individualistiske optik er fællesskabet lige så meget en del af den enkelte, som den enkelte er en del af fællesskabet. 

I praksis betyder dette unægtelig mere end en nuanceforskel de to systemer imellem, fordi den nuværende velfærdsstat bestandigt fokuserer mere og mere på tvang og kontrol, der i princippet skal stille enhver til rådighed for arbejdsmarkedet (men ikke stille arbejdsmarkedet til rådighed for enhver) – hvad enten det sker i form af kurser og »jobtilbud«, der ingen praktisk betydning har eller i den modsatte grøft ligefrem risikerer at stjæle regulært arbejde fra andre. 

En borgerlønsreform er ikke et opgør med fællesskab og kollektivisme, men et forsøg på i højere grad at udvikle dette på individets præmisser. Det er på én og samme tid udtryk for solidaritet med den, som intet lønarbejde har, og et større hensyn og frihed til den enkeltes individuelle forskellighed. Taberen er så den tvungne ensretning, som fylder mere og mere i systemet i dag. 

Man kunne også sætte det på spidsen og sige, at en borgerlønsreform i modsætning til den nuværende velfærdsstat slet og ret er solidarisk, fordi den netop kombinerer et socialt sikkerhedsnet med respekten for den enkeltes frihed – dét kan man næppe sige om det aktuelle aktiveringscirkus, og er det så egentlig særlig »solidarisk«? 

Måske er det netop denne særegne kombination, der gør, at ideen fænger tværpolitisk i en grad, som næppe mange andre politiske ideer gør det i dag. For tilhængerne af ideen går netop både solidaritet, frihed og individualisme op i en højere enhed i en borgerlønsreform i modsætning til dagens velfærdsstat med dens kontrol og overvågning, der ikke bare i stigende grad udhuler solidariteten, men tillige sætter stadig mere snævre rammer for individualismen og voldsomt indskrænker friheden for de ledige, der havner i systemet. 

Ganske enestående for det aktuelle politiske øjebliksbillede har ideen om en borgerlønsreform faktisk formået at samle tilhængere blandt økonomer, politikere og menige medlemmer fra stort set samtlige politiske partier. Dette har ydermere resulteret i dannelsen af en tværpolitisk borgerlønsbevægelse, der bl.a. tilstræber at fungere som konstruktiv bølgebryder i fastlåste stillinger mellem snævre, partipolitiske fronter, hvis bestyrelse p.t. er sammensat af mennesker med så forskellig partipolitisk baggrund som Venstre, Konservative Folkeparti, det Radikale Venstre, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Minoritetspartiet. 

Nogle placerer borgerlønsideen inden for socialistiske kategorier, andre inden for liberalistiske og atter andre inden for humanistiske – måske et gryende tegn på, at ideologierne ikke længere behøver være snærende bånd, eller på at der på visse, vigtige punkter faktisk kan bygges væsentlige broer imellem dem? 

Borgerlønsideen er heller ikke kun et dansk fænomen, faktisk er det en idé, der har mange internationale fortalere, og ikke kun på græsrodsniveau. Eksempelvis hedder det i regeringserklæringen fra den norske regering, at »arbeidet med utredning av en ordning med garanteret minsteinntekt videreføres«. Siden har flere danske medier viderebragt nyheden om, at de norske regeringspartier, Høyre, Venstre og Kristeligt Folkeparti planlægger en borgerlønsreform. F.eks. arbejder partiet Venstre med mulighederne af at indføre borgerløn, der i første omgang udgøres af et årligt beløb på 100.000 kr., som skal udbetales til studerende og alle på overførselsindkomst – men planen er, at det i sidste ende skal udvides til at omfatte alle borgere. 

Selv om ingen af de etablerede politiske partier, der i dag er repræsenteret i Folketinget i Danmark, endnu har borgerløn på programmet, er det altså ikke i sig selv et udtryk for, at ideen ikke kan slå an i det etablerede politiske system, endog på regeringsplan i et af vore nabolande. Og det turde måske få de, hvis skepsis ene og alene beror på samfundsøkonomiske betænkeligheder, til at kaste et blik mod nord – borgerløn behøver ikke være en »græsrods-utopi«, men kan faktisk være led i realpolitiske overvejelser for en regering i et land, vi plejer at sammenligne os med. 

Oprør fra bredden er som nævnt blot et første, spædt skridt for (atter) at få ideen introduceret i den politiske debat. Forvent derfor ikke politisk konsistens på tværs af bidragene, forvent ikke snæver realpolitisk vanetænkning, og forvent frem for alt ikke programmatisk stringens – men forvent gerne ideer og betragtninger, som bestemt er relevante netop for et sådant, første skridt. 

De næste skridts konkretiseringer er i støbeskeen, men de er endnu – de næste skridt. 

Oprør fra bredden indeholder 11 essays, der dels gør op med udbredte myter om implikationerne og omkostningerne af en borgerlønsreform, dels præsenterer en række debatskabende og inspirerende perspektiver, som måske kan udvikles til en ny og mere konkret løsningsmodel på en række klassiske problemstillinger i forholdet mellem individ og samfund. En grundidé, som måske har potentialet til at blive det enogtyvende århundredes referenceramme for en alsidig samfundsdebat, som ideen om velfærdsstaten var det i det tyvende århundrede.

Rune Engelbreth Larsen
Forord. 'Oprør fra bredden', 2002