Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Litteratur

Mikkel Thorup: Fornuftens perversion

Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Mikkel Thorup: Fornuftens perversion - modoplysning og 200 års krig mod fornuftens herredømme. Århus 2008.

»Fordi menneskets vilje er syg, kan den ikke ønske eller udrette det gode uden at få hjælp, og det får den ikke, medmindre den bliver underkastet og holdt i ave. Derfor er det indlysende, at frihed til diskussion nødvendigvis fører til vildfarelse, ligesom frihed til handling nødvendigvis fører til det onde. Den menneskelige vilje kan ikke ønske eller udrette det gode, hvis ikke den holdes i ave af frygten for Gud. Når viljen frigør sig fra Gud og fornuften for Kirken, hersker vildfarelsen og ondskaben uden modvaegt i verden.«

Juan Donoso Cortés:
Brev til Montalembert

... Fra anden halvdel af det 18. århundrede til de første årtier i det 19. blev oplysningen mødt af en modreaktion, den såkaldte traditionalistiske reaktion eller den autoritære respons, som idéhistoriker Mikkel Thorup tegner et portræt af og karakteriserer som modoplysningen, der stort set har været ubelyst herhjemme.

Fornuft og perversion går fortringsvis i dybden med tre af modoplysningens store eksponenter, Englands (irskfødte) Edmund Burke (1729-1797), Frankrigs Joseph de Maistre (1753-1821) og Spaniens Juan Donoso Cortés (1809-1853), men reflekterer også over Rousseaus vanskelige placering i oplysningens brogede kulturkamp og trækker afslutningsvist linjerne fra den radikale modoplysning frem til oplysningskritikere i den moderne debat, bl.a. i skikkelse af Søren Krarup og Jerry Falwell. Endelig indeholder bogen oversatte primærtekster og tekstuddrag af Burke, Maistre og Cortés.

Modoplysningen kan karakteriseres som en forholdsvis snæver vifte af særlig radikale oplysningskritiske positioner, der anklager oplysningen og/eller den franske revolution for at være en total pervertering af fornuften, idet den hævdes at erstatte en reguleret og ansvarlig frihed med et anarkistisk kaos, der pr. automatik forventes at slå om i et despotisk blodbad og kuldkaste den naturlige samfundsorden, moralen og religionen.

Eller med Thorups egne ord: »Modoplysning defineres som de tænkere og positioner, der lokaliserer den grundlæggende årsag til deres tidsalders dårligdomme direkte i oplysningen. Dårligdommene anses for at følge med nødvendighed af oplysningstænkningen, særligt dens påståede ateisme. Modoplysningen stiller sig derfor i skarp og åben opposition til de værdier, der hævdes at være oplysningens, og efter 1789 forstår den franske revolution og terrorregimet som det direkte og nødvendige resultat af oplysningen.«

Modoplysningen fejllæste imidlertid groft oplysningen, der blev fortegnet som en enhedsbevægelse med en »regulær plan for ødelæggelsen af den kristne religion«, som Burke hævdede, og Frankrigs revolutionære blev fremstillet som »ateistiske og morderiske barbarer«, der således primært var drevet af et indgroet had til Gud og kirken med udspring i oplysningstænkerne.

Maistre forsvarede sågar den spanske inkvisition som god og mild og som et nødvendigt magtredskab i en undtagelsestilstand, der havde været »det bedste for at kurere den politiske kræft, der hastigt var ved at fortære nationens hjerte«. Han afviste kategorisk ethvert opgør med monarkiet som et oprør imod den Gud, der skulle have indstiftet denne regeringsform: »Der står skrevet 'Fra mig regerer konger'. Det er ikke en frase fra kirken eller en metafor fra præsten. Det er en bogstavelig sandhed, simpel og håndgribelig. Det er den politiske verdens lov. Gud bogstaveligt talt skaber konger. Han forbereder royale slægter, lader dem modnes under en sky, der skjuler deres oprindelse.«

I forlængelse heraf ligger Cortés, der modstillede oplysningen og katolicismen som henholdvis den reneste ondskab og den reneste godhed: »De forsøg, der har været gjort på at forlige de to, har været, er og vil altid være nytteløse. Den ene er fejlagtig, den anden er sand; den ene står for det onde, og den anden for det gode.«

Parlamentarisme, rationalisme og liberalisme er ganske enkelt sindssyge, og den menneskelige fornuft er intet uden Gud: »Hvis fornuft er evnen til at opfinde sandhed eller uden hjælp fra guddommelig åbenbaring at opdage de fundamentale sandheder, der er moderen bag dem alle, da hverken respekterer eller ærer jeg den. Jeg afviser den resolut.«

Modoplysningen fortegnede som nævnt oplysningen, men Thorup er ikke blind for, at samme greb også gjorde sig gældende den anden vej i datidens polemiske åndskamp. Men det var så at sige modoplysningen, som tabte - om ikke andet i denne radikale udgave, som kun i marginal form genfindes i det 21. århundrede, hvor oplysningen om ikke andet har vundet den vestlige selvforståelse.

Alligevel er det dog også slående, hvor beslægtet visse moderne oplysningskritikere trods alt er med positioner i den kategoriske modoplysning - det gælder f.eks. Tidehvervs Søren Krarup, for nu at nævne en position, som Thorup selv kaster et kritisk blik på.

Fornuftens perversion er ikke blot en tiltrængt, stringent og solid kortlægning af historiske hovedtræk og væsentlige detaljer i modoplysningen, men adskilt herfra også et værk, der afslutningsvis skriver sig ind i den aktuelle kulturkamp på oplysningens humanistiske og tolerante side.

Dermed gør han også op med den (mis)brug af oplysningens arv, der direkte eller indirekte dogmatiserer selektive oplysningspositioner som nye absolutter. Det gælder f.eks. den skingre sekularisme, der har bestræbt sig på at gøre oplysningen til en eksklusionsmekanisme, hvorom Thorup bemærker: »Det gælder særligt i den såkaldte 'islam-debat', hvor visse kritikere har udpeget oplysningen (moderniteten, kvindefrigørelsen, ytringsfriheden og andet) som det, der kan bruges til at etablere et skel mellem dem og os, med alle positive værdier monopoliseret i os-kategorien. Dele af højrefløjens 'fjendtlige overtagelse' af oplysningen sker uden forståelse for dens kritiske og frigørende dimension. Oplysning bliver dermed til legitimeringsinstans for politisk og religiøs intolerance. Der er meget, man kunne sige kritisk om denne selvfede oplysning, men noget af det mest problematiske ved den (og hvor den afslører sig som et uægte barn af oplysningen) er tendensen til at erklære værdierne i hel abstrakt forstand for uangribelige og uden for diskussion og til at erklære 'os' oplyste, frie, moderne, frigjorte osv.; dvs. erklære oplysning, frihed og modernitet som færdige projekter.«

Og - kunne man tilføje - tendensen til i vid udstrækning at overse eller bagatellisere, at én af de mest fremtrædende faktorer i oplysningens nok så varierede vifte af positioner var en tværgående tolerancetradition.

Selv om tiden og tænkningen er en anden ved slutningen af det 20. og begyndelsen af det 21. århundrede end ved slutningen af det 18. og begyndelsen af det 19. århundrede, er oplysning og modoplysning fortsat rødder i en aktuel åndskamp - rødder, som Thorup hermed har tilgængeliggjort et vigtigt og næsten ubeskrevet indblik i herhjemme, og som det er både aktuelt og historisk oplysende at stifte nærmere bekendtskab med.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk, 25.2.2009