Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Litteratur

Hans Jørgen Bonnichsen: Frygt og fornuft i terrorens tidsalder

Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen Udprint

"Min overbevisning - at det er en myte, at terror er en global risiko - deler jeg med seriøse efterretningsfolk, som jeg har mødt rundt omkring i verden. Terror er ikke nogen eksistentiel trussel for nogen vestlig nation. Det er en trussel, der skal tages seriøst og bekæmpes effektivt, og som kan fremprovokere konflikter, hvor freden er skrøbelig. Men det er og forbliver en overdreven forestilling, at den er en reel trussel mod Danmark og den vestlige verdens eksistens."

Hans Jørgen Bonnichsen

Terrortruslens virkelighed og efterretningsarbejdets nødvendighed fylder af indlysende grunde langt mere i den almindelige danskers bevidsthed efter al Qaedas terrorangreb mod USA i 2001, end den gjorde tidligere. I 1998 viste en meningsmåling, at 59 procent af danskerne mente, at der var behov for en efterretningstjeneste i Danmark, hvilket var steget til 78 procent ifølge en tilsvarende undersøgelse i 2006.

Jeg selv hører til blandt dem, der har ændret holdning siden 1990'erne, hvor Den Kolde Krig var forbi, og hvor bevidstheden om en række efterretningsskandaler kombineret med risikoen for magtmisbrug (som hemmelig overvågning og magtudøvelse altid øger) overbeviste mig om, at der var flere fordele end ulemper ved at nedlægge Politiets Efteretningstjeneste (PET).

Et efterretningsvæsen vil altid være en organisation, der agerer i skyggerne, og som derfor i værste fald kan udvikle parallelle magtstrukturer. Det behøver man ikke gå til totalitære stater for at finde belæg for - det er der også adskillige eksempler på i USA, ikke mindst en række af CIA's stærkt foruroligende politiske og militære dispositioner.

Den ordinære ordensmagt burde ideelt set kunne varetage de opgaver, som efterretningsvæsnet tager sig af - og kunne gøre det inden for rammerne af den udøvende magts almindelige metoder og vilkår i et retssamfund. Ideelt set.

Faren er, at hemmelige og personfølsomme oplysninger i de forkerte hænder kan bruges til meget andet end almindelig kriminalitetsopklaring og -forebyggelse, og derfor er det korte af det lange, at det ingenlunde er givet, at fordelene ved selv en kontrollerbar efterretningstjeneste pr. definition vejer tungere end ulemperne.

Under Den Kolde Krig var et efterretningsvæsen imidlertid indlysende nødvendigt, fordi Danmark var en brik i et farligt supermagtsspil, hvor truslen fra en totalitær magt i Øst og en farlig atom-oprustning ikke kunne negligeres, og fordi karakteren af det storpolitiske spil af samme grund rakte ud over traditionelt politi-arbejde og havde både inden- og udenrigspolitiske aspekter.

I 1990'erne var sagen en anden - i det mindste set ud fra de offentligt tilgængelige informationer og det betydeligt mere afdramatiserede storpolitiske trusselsbillede, som tegnede sig i årene efter murens fald.

Siden er vægtskålene imidlertid atter tippet i mine øjne og har igen tydeliggjort nødvendigheden af en efterretningstjeneste. Det skyldes for det første, at der ubestrideligt er organisationer og grupperinger, hvis fremmeste mål er at dræbe så mange tilfældige mennesker i landet som muligt, og at optrevlingen og forebyggelsen af sådanne aktioner simpelthen rækker ud over, hvad almindelig politi-efterforskning formår. Og for det andet erkendelsen af, at en efterretningstjeneste (under de mest optimale og samvittighedsfulde forhold inden for retssamfundets snævre rammer) faktisk også kan være en altafgørende modvægt til konsekvenserne af en overdreven terrorfrygt, som desværre ofte misbruges til at legitimere indskrænkninger i retssikkerheden og skabe kollektive fjendebilleder.

Det er måske hårde betingelser at stille op for selve eksistensberettigelsen af et efterretningsvæsen, som et endnu større flertal tager for givet i dag end i 1990'erne, men magtens natur er nu engang sådan, at det altid er i individets interesse at holde magt - og magtkoncentration - i skak. Også (og måske især) når det gælder et efterretingsvæsen.

Deri ligger ikke i sig selv mistillid til konkrete menneskers karakter eller motiver i efterretningstjenesten. I mine øjne er påpasselighed over for et system, der har ekstraordinære og hemmelige kanaler til at udøve sin magt - og som derfor kan misbruges - ganske enkelt både sund og nødvendig, også selv om magtmisbrug ikke aktuelt er tilfældet. For jo lettere magt kan misbruges, desto større er indlysende nok risikoen for, at den bliver misbrugt, hvis de forkerte personer får adgang hertil. Eller som Hans Jørgen Bonnichsen citerer den norske filosof Lars Fr. H. Svendsen: "Ville jeg være rede til at overdrage min lovgivning til min værste fjendes forvaltning?"

Hvis man kan svare nej hertil, er det afgjort på sin plads at overveje, om lovgivningen letter (eller i værste fald inviterer til) magtmisbrug i de forkerte hænder? Og hvis dét er tilfældet, er det ikke tilstrækkeligt betryggende, at den ikke gør det i de rette hænder.

Magtudøvere roterer som bekendt over tid.

Fordomme virker alle veje

Men er det overhovedet muligt at forestille sig en efterretningstjeneste, som kan efterleve et så kritisk blik på selve dens eksistensberettigelse? I hvert fald er det forløbne tiårs terrorforebyggelse i PET et eksempel på, at det vitterlig er ladsiggørligt, selv om der også har været sager, hvor efterretningstjenesten tilsyneladende har givet efter for pres fra politikere, der er for fikserede på at skabe pressedramaer med politisk signalværdi frem for at intensivere de præventive tiltag og den mindre larmende, men mere effektive optrevling og forebyggelse af mulige terrortrusler bag kulisserne.

Det kræver i alle tilfælde mennesker af en særlig støbning at sidde i ledelsen af en efterretningstjeneste, hvis det nødvendige onde skal være et samfundsmæssigt gode, men PET's tidligere operative chef, Hans Jørgen Bonnichsen, der i ni år har haft fingrene helt ned i terrorforebyggelsen og -bekæmpelsen i Danmark, er et forbilledligt eksempel på, at sådanne mennesker faktisk findes. Og at en række af ovennævnte dilemmaer og problemstillinger vitterlig kan håndteres med stor samvittighedsfuldhed og eftertanke i efterretningsvæsnets egen verden.

At Bonnichsen er uhyre bevidst om den skrøbelige balance mellem risici og fordele, vidner hans bog, Frygt og fornuft i terrorens tidsalder, med glasklar tydelighed om. Og at end ikke den samfundsmæssige sikkerhed og tryghed, som det er blandt efterretningstjenestens vigtigste opgaver at sikre bedst muligt, er efterstræbelsesværdig for enhver pris, fremgår igen og igen af den vægt, han tillægger personlig frihed og retssikkerhed - eller med ordene fra en af USA's founding fathers, Benjamin Franklin: "They who can give up essential liberty to obtain a little temporary safety, deserve neither liberty nor safety." (1775).

At en samvittighedsfuld og gennemreflekteret karakter som Bonnichsen med denne hårfine forståelse for magtens væsen og uvæsen, kunne nå så højtplaceret en position inden for efterretningstjenesten, havde jeg næppe forestillet mig i 1990'erne - men så er jeg heldigvis siden blevet den fordom fattigere.

Og når nu nærværende boganbefaling allerede har fået et vist element af personlig bekendelse i forhold til mit eget forandrede standpunkt til både nødvendigheden og gavnen af PET's indsats, kan jeg da lige så godt tage skridtet fuldt ud og tillige indrømme, at det ikke mindst, men ikke alene er Hans Jørgen Bonnichsens og Lars Findsens personlige eksempler i de senere år, der har medvirket til at nedbryde nogle af mine egne fordomme og vaneantagelser fra 1990'erne om PET's virke og om karakteren af højtplacerede ledere inden for landets efterretningsvæsen.

Også andre politifolk som f.eks. Per Larsen, Kai Vittrup og Hanne Bech Hansen, hvis synspunkter og ageren, jeg ved forskellige lejligheder har været kritisk over for og uenig med i de forgangne år, har ikke desto mindre på en række områder demonstreret en afvæbnende evne til at skære igennem populistisk hysteri og udvist en afgørende indstilling til tungtvejende problemstillinger med relation til retssikkerhed og kriminalitetsforebyggelse, som viser vigtigheden af, at mennesker med usædvanlige magtpositioner netop også er usædvanlig bevidste om magtudøvelsens risici.

Fordomme virker mange veje, og relevansen og vigtigheden af at nedbryde fordomme er et af kernepunkterne i Bonnichsens vidtfavnende og kompetente gennemgang af erfaringer og udfordringer for PET, som han analyserer i Frygt & fornuft. Dialog og fordomsfrihed implicerer selvfølgelig ikke, at man udvisker egne standpunkter og principper, men derimod at man kan tale sammen og være lodret uenige uden at sætte hverken retssamfundet eller den gensidig forståelse over styr.

Og i en tid, hvor tolerance er blevet suspekt, og hvor sort-hvide fjendebilleder fejrer nye triumfer, er Bonnichsen godt klar over, at ikke mindst hans fordomsfri forsvar for en inkluderende politik over for Danmarks prügelknabe per se, muslimerne, er særlig ildeset i vide kredse.

Det er til gengæld med udelt tilslutning fra forhenværende udenrigsminister, Uffe Ellemann-Jensen, der har skrevet bogens forord, at Bonnichsen uden at ryste på hånden erklærer sig selv som værende "naivist" i dét perspektiv, som Ralf Pittelkow og Karen Jespersen har oprullet med stor afstandtagen til dialog-kursen.

Ellemann-Jensen bemærker således i forordet: "I denne bog bekender Bonnichsen sig også som 'naivist' - og det skal han nok få på hattepulden for. Det vil næppe rokke ved hans robuste tro på den sunde fornuft. Og på den måde er det jo meget rart at få skilt fårene fra bukkene. Jeg føler mig i hvert fald i godt selskab."

Jeg kan ikke dy mig for at nikke bifaldende, for Pittelkow & Jespersen har med alt andet end elskværdige intentioner placeret mig i samme eksklusive selskab af "naivister" (jf. Blacklisted af Ralf Pittelkow & Karen Jespersen).

Og derfor er der heller ingen grund til at lægge skjul på, at når jeg finder Bonnichsens bog så tiltrængt, som tilfældet er, skyldes det selvfølgelig også væsentlige overlapninger i hans synspunkter og vurderinger af terrortruslens årsager og omfang, som jeg også selv har beskæfitiget mig med i forskellige sammenhænge, bl.a. i bøgerne Terrormyten og det amerikanske imperium (2003) og Karikaturkrisen - en undersøgelse af baggrund og ansvar (2006) - sidstnævnte i samarbejde med en anden af Pittelkow & Jespersens sortlistede "naivister", Tøger Seidenfaden.

Med andre ord: Jeg er hverken en uforudindtaget eller upartisk læser af Bonnichsens bog, og det afspejler sig naturligvis også i det følgende. Så er dét på plads.

Terrortruslens årsager og omfang

At terrortruslen er en ubestridelig realitet, betyder ikke, at dens omfang skal overdrives, og hysteriske skrækscenarier oppiskes. Danmark er indtil videre blevet ramt af 2 islamistiske terrorangreb med dødelig udgang. Første gang med bombeaktioner mod synagogen og flyselskabet Northwest Orient i København (juli 1985), og anden gang med en bombeaktionen mod den danske ambassade i Pakistans hovedstad, Islamabad (juni 2008).

Betegnende nok for den misvisende karakter af modstillingen af "Islam og Vesten" eller "muslimer og danskere", som nationalister og islamister gerne insisterer på fra hver deres ringhjørne, var dødsofferet for den første terroraktion en algerisk mand, mens der blandt dødsofrene for den anden, 'kun' var én dansker - og han havde pakistanske rødder og var bosat i Pakistan. Det formilder selvfølgelig ingenlunde aktionernes blodige konsekvenser for de ramte (eller de skræmmende perspektiver i øvrigt), men det illustrerer den lave risiko og manglende 'succes-rate' i forhold til at udøve terror mod danske mål såvel som absurditeten i fiktionen om det tvedelte konfliktscenario, "Vesten kontra Islam".

Sandheden er, at terror ofte rammer helt uden skelen til etnicitet og religiøsitet - og dem, der lider allermest under islamisters terror, er i alle tilfælde både indirekte og direkte muslimer. Dels er ofrene for langt de fleste terroraktioner i hovedreglen selv muslimer, dels rammer den tiltagende mistænkeliggørelse i kølvandet på islamistisk radikalisering muslimer bredt, eftersom visse politiske kræfter udnytter terroren til at skære muslimer over én kam i de værst tænkelige perspektiver.

Også af den grund er det afgørende ikke at forvrænge eller forværre terrortruslens omfang og karakter, og Bonnichsen fastslår således, at en række af de terror-scenarier, der er udbredte i både populær-litteraturen, den sensationalistiske presse og blandt populistiske politikere er særdeles usandsynlige. Det gælder ikke mindst forestillingen om terror med atomare, biologiske og kemiske våben (såkaldte CBRN-våben), som mange bruger til at fremmane panik og hysteri, skønt sådanne våben selv under de mest højspændte aktuelle konflitkscenarier reelt glimrer ved deres totale fravær: "Hvis CBRN-våben er så effektive og så lette at bruge, som nogen gerne vil fremstille det, er der grund til at undre sig over, at de hverken er brugt i Israel, Tjetjenien eller Irak."

Terrorangreb med konventionelle bomber og lemfældige terrormord med håndvåben på tilfældige civile er betydeligt lettere at gennemføre - men "betydeligt lettere" betyder i denne sammenhæng langtfra, at de af den grund indebærer nogen overhængende trussel mod Danmark, og risikoen for den enkelte dansker er derfor stadig væk mikroskopisk.

Sammenlignet med, hvor overbetonet den muslimske terrortrussel er i debatten, og med tanke på de mange millioner muslimer, der allerede bor i Europa og USA, er det bemærkelsesværdigt informativt, hvor utrolig sjældent Vesten rent faktisk er udsat for terror. Dette "paradoks" illustrerer Bonnichsen bl.a. ved at henvise til, at "islamistiske terrorister ikke har affyret et eneste skud i USA efter den 11. september".

Terrorintentionen er ganske enkelt begrænset til et forsvindende snævert mindretal blandt muslimer, hvilket er så meget desto mere åbenlyst, når man betænker, hvor uhyre let det ville være for Vestens mange millioner muslimer at slå titusindvis af almindelige mennesker ihjel i flæng på gader og stræder, blot med forhåndenværende køkkenknive el.lign. - hvis altså der vitterlig var en udbredt opfattelse af, at dette var udtryk for en "religiøs pligt" som muslim. Men virkeligheden er selvfølgelig en ganske anden.

Selv efter en finkæmning af tusinder af muslimer i USA udgør terroristen en nål i den gigantiske høstak: "Ud af 80.000 registrerede muslimer, der var uden statsborgerskab - hvoraf 8.000 blev afhørt af FBI og mere end 5.000 anholdt som en præventiv foranstaltning - er der ikke rejst en eneste tiltale for terrorisme." Terrortruslen fra islamister er langt, langt mindre end terrorfrygten.

Endelig er det selvfølgelig afgørende at indskærpe, at terrortrusler og politisk vold heller ikke er reducerbar til grupper af militante muslimer - eksempelvis anser FBI "øko-terrorister" for den største terrortrussel i USA på baggrund af 600 aktioner siden 1996. Dertil kommer højreekstremister, hvis terrorhandlinger imidlertid sjældnere bemærkes, endsige rubriceres som "terror", hvilket Bonnichsen fremhæver et særlig opsigtsvækkende eksempel på: "I 2003 blev en farlig højreekstremistisk gruppe afdækket i Texas. Den blev fundet i besiddelse af eet stort antal maskingeværer, fjernudløsere til bomber og materiale til fremstilling af cyanid-bomber. Opklaringen er imidlertid ukendt for de fleste, for den er aldrig blevet fremhævet som en sejr i kampen mod terrorisme. Det ville forstyrre billedet af fjenden, dvs. den islamistiske terrorist."

Han kunne også have nævnt optrevlingen og anholdelsen af 17 personer fra en belgisk terrorcelle, heraf ti soldater, der blev afsløret under ransagninger af fem kaserner og 18 privathjem i september 2006, hvor man fandt store mængder våben, der angiveligt skulle bruges til at fremprovokere en nazistisk revolution ved hjælp af terroraktioner mod den belgiske stat.

Havde de anholdte været muslimer, ville nyheden utvivlsomt have fået langt større eksponering, end tilfældet var.

Ofte er der imidlertid ligefrem en udbredt, men usaglig tilbøjelighed fra pressens og politikernes side til at kosekvent at undlade "terror"-etiketten om terrorhandlinger og -trusler, der ikke relaterer sig til yderligtgående muslimer, men i stedet involverer racistisk motiverede bombeattentater, vold eller mord (se bl.a.: Terrorismens danmarkshistorie og Hyklerisk ligegyldighed over for racistiske mord).

Truslen fra terrorfrygten

Det er indlysende, at radikaliserede terrorgrupper trækker inspiration og motivation fra totalitære islamistiske autoriteter og deres doktrinære udlægning af Koranen og islams øvrige helligskrifter.

I det store perspektiv er det imidlertid nødvendigt at erkende, at også 'vi selv' - ikke mindst USA - på forskellig vis har bidraget til at skabe grobund for og styrke vækstbetingelserne for den eksisterende terrortrussel af islamistisk observans, f.eks. med den omfattende støtte til mujahedinerne under Sovjetunionens besættelse af Afghanistan i 1980'erne: "Den første internationale islamistiske brigade blev skabt i løbet af de ti år, Sovjets besættelse af Afghanistan stod på. Brigadens 'hellige krigere' var overbeviste om, at det med Allahs og deres hjælp var lykkedes ikke alene at ydmyge, men også at fordrive og slå en supermagt. Afghanistan blev i de ti år til et terrorismens universitet med et elevantal på mellem 80.000 og 150.000 mujahediner, som de hellige krigere blev kaldt. Krigere fra mere end tyve forskellige muslimske lande fik her deres uddannelse i hellig krig. Det var paradoksalt nok en uddannelse, der blev finansieret af USA. Landets udenrigsefterretningstjeneste, CIA, fik midlerne frem til træningslejrene i Afghanistan."

Den terror, der er, opstår ikke ud af det blå. Ud over den hjælpende hånd, som islamistisk radikalisering har fået af CIA til etableringen af det, Bonnichsen kalder "terrorismens universitet", såvel som den historiske arv fra kolonialismen og imperialismen, hvis konsekvenser fortsat skaber brudflader (for slet ikke at nævne Israel/Palæsstina-konflikten) - men har terrorismen selvfølgelig generelt sine rødder i komplekse årsagsfaktorer, hvor had, uretfærdighed og hævnfølelse er udslagsgivende.

I en række militante grupperingers verdensforståelse betinges - eller stimuleres - terroren også meget ofte af den reelle eller mindre reelle selvopfattelse, at man bekæmper besættelsesstyrker, hvorfor det også er indlysende, at 'terror-stemplet' kan misbruges til at kriminalisere legitime oprørere i kampen mod totalitære magthavere og besættelsesmagter (ligesom 'frihedskæmper'-iscenesættelsen selvfølgelig også omvendt kan misbruges i forsøg på at 'legitimere' kyniske magtopgør med blodige konsekvenser for civile).

Det er i terror-virkelighedens grumsede vande mellem mange modstridende historiske og aktuelle politiske/religiøse interesser på kryds og tværs, at en efterretningstjeneste skal operere og analysere trusler, sammenhænge og modtræk under den dobbelte hensyntagen til retssamfundets sikkerhed. En dobbelt hensyntagen, som altså omfatter agtpågivenhed over for militante trusler mod samfundet såvel som agtpågivenhed over for justitsmord og uholdbar kriminalisering.

Det er ikke let, og så meget desto mere kræver det et topmål af samvittighedsfuldhed såvel som forståelse for nuancerne og bevæggrundene i hele dette farlige og komplekse felt.

Derfor er det også særlig interessant at læse, hvor stor betydning PET har tillagt terrorforebyggelse, herunder dialog med både moderate og yderligtgående muslimer, og hvordan man faktisk forestår en aktiv inklusions-strategi i et omgivende samfund, der i modsætning hertil desværre er mere og mere præget af eksklusion.

Således understreger Bonnichsen, at terrorbekæmpelse også består i at "lægge sin strategi og bruge den viden, man kan samle sammen, til at dæmpe hadet og hævnlysten". Og han fortsætter: "Had er det vigtigste motiv i terrorens historie. Et motiv, der gælder, uanset om man er leder eller sympatisør, religiøs eller sekulær, venstre- eller højreekstremist, mand eller kvinde, gammel eller ung. Følelsen af at have været udsat for uretfærdigheder skaber had. De 13 døde på en blodig søndag i Nordirland, de etniske udrensninger på Balkan, gidseltagningerne i Beslan og ydmygelserne i Abu Ghraib - alle har ført til et øget antal terrorister, sympatisører og terrorhandlinger."

En efterretningstjeneste, der også er klar over disse sammenhænge, kan også tage højde herfor i dialogen med radikaliserede grupper - eller grupper, der befinder sig i en gråzone.

Dertil kommer en afgørende erkendelse af, at samfundets beslutningstagere, magtudøvere og meningsdannere - herunder medier, journalister, partier og politikere - har et ansvar for ikke at stimulere radikaliseringen. Det betyder ikke at gå på kompromis og "give efter" over for totalitære agendaer, men det betyder at undgå at skabe forenklede og kollektive fjendebilleder, som både fortegner og forværrer terrortruslens reelle årsager, udspring og omfang.

Det er paradoksalt nok snarere den urealistiske frygt for terror, der p.t. udgør den største trussel mod det danske samfund, snarere end den faktuelle terrortrussel mod landet. Bonnichsen erindrer f.eks. om, hvorledes 843 mennesker blev trampet ihjel på en bro i Bagdad i august 2005 som følge af en falsk alarm om en selvmordsbombe, men pointerer ligeledes faren for, at frygt og hysteri på mere indirekte vis kan være lette redskaber at spille på, når retsprincipper skal afvikles og mccarthyistisk mistænkeliggørelse plantes: "I modsætning til de sjældent forekommende, frygtindgydende hvirvler i atmosfæren, der skaber orkaner, er terrortruslen altid til stede. Og det er truslen, ikke de reelle risici, der tvinger politikerne til at følge trop. Ulemperne er nemme at få øje på. Vi kommer alle sammen til at betale prisen for den enorme oprustning i sikerhed og overvågning, hvis ikke i kroner og øre, så med vores retssikkerhed og privatlivets fred. Så der er grund til at frygte frygten."

Mediers overdrivelser af terrortruslen såvel som hårdkogt politisk propaganda, der bevidst betjener sig af negativt generaliserende påstande om muslimer og skærer en hel befolkningsgruppe over én kam som en undergravende samfundstrussel, medvirker selvfølgelig i kraft af sin usaglige og dæmoniserende karakter til marginalisering og radikalisering, ligesom eksempler på politiske overgreb i vestlige retssamfund samtidig giver 'ammunition' til de islamistiske kræfter, som søger at bevise, at (hele) Vesten er fjendtligt stillet over for, eller direkte "i krig" med, (alle) muslimer.

Frygt og fornuft er et sjældent kompetent forsvar for, hvorfor dialog og forståelse virker, og hvorfor bekæmpelsen af terrortruslen og terrorfrygten hænger sammen. Og alt dette er blot et hjørne af de mange problemstillinger, Bonnichsens kommer omkring i sine analyser af en lang række historiske og aktuelle eksempler på terror og terrorbekæmpelse i en perspektiveret gennemgang af både efterretningsfadæser og -successer, der leder op til en seriøs diskussion af tidens (og fremtidens) udfordringer med både udenrigs- og indenrigspolitiske implikationer.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk, 9.12.2008