Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Litteratur

Hans Kornø Rasmussen: Det danske dilemma. Om Danmark, EU og indvandring (Tiderne Skifter 2004)

Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen Udprint

For et århundrede siden udvandrede mange millioner europæere til fremmede kontinenter. De fleste var »bekvemmelighedsflygtninge«, som var trætte af Europas slagmarker og fattigdom. De tog deres skikke med sig og holdt sig i nogen grad til »deres egne«.

I de seneste årtier er billedet vendt. Bl.a. arabere, afrikanere og asiater flygter fra slagmarker, undertrykkelse eller fattigdom til Europa i håbet om at skabe sig en indholdsrig tilværelse.

Der er mange forskelle på disse scenarier, bl.a. to ret interessante: 1) Hvor europæerne sjældent eller aldrig blev lagt for had, da de flygtede fra Europa, bliver ikke-europæerne som hovedregel lagt for had, når de flygter til Europa. 2) Indvandrerne fra Europa kom ikke til lande, hvis befolkning var ved at uddø på grund af fødselsunderskud, mens indvandrerne til Europa kommer til et kontinent, hvis indfødte får færre og færre børn, bliver ældre og ældre, og i yderste konsekvens er en uddøende race. I 2004 vil der for første gang i Danmarkshistorien dø flere personer med »dansk oprindelse«, end der vil blive født, og demografer profeterer, at nedgangen i antallet af danskere fortsætter lige så længe, man regner frem, dvs. foreløbig til år 2050! Sat på spidsen kan fætre og kusiner og onkler og tanter med tiden blive et historisk kuriosum, i takt med at børnetallet falder, og færre og færre børn oplever søskende.

Det sidstnævnte forhold er en af indgangsvinklerne til Hans Kornø Rasmussens stringente og meget relevante fremstilling af det politiske dilemma, som Danmark står over for i krydsfeltet mellem indvandrerpolitik og EU-politik.

»Den hvide race er på retur og har været det siden slutningen af 1930erne,« konstaterer forfatteren ganske enkelt. Selv hvis Europa fortsat oplever en nettoindvandring på godt 600.000 om året, som er det nuværende niveau, vil verdensdelens befolkningstal alligevel falde med næsten 100 millioner i løbet af de næste 50 år.

Til gengæld stiger befolkningstallet voldsomt i de fattige dele af verden, ikke så meget fordi kvinderne føder mange flere børn længere, for fertiliteten er faktisk faldende i mange lande (f.eks. fødtes i gennemsnit 6,2 børn pr. arabisk kvinde i 1980, hvilket i 1998 allerede er faldet til 3,5) - men fordi befolkningerne er så unge og derfor samlet vil sætte et stort antal børn i verden i de kommende år.

Det betyder, at europæerne bliver færre unge til at tage sig af (og betale for) de gamle - og det med rasende hastighed. Hvor lille eller stort dette problem er i et økonomisk perspektiv afhænger naturligvis primært af prioriteringer. Europæerne kunne i princippet vælge at sætte skatterne i vejret, sænke levestandarden og droppe ud af vækstspiralen, men finanseliten får slipset galt i halsen under udsigten til den slags scenarier - og stemmer er der heller ikke i sådanne forslag for politikerne. Så de røde lamper lyser og advarselssirenen hyler af gode grunde hos økonomer, for hvordan få pisket arbejdsmanien i vejret med faldende - og aldrende - befolkningstal?

Men uanset hvordan man forholder sig til vækstspiralen, repræsenterer det dalende befolkningstal i Europa og det voksende befolkningstal i store del af den underprivilegerede verden selvsagt et problem. Og selv om en langsigtet løsning reelt kun kan bestå i en mere ligelig fordeling af verdens ressourcer, er der dog en oplagt, midlertidig delløsning på problemet. Forenklet sagt: Flyt noget af befolkningsoverskuddet uden for Europa til Europa - og hold op med at udelukke indvandrerne fra arbejdsmarkedet.

Kornø Rasmussen refererer resultater fra Eurostat: »Hovedparten af de meget store årgange, der er født lige efter krigen - babyboomerne eller 68erne - begynder at gå på pension omkring år 2005. Skal mennesker udefra, mand for mand, kompensere for denne massive afgang fra arbejdsmarkedet, må indvandringen ottedobles. Et niveau, der skal holdes det efterfølgende tiår, hvorefter indvandringen frem mod år 2024 skal vokse til 14 gange niveauet fra midten af 1990erne.«

Det »danske dilemma« er et dilemma, der hænger sammen med de politiske realiteter, hvor partierne gerne vil love mere velfærd og færre indvandrere på én og samme tid. Denne populistiske strategi besværliggør den nøgterne konstatering af, at det faldende fødselstal uundgåeligt betyder dalende velfærd, medmindre indvandringen altså øges markant i takt med en markant tilførsel af indvandrere til arbejdsmarkedet.

For Kornø Rasmussen fører dette til et forsvar for unionsudviklingen og dermed for afviklingen af de danske forbehold, så vi kan deltage i en fælles asylpolitik i EU, der (endnu) er mindre restriktiv end den danske. Det vil glæde en del af de danske EU-optimister, hvis fritsvævende unionsideal er kernen i optimismen, ikke den reelle unionsudvikling. Det så vi tydeligt afspejlet i det seneste valg til EU-parlamentet, hvor ja-partierne behændigt overtog modstanderbevægelsernes retorik og på det skarpeste tog afstand fra al landbrugsstøtte, korruption, svindel og lukkethed i EUs beslutningsprocedurer. Sådan er »deres« EU nemlig ikke, og de danske politikere, der ønsker mere union, vil derfor »gøre en forskel« og tage »initiativ til« at forandre alle ulykkerne, fik vi at vide, hver gang en mikrofon blev stillet dem til rådighed.

Sjovt, de ikke har kunnet gøre en forskel før, eller at ingen af dem synes, at det ville være rimeligt at vente med at forhaste yderligere en traktat igennem EU-systemet i form af EU-forfatningen, før disse problemer er løst.

Men selv om Kornø Rasmussens analyse munder ud i et forudsigeligt og enøjet begejstret syn på netop denne forfatning, er bogen på langt de fleste områder nuanceret og dybsindig. Som al god forskning og formidling, kan man nemlig udmærket drage sine egne konklusioner ud fra den sobre og meget kompetente gennemgang, forfatteren præsenterer.

Det danske dilemma er derfor noget så sjældent som en udfordring og et redskab til læsere af enhver overbevisning, der ønsker nøgterne fakta for forståelsen af nogle uomgængelige problemstillinger i centrum af den politiske beslutningsproces de kommende år og årtier.

Rune Engelbreth Larsen
Graf nr. 3/2004