Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Litteratur

Carsten Fenger-Grøn, Kamal Qureshi og Tøger Seidenfaden (red.): Når du strammer garnet – et opgør med mobning af mindretal og ansvarsløs asylpolitik (Aarhus Universitetsforlag 2003)

Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Det er en kendsgerning, at den kurs, der har været anlagt i asyl- og integrationspolitikken siden Nyrup-regeringen, og som er blevet fortsat og intensiveret af Fogh-regeringen, er et ubehageligt udtryk for tiltagende diskrimination, baseret på kulturchauvinistisk og propagandistisk retorik.

At dette ikke er et polemisk statement, fremgår overbevisende og skræmmende af antologien Når du strammer garnet, som jeg ikke vil tøve med at kalde den væsentligste debatbog, der overhovedet er udkommet om asyl- og integrationspolitikken i Danmark.

Forlagsredaktør Carsten Fenger-Grøn og de øvrige redaktører af bogen, folketingsmedlem Kamal Qureshi og chefredaktør Tøger Seidenfaden skriver i indledningen: »Sandheden er konkret, og de udsagn, vi fremsætter i denne indledning, er ikke subjektive postulater. Denne bog vil som helhed dokumentere de normbrud, vi kritiserer, og påvise de skadevirkninger, vi er bekymrede over. Diskrimination på arbejdsmarkedet, lemfældig asylbehandling, racistiske udtalelser fra ledende politikere, diskriminerende starthjælp osv. er skammelige og skadelige realiteter i Danmark: De er ikke politisk korrekte påstande, men sørgelige sandheder om det danske samfund.«

Flere af bogens bidragsydere gør på forskellig vis op med de seneste års udlændingedebat, der har tegnet et billede af Danmark under pres fra fremmede barbarer, der tvangsgifter deres børn, tvangsomskærer deres døtre, undertrykker deres kvinder, ikke gider bestille noget og begår kriminalitet til den store guldmedalje.

Faktum er imidlertid, at der er en gabende afstand mellem de udbredte fordomme og de faktiske problemer. Her er tre eksempler:

1. Tvangsægteskaber: I første halvår af 2003 blev der f.eks. givet 1.348 afslag på ansøgninger om familiesammenføring – kun fire af disse med henvisning til mistanke om tvangsægteskaber. Fire.

2. Pigeomskæringer: Den tilbagevendende hetz mod somaliernes »pigeomskæringer« kulminerede i efteråret 2002, bl.a. med B.T.s smagfulde billeder af skamferede kvindelige kønsdele. Ritzau bidrog med oplysningen om, at 1.500 somaliske piger befandt sig i »risikogruppen«. Først efter flere ugers hysteri fremgik det af aktindsigt hos de relevante myndigheder, at det nøjagtige antal af dokumenterede pigeomskæringer i Danmark de foregående år var – nul. Nul.

3. Kriminalitet: Myten om etniske minoriteters voldsomme kriminalitetsmønster stammer fra en række overgearede avisartikler samt den type »statistik«, der ikke tager højde for kriminelles sociale baggrund. Korrigeret for aldersforskel, indkomstforskel og socioøkonomiske forskelle er den kriminelle overhyppighed blandt unge mænd med udenlandsk baggrund rent faktisk kun 8%. Og betænker man, at etniske minoriteter bliver anholdt og sigtet langt hyppigere end den øvrige befolkning, er det næsten vanskeligt at forstå, at overhyppigheden i kriminalitetsmønstret er så forsvindende lille.

Selvfølgelig eksisterer der kulturbestemte problemer, men billedet er fortegnet af proportionsforvrængede enkeltsager, forvrøvlede »statistikker« og notoriske løgne, der har været udbredte i de sidste mange års »mediedækning«, fremgår det af Erik Valeurs gennemgang. Et eksempel er historien om Vollsmose.

Pressen lancerede her en alarmerende nyhedshistorie om kriminaliteten i området, som fik Dansk Folkeparti til ligefrem at kræve helikoptere udstationeret, som var der tale om en krigszone.

En efterfølgende opgørelse viste, at af alle Odenses 24 sogne lå Vollsmose på en trettende plads, hvad angår kriminelle handlinger – altså en ret ordinær placering midt i feltet. Jørgen Flindt Pedersen, som har tilbragt et år i området under arbejdet med dokumentarudsendelsen »Drengene fra Vollsmose«, fremhævede, hvordan hele historien nærmest var vendt på hovedet: »… vi burde være stolte af, at der findes et område i Danmark, hvor 78 nationaliteter kan leve sammen uden større problemer med hinanden« (s. 56).

Antologien pulveriserer endvidere den veliscenesatte myte om de »undertrykte, indvandrerkritiske stemmer« og »pressens berøringsangst over for indvandrerproblemer«. Der har mindst været »frit slag«, siden Krarup kastede sig ind på indvandrerdebattens arena allerede i 1983, citeres en af Berlingske Tidendes erfarne journalister for. Allerede i midten af 1980erne var mængden af avisnyheder om udlændinges kriminalitet tillige udtryk for alt andet end »berøringsangst«, men tværtimod uhyre proportionsforvrængende: »… over halvdelen af alle artikler og indlæg om flygtninge og indvandrere handlede om tyverier, hærværk, vold osv.« (s. 39). Syndfloden af negative historier fortsætter op gennem 1980erne og 1990erne, og René Karpantschof påpeger bl.a., hvilken kolossal overvægt af negative indlæg om etniske minoriteter der har kendetegnet læserbrevsdebatten – i efteråret 1996 er f.eks. tre fjerdedele af 8.533 læserbreve negativt stemt over for udlændinge (s. 90). Tre fjerdedele.

Men også venstrefløjen får hård kritik med på vejen af redaktør Carsten Fenger-Grøn, der ikke alene fokuserer på venstrefløjens tiltagende passivitet og manglende imødegåelse af udbredte fordomme, men desuden afdækker, hvorledes fremtrædende politikere og debattører som især Anne Grete Holmsgaard, Holger K. Nielsen og Kåre Bluitgen i følgeskab med visse journalister på Information har adopteret myter og stereotyper fra højrefløjen. Det samme gælder i øvrigt en håndfuld redaktører på Politiken, der vel næppe kan beskyldes for at være venstreorienterede, men som i særlig grad har promoveret venstrefløjens og midtens »selvopgør« med »tolerancen« i en slet skjult ratificering af proportionsforvrængende fordomme mod etniske minoriteter. Det er naturligvis af altafgørende vigtighed for indsigten heri – såvel som for erkendelsen heraf – at der blandt bogens redaktører befinder sig Politikens egen chefredaktør, Tøger Seidenfaden, der i modsætning til det store flertal af landets avisredaktører (og en del af hans egne medarbejdere) har turdet gå frontalt imod den indvandrerfjendske tidsånd, uanset hvor i det politiske spektrum, den har vist sig.

Dette er så meget desto mere nødvendigt i en tid, hvor også indflydelsesrige debattører fra venstrefløjen går de nationalistiske propagandisters ærinde. Kåre Bluitgen holder sig f.eks. end ikke for god til at spørge retorisk, hvorfor man kan »acceptere klitorisomskæringer af små piger« blandt indvandrerfamilier, mens man omvendt ville reagere prompte, hvis »danske forældre skar kønsorganerne af deres børn«. Sic.

Fenger-Grøn henviser til, at der som tidligere nævnt ikke er dokumenteret én eneste pigeomskæring, og skriver: »Det grove i spørgsmålet er, at det på en gang lykkes at insinuere, at dette foregår blandt etniske minoriteter, og samtidig antyde, at mange mennesker accepterer det. Hvem i himlens navn kunne finde på at forsvare klitorisomskæring af piger, hvis det faktisk fandt sted? Hvilket det jo efter alt at dømme ikke gør – hvorfor udsagnet ’vi skal kunne tale åbent om klitorisomskæring blandt indvandrere’ svarer til at sige ’vi skal kunne tal åbent om, at bøsser dræber og spiser små drenge’. Det eneste, der er at sige, er, at begge dele er løgn og latin …« (s.118).

Seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder, Kim U. Kjær fastslår, at Danmark krænker »en lang række almindeligt anerkendte asylretlige standarder, men også af de internationale konventioner, vi er underlagt« (s. 138), og beskriver, hvorledes Fort Europa er blevet opbygget omkring foregangslandet Danmark: »’Fortet’ er bygget, og Danmark befinder sig trygt inde bag murene, endda med status som arkitekt: Målt med konstruktionens grundlæggende bestanddele – de restriktive visumkrav mv. – fremstår Schengen- og EU-samarbejde i virkeligheden som et kumuleret ’Fort Danmark’.« (S. 183). Reelt er menneskesmugling i dag den »eneste vej til Danmark« – så effektivt er fortet konstrueret.

Kamal Qureshi leverer en konstruktiv opfordring til at søge inspiration i Canada, hvor man har ført en ganske anderledes integrationspolitik baseret på reel ligestilling: »Canada har altid været et indvandringsland, og grundlaget for selve den moderne canadiske nation er netop respekten for og ønsket om kulturel mangfoldighed. ’The Canadian Multiculturalism Act’ er en del af forfatningen, og heri står direkte, at Canada er et multikulturelt samfund.« (S. 341).

Bogens øvrige kapitler dokumenterer bl.a. den internationale kritik af Danmarks menneskeretskrænkelser, derouten fra verdens mest humane udlændingelov i 1983 til en af verdens mest kyniske i 2003, og analyserer den konkrete diskrimination på arbejdsmarkedet samt racismen inden for politiets rækker.

Når du strammer garnet være hermed anbefalet som en tiltrængt og uundværlig afdækning af den galopperende kynisme over for »de fremmede«, som alt for mange accepterer, ja, ligefrem respekterer, belønner og hædrer – og som endnu flere desværre affinder sig med i tavshed.

Gid bogen (imod alle odds) når besindige mennesker fra hele det politiske spektrum, som det er redaktørernes håb: »Vi taler til alle. Vi vil gerne i lige grad appellere til den borgerlige anstændighed, til liberalismens respekt for forskelligheden og til venstrefløjens solidaritet. Det vil vi gerne i erkendelsen af, at vi finder både allierede og modstandere i disse spørgsmål i nærmest alle politiske lejre, og at det i lige grad er den borgerlige moral og ansvarsfølelse, de liberale principper og solidariteten med de forfulgte og undertrykte, der tilsidesættes for tiden. Vi henvender os til alle gamle såvel som nye indbyggere her i landet – i håb om, at vi i fællesskab kan finde ud af at gribe opgaverne anderledes an, end det har været tilfældet i de senere år.«

Rune Engelbreth Larsen
Graf nr. 5/2003