Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Litteratur

Slavoj Zizek: Velkommen til virkelighedens ørken. Essays om verden efter 11. september 2001 (Informations Forlag, 2002)

Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen Udprint

»Poppet«, siger nogle, »genial« siger andre om den slovenske filosof, sociolog og psykoanalytiker, Slavoj Zizek, der med essayet »Velkommen til virkelighedens ørken« for alvor er blevet et hit på den del af den filosofiske scene, som vi sædvanligvis kalder venstreorienteret. Det pågældende essay er med i essaysamlingen af samme navn, der med undertitlen: »Essays om verden efter den 11. september« kommer vidt omkring filosofiske, psykologiske, politiske og kulturelle emner. Zizek har desuden en forkærlighed for at inddrage et hav af filmiske referencer, som giver de tungere og mere indforståede nedslag i den fagfilosofiske diskurs et tiltalende og bredt appellerende løft.

Titel-essayet er navngivet efter en bemærkning i den amerikanske film Matrix. Denne hårdtpumpede filmiske iscenesættelse i et tidstypisk MTV-tempo med virtual reality-action og Playstation-attituder kobler krig og kærlighed med temaer inden for erkendelsesteori, revolution og prækognition og udgør måske et passende afsæt for (og symptomatisk eksempel på) Zizeks stil: »Var det fly, som ramte WTC tårnet ikke bogstavelig talt det ultimative Hitchcock-plot, den anamorfotiske plet, som denaturaliserede det velkendte og idylliske New York-landskab? Wachowski-brødrenes hit, Matrix (1999), førte denne logik frem til sit klimaks: Den materielle virkelighed vi alle erfarer og ser omkring os er en virtuel virkelighed, genereret og koordineret af en gigantisk megacomputer, som vi alle er forbundet med. Da helten (spillet af Keeanu Reeves) vågner op i den 'reelle virkelighed', ser han et trøstesløst landskab overstrøet med nedbrændte ruiner - det, der blev tilbage af Chicago efter en global krig. Modstandsbevægelsens leder, Morpheus, møder ham med følgende ironiske hilsen: 'Velkommen til virkelighedens ørken.' Var det ikke noget tilsvarende, der fandt sted i New York den 11. september?«

Med herlig inkonsistens kan Zizek på én og samme tid inkorporere en erfaring om den bratte og epokegørende opvågnen fra »den virtuelle« virkelighed til »den reelle« virkelighed i Matrix, som en metafor for reaktionen på terrorangrebet på USA, og i et efterfølgende essay dekonstruere enhver konsensus om den epokale etikette, som selv samme terroraktion er blevet udstyret med: »Hvad nu, hvis der netop ikke skete noget epokegørende den 11. september? Hvad nu, hvis – som den massive demonstration af amerikansk patriotisme synes at vise – den rystende oplevelse den 11. september i sidste ende udgjorde et middel, som gjorde det muligt for den hegemoniske amerikanske ideologi at 'vende tilbage til det basale', til på ny at hævde sine basale ideologiske koordinater over for antiglobalisten og andre kritiske fristelser?«

Det går sine steder over stok og sten, når Zizek dechifrerer tidens tegn efter den 11. september og med den ene hånd tilbereder en eksotisk filosofisk gryderet med bl.a. Nietzsche, Habermas, Adorno og Lacan, mens han med den anden garnerer med alt fra science fiction-ikoner som Philip K. Dick og Ray Bradbury over kult- og pornofilm til Hollywood-blockbusters som Shrek, The Truman Show og Independence Day. Det spænder fra et miskmask af løse ender, forudsigelige afklapsninger (af f.eks. Fukuyama og Huntington) til et opgør med efterladenskaber på venstrefløjen og elegante spørgsmålstegn ved politiske selvfølgeligheder, mens han inkonklusivt er på jagt efter venstreorienterede alternativer.

Mange svar blafrer derfor uafklarede i vinden, mens andre postuleres bramfrit, men det giver ham den ekstra, udfordrende kvalitet, at næppe nogen uanset ståsted kan undgå at være uenig med ham i en række pointer - ham selv inklusiv, vil jeg tro.

Af og til fortaber dybsindigheden sig i noget, man vanskeligt kan karakterisere som andet end en slags sofistikeret vrøvl: »I månedsvis efter den 11. september kunne man i centrum af Manhattan helt op til 20. gade lugte branden fra WTC-tårnene – folk blev knyttet til den, denne lugt begyndte at fungere som det, Lacan ville have kaldt New Yorks 'sinthome', et kondenseret ciffer for subjektets libidinale tilknytning til byen, noget man vil savne, når den er forsvundet. Det er sådanne detaljer, der vidner om en sand kærlighed til byen.«

Men Zizek har et godt øje for paradokser og absurditeter, f.eks. når kritikken af USA betjener sig af sammenligninger mellem antallet af dødsofre for terrorangrebet i USA og de dødsofre, der er en følge af amerikanske bombetogter, handelsboykotter osv.: »I det øjeblik man tænker på denne måde, 'Ja, sammenstyrtningen af WTC var en tragedie, men man skal ikke solidarisere sig fuldstændigt med ofrene, eftersom det ville være at støtte USAs imperialisme', er den etiske katastrofe der allerede: Det eneste tilbørlige standpunkt er en betingelsesløs solidaritet med ALLE ofrene. Det egentlige etiske standpunkt erstattes her med den moraliserende matematik om skyld og rædsler, som går fejl af den vigtigste pointe: Hvert individs rædselsfulde død er absolut og usammenlignelig.«

Til trods for Zizeks uortodokse stil er hans overordnede konklusioner ikke særlig utraditionelle for den socialistiske venstrefløj, hvilket nok er en af forklaringerne på, at han sine steder er blevet modtaget med så åbne arme. F.eks. når han forsøger at gøre islam til arnestedet for en fremtidig socialisme: »I stedet for at beklage den kendsgerning, at islam blandt alle de store religioner er den, der gør mest modstand mod moderniseringen, skulle man snarere opfatte denne modstand som en chance, som noget 'uafgjort': Denne modstand fører ikke nødvendigvis til 'islamo-fascisme', den kan også formuleres som et socialistisk projekt.«

I så fald bliver socialismen dog strakt til en meget bred kategori, der meget vel risikerer at gøre den indholdstom. Det ville endvidere kræve adskillige overbevisende bøger, snarere end et par bisætningers antydninger at sandsynliggøre, at socialismen (og i givet fald hvilken »socialisme«?) har en fremtid efter et århundrede, hvor samtlige stater, der identificerede sig hermed, var jernhårde tyrannier og for langt hovedpartens vedkommende i dag har overgivet sig til liberalismen og markedskræfterne.

I det lys er det heller ikke så underligt, at Zizek samtidig efterlyser en ny begrebsramme til en kritisk beskrivelse af liberalismen og kapitalismen, der f.eks. kan afdække den orwellske newspeak i brugen af begreber som »demokrati og frihed«, »krig mod terroren«, »menneskerettigheder« osv. samt den nye politiske dualisme, der behændigt stiller os over for »valget« mellem demokrati eller fundamentalisme: »… er det ikke sådan, at inden for rammerne af dette valg, er det simpelthen umuligt at vælge 'fundamentalismen'? Det problematiske ved den måde, hvorpå den herskende ideologi påtvinger os dette valg, er ikke 'fundamentalismen', men snarere demokratiet selv: Som om det eneste alternativ til 'fundamentalismen' er det liberale parlamentariske demokratis politiske system.«

Zizeks essay leverer ikke begrebsrammen til at iscenesætte et alternativ. Dette behøver dog bestemt ikke i sig selv være invaliderende for de respektive analyser, han præsenterer os for – og er det ikke. Men selv om Zizek alligevel må hive det socialistiske spøgelse ud af skabet, er det spørgsmålet, om det kommer til at gå igen? Og om det overhovedet er ønskværdigt?

Personligt ville jeg svare nej til begge spørgsmål, men det rokker ikke ved, at Zizeks sprudlende velkomst til virkelighedens ørken er en særdeles anbefalelsesværdig bog, som ingen bør snyde sig selv for at vikle sig ind i eller ud af – eller begge dele.

Rune Engelbreth Larsen
Graf nr. 1/2003