Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Litteratur

Michael Irving Jensen (red.): På tærsklen til fred? Al-Aqsa Intifidaen og fredsprocessen i Mellemøsten (Gyldendal, 2001)

Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Det er på én gang dybsindig analyse og nedslående læsning, som Michael Irving Jensen, Lars Erslev Andersen, Jørgen Bæk Simonsen og Mahmoud Issa m.fl. præsenterer i et vigtigt bidrag til forståelsen af de mere og mere uløselige knuder, som konflikten og krigstilstanden i Israel og Palæstina i dag er udtryk for, og der er ikke meget håb at hente i forfatternes pessimistiske forventninger til fremtiden. 

I antologien På tærsklen til fred? blotlægger Michael Irving Jensen den kendsgerning, som først med nyere israelske historikere som bl.a. Ilan Pappé, Benny Morris og Avi Shlaim har vundet begyndende indpas i Israels egen historieskrivning, at oprettelsen af Israel var baseret på utallige planlagte deportationer og massakrer i en etnisk udrensninger, da ca. 750.000 palæstinensere i 1947-49 blev fordrevet fra deres land af zionistiske hærstyrker. Det er umuligt at komme uden om dette faktum, som er blevet ubestrideligt dokumenteret, efter at israelske historikere har fået adgang til hidtil klassificerede dokumenter – og det er umuligt at forstå, endsige overhovedet diskutere den palæstinensiske opstand al Aqsa-intifadaen og bølgen af selvmordsbomber uden at holde sig denne baggrund for øje. 

En ikke mindre afgørende faktor er Israels vedblivende bosættelsespolitik, hvor israelske regeringer har bosat titusindvis af jøder i de besatte områder uden at tage notits af internationale konventioner og FN-resolutioners tilbagevendende fordømmelse heraf. Siden besættelsen af Vestbredden og Gaza-striben i 1967 har Israel bygget bosættelser omkring Østjerusalem, udvidet og annekteret byen, så der i dag bor 200.000 bosættere i det Østjerusalem, som palæstinenserne ønsker som hovedstad, og som var en arabisk by(del) indtil 1967. Desuden er andre 200.000 israelske bosættere under militærbeskyttelse rykket ind på Vestbredden, som er gennemskåret af israelske vejanlæg og bebyggelser.

Siden FN's Generalforsamlings Resolution nr. 181, der omhandler den historiske delingsplan i to stater fra 1947, har resolution efter resolution stillet krav til Israel, som aldrig er blevet overholdt. FN's Generalforsamlings Resolution nr. 194 fra 1949 kræver, at Israel skal tillade palæstinensiske flygtninges tilbagevenden til deres hjem, som de blev fordrevet fra i 1947-1949, Sikkerhedsrådets resolution nr. 262 kræver, at Israel skal trække sig tilbage fra de besatte områder, Sikkerhedsrådets resolution nr. 452 fra 1979 fastslår, at israelske bosættelser er uden juridisk legalitet og i modstrid med Genèvekonventionen.

Endvidere hedder det i Sikkerhedsrådets resolution nr. 465 (1980), »at alle israelske tiltag for at ændre den fysiske karakter, den demografiske sammensætning, institutionelle struktur eller status af de palæstinensiske eller andre arabiske områder besat i 1967, inkluderende Jerusalem, eller enhver del af denne, er uden juridisk legalitet og at Israels politik og praksis, hvor de bosætter dele af landets indbygere og nye immigranter i disse områder udgør en åbenbar overtrædelse af den fjerde Genèvekonvention …« (s. 12f). 

Det er måske ikke vanskeligt at forstå, hvorfor palæstinensere har taget våben i hånd, uden at man naturligvis af den grund accepterer ethvert middel. Fakta er imidlertid, at terror desværre ofte betaler sig - det vidner palæstinensernes aktioner i slutningen af 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne om, fordi det faktisk var flykapringerne og terroraktionerne i disse år, der overhovedet satte palæstinensernes problemer på den internationale dagsorden og åbnede FN's døre for PLO. Det kan lyde paradoksalt, men det er ikke mere paradoksalt, end at det f.eks. også var zionistisk terror, der i vid udstrækning betingede dannelsen af Israel i 1948: »På samme måde som jøderne med gruppen Irgun under ledelse af den senere israelske premierminister og Nobelfredsprismodtager Menachem Begin havde succes med deres terroraktioner efter 2. Verdenskrig – de var en vigtig grund til, at Storbritannien trak sig ud af Palæstina og dermed banede vejen for FN's plan om oprettelsen af staten Israel – havde palæstinenserne succes med deres terroraktioner. Herefter – navnlig efter Sorte Septembers terroraktion ved Olympiaden i München 1972, der alt andet lige åbnede døren for Yassir Arafat til FN – var ingen, hverken i eller uden for USA, længere i tvivl om, at der eksisterede et palæstinensisk folk.

I 1990'erne syntes det imidlertid at åbne en fremtid uden terrorvåben, da Oslofredsprocessen lignede et historisk gennembrud efter et århundreds væbnede konflikter i området. Indlæggene i På tærsklen til fred? sår dog alvorligt tvivl ved den udbredte antagelse af, at Osloaftalerne af den grund skulle udstikke rammerne for en retfærdig fredsproces, der giver palæstinenserne en selvstændig stat på de besatte områder, og leverer dermed også indirekte nogle svar på, hvorfor fredsprocessen ikke har tilvejebragt fred, men i den sidste ende snarere har eskaleret konflikten. 

Processen inddeltes ifølge Osloaftalerne i en overgangsperiode på fem år, hvorunder Israel gradvis skulle overdrage territorium og myndighed til det palæstinensiske selvstyre, der blev oprettet den 4. maj 1994, og som markerede begyndelsen på overgangsperioden. De vanskeligste problemer blev imidlertid udskudt, dvs. Jerusalems status, spørgsmålet om de israelske bosættelser på Vestbredden og Gazastriben samt afgørelsen af de palæstinensiske flygtninges fremtid, der ifølge resolution nr. 194 formelt har ret til at vende tilbage til deres tidligere hjem i Israel, men som israelerne ikke ønsker at tage imod.

Andreas Laursen skriver: »Overdragelsen af territorium på Vestbredden blev yderligere kompliceret af en opdeling i tre 'områdetyper': Område A, hvor palæstinenserne har ansvaret for almindelig ro og orden samt indre sikkerhed; område B, hvor palæstinenserne har ansvaret for almindelig ro og orden, mens Israel har ansvaret for sikkerhed; og Område C, hvor palæstinenserne ingen myndighed har. I vinteren 2000-01 omfatter Område A 18,2% og Område B 21,8%. Israel opretholder fuld kontrol på 60% af Vestbredden, Område C.« (S. 24). 

Dette opsplittede patchwork med begrænset eller ingen reel suverænitet var en del af den fredsproces, som internationalt blev fejret som et generøst tilbud fra Israels premierminister Ehud Barak om en »palæstinensisk stat«. Med Yasser Arafat i spidsen havde PLO reelt forhandlet sig frem til noget, der lignede rudimentære og fragmenterede amter på Israels præmisser. 

Og imens hele fredsprocessen stod på, intensiverede Israel tilmed indlemningen af palæstinensisk jord – eller som en palæstinensisk forhandler har udtrykt det: Mens israelere og palæstinensere diskuterer, hvordan pizzaen skal fordeles, er israelerne i gang med at spise den. 

»Antallet af bosættere på Vestbredden (ekskl. Øst-Jerusalem) er vokset fra 100.000 i 1992 til 200.000 i år 2000. Der er samtidig blevet etableret ikke mindre end 30 nye bosættelser på Vestbredden. Israel har endvidere taget initiativ til og påbegyndt byggeriet af 480 km omfartsveje, som forbinder de mange israelske bosættelser på Vestbredden med Vest-Jerusalem og Tel-Aviv – uden om de palæstinensiske byer. Vejene er anlagt på jord konfiskeret fra palæstinensiske bønder. Siden 1993 er mere end 200 km2 jord blevet frataget palæstinenserne til sådanne formål.« (Michael Irving Jensen: På tærsklen til fred?, s. 92). 

Forcen ved antologien er dens akkuratesse og soliditet i forhold til beskrivelse og analyse af en fredsproces i en af verdens mest komplekse konflikter overhovedet, og fremstillingen kommer takket være de forskellige bidragsydere vidt omkring, bl.a. over islamiske fundamentalisters antisemitiske propaganda, der lader sig åbenlyst inspirere af nazisterne, og israelernes lobbyistiske kontrol over opinionsdannelsen ikke mindst i USA og til f.eks. mediernes og ytringsfrihedens begrænsede muligheder i hele dette morads af interessekonflikter. 

Ikke mindst al-Jazeera påkalder sig af disse grunde særlig interesse: »Den første station, der kopierede CNN's nyhedskoncept, var al-Jazeera. Denne station blev oprettet af Qatars emir i 1996 og nød kort efter godt af, at et samarbejde i London mellem BBC og den saudiske station Orbit faldt til jorden efter diplomatiske forviklinger mellem Storbritannien og Saudi Arabien i forbindelse med saudiske krav om udlevering af en islamistisk oppositionsleder. Al-Jazeera kunne derfor tage en række overordentligt dygtige journalister ind, og siden 1998 har stationen været de arabiske intellektuelles foretrukne station med nyheder hver time fra et stort antal korrespondenter, men først og fremmest en række debatprogrammer om aktuelle emner. Disse debatprogrammer, 'Den modsatte retning', Uden grænser' og 'Mere end én mening' har haft folk i studiet, som ellers aldrig ville mødes og debattere: tyrkiske regeringstalsmænd og kurdiske repræsentanter, marokkanere og Polisario, sekularister og islamister, feminister og traditionalister. Af og til går det hårdt for sig, folk ringer ind og råber op, og enkelte gange er deltagere udvandret. Efterhånden har samtlige arabiske lande klaget over stationen efter programmer, hvor oppositionelle personligheder har fået fri taletid til hele den arabiske verden.« (Jakob Skovgaard-Petersen: På tærsklen til fred?, s. 219; Gyldendal 2001). 

En presse-etisk kompromisløshed, som CNN og andre vestlige frontmedier kunne lære af. 

På tærsklen til fred? har ikke bud på en farbar vej ud af krisen og konflikten, men det første skridt er og bliver trods alt også altid en besindelse på de nøgne kendsgerninger, og her kommer man beriget ud af læsningen af denne antologi, der giver et rigt indtryk af baggrunden for konflikten i dag, herunder et nøgternt og sagligt indblik i Osloprocessen.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk