Michael Irving Jensen (red.): På tærsklen til fred? Al-Aqsa Intifidaen og fredsprocessen i Mellemøsten (Gyldendal, 2001)
Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen 
På tærsklen til fred? er en antologi, der primært belyser tiden mellem underskrivelsen af Oslo-aftalen i 1993 over Al Aqsa intifadaen, der udbrød i september 2000, og frem til slutningen af 2000. Det er på en gang dybsindig analyse og nedslående læsning, som Michael Irving Jensen, Lars Erslev Andersen, Jørgen Bæk Simonsen og Mahmoud Issa m.fl. præsenterer i dette vigtige bidrag til forståelsen af de mere og mere uløselige knuder, som konflikten og krigstilstanden i Israel og Palæstina i dag er udtryk for, og der er ikke meget håb at hente i forfatternes pessimistiske forventninger til fremtiden.
Michael Irving Jensen blotlægger fra begyndelsen den kendsgerning, som først med nyere israelske historikere som bl.a. Ilan Pappé, Benny Morris og Avi Shlaim har vundet begyndende indpas i Israels egen historieskrivning, at hele oprettelsen af Israel var baseret på utallige planlagte deportationer og massakrer i en af historiens mest skæbnesvangre etniske udrensninger, da ca. 750.000 palæstinensere i 1947-49 blev fordrevet fra deres land af zionistiske hærstyrker. Det er umuligt at komme uden om dette faktum, som er blevet uimodstrideligt dokumenteret, efter israelske historikere har fået adgang til hidtil klassificerede dokumenter – og det er umuligt at forstå, endsige overhovedet diskutere den palæstinensiske opstand, Al Aqsa-intifadaen samt bølgen af selvmordsbomber uden at holde sig denne baggrund for øje.
En ikke mindre afgørende faktor er Israels vedblivende bosættelsespolitik, hvor israelske regeringer har bosat titusindvis af jøder i de besatte områder og uden at tage den mindste notits af internationale konventioner og FN-resolutioners tilbagevendende fordømmelse heraf. Siden besættelsen af Vestbredden og Gaza-striben i 1967 har Israel bygget bosættelser omkring Østjerusalem, udvidet og annekteret byen, så der i dag bor 200.000 bosættere i det Østjerusalem, som palæstinenserne ønsker som hovedstad, og som var en arabisk by(del) indtil 1967. Desuden er andre 200.000 israelske bosættere under militærbeskyttelse rykket ind på Vestbredden, som er gennemskåret af israelske vejanlæg og bebyggelser, mens israelske tropper under påskud af terrorbekæmpelse hyppigt jævner palæstinensiske huse med jorden og dybest set fortsætter den systematiske fordrivelse af palæstinenserne, som blev påbegyndt for et halvt århundrede siden.
Siden FNs Generalforsamlings Resolution nr. 181, der omhandler den historiske delingsplan i to stater fra 1947, har resolution efter resolution stillet krav til Israel, som aldrig nogen sinde er blevet overholdt. FNs Generalforsamlings Resolution nr. 194 fra 1949 kræver, at Israel skal tillade palæstinensiske flygtninges tilbagevenden til deres hjem, som de blev fordrevet fra i 1947-1949; FNs Sikkerhedsråds resolution nr. 262 kræver, at Israel skal trække sig tilbage fra de besatte områder; Sikkerhedsrådets resolution nr. 452 fra 1979 fastslår, at israelske bosættelser er uden juridisk legalitet og i modstrid med Genèvekonventionen. Irving Jensen citerer desuden fra Sikkerhedsrådets resolution nr. 465 fra marts 1980, hvori det hedder, »at alle israelske tiltag for at ændre den fysiske karakter, den demografiske sammensætning, institutionelle struktur eller status af de palæstinensiske eller andre arabiske områder besat i 1967, inkluderende Jerusalem, eller enhver del af denne, er uden juridisk legalitet og at Israels politik og praksis, hvor de bosætter dele af landets indbygere og nye immigranter i disse områder udgør en åbenbar overtrædelse af den fjerde Genèvekonvention …« (s. 12f).
Det er vanskeligt at komme uden om en forståelse for, hvorfor palæstinenserne uundgåeligt har måttet tage våben i hånd, uden at man naturligvis af den grund accepterer ethvert middel. Fakta er imidlertid, at terror ofte betaler sig - det vidner palæstinensernes aktioner i slutningen af 1960erne og begyndelsen af 1970erne om, fordi det faktisk var flykapringerne og terroraktionerne i disse år, der overhovedet satte palæstinensernes problemer på den internationale dagsorden og åbnede FNs døre for PLO. Det kan lyde paradoksalt, men det er ikke mere paradoksalt, end at det f.eks. også var zionistisk terror, der i vid udstrækning betingede dannelsen af Israel i 1948: »På samme måde som jøderne med gruppen Irgun under ledelse af den senere israelske premierminister og Nobelfredsprismodtager Menachem Begin havde succes med deres terroraktioner efter 2. Verdenskrig – de var en vigtig grund til, at Storbritannien trak sig ud af Palæstina og dermed banede vejen for FN's plan om oprettelsen af staten Israel – havde palæstinenserne succes med deres terroraktioner. Herefter – navnlig efter Sorte Septembers terroraktion ved Olympiaden i München 1972, der alt andet lige åbnede døren for Yassir Arafat til FN – var ingen, hverken i eller uden for USA, længere i tvivl om, at der eksisterede et palæstinensisk folk. Men det var først med Jimmy Carters overtagelse af præsidentposten i 1977, at begrebet palæstinenser blev optaget i det gængse sprog i huset på Pennsylvania Avenue i Washington.« (Lars Erslev Andersen:
På tærsklen til fred?, s. 72f).
I 1990erne syntes vejen imidlertid at åbne sig for at lægge terrorvåbnene på hylden, idet Oslofredsprocessen så ud til at blive et historisk gennembrud efter et helt århundreds væbnede konflikter i området.
På tærsklen til fred? sår dog alvorligt tvivl ved den udbredte antagelse af, at Osloaftalerne skulle udstikke rammerne for en retfærdig fredsproces, der giver palæstinenserne en selvstændig stat på de besatte områder, og leverer dermed indirekte også nogle svar på, hvorfor fredsprocessen ikke har tilvejebragt fred, men i den sidste ende snarere har bidraget til at eskalere konflikten.
Processen inddeltes ifølge Osloaftalerne i en overgangsperiode på fem år, hvorunder Israel gradvis skulle overdrage territorium og myndighed til det palæstinensiske selvstyre, der blev oprettet den 4. maj 1994, og som markerede begyndelsen på overgangsperioden. De vanskeligste problemer blev imidlertid udskudt, dvs. Jerusalems status, spørgsmålet om de israelske bosættelser på Vestbredden og Gazastriben samt afgørelsen af de palæstinensiske flygtninges fremtid, der ifølge resolution nr. 194 formelt har ret til at vende tilbage til deres tidligere hjem i Israel, men som israelerne ikke ønsker at tage imod.
Andreas Laursen skriver: »Overdragelsen af territorium på Vestbredden blev yderligere kompliceret af en opdeling i tre 'områdetyper': Område A, hvor palæstinenserne har ansvaret for almindelig ro og orden samt indre sikkerhed; område B, hvor palæstinenserne har ansvaret for almindelig ro og orden, mens Israel har ansvaret for sikkerhed; og Område C, hvor palæstinenserne ingen myndighed har. I vinteren 2000-01 omfatter Område A 18,2% og Område B 21,8%. Israel opretholder fuld kontrol på 60% af Vestbredden, Område C.« (S. 24).
Dette opsplittede patchwork med begrænset eller ingen reel suverænitet var en del af den fredsproces, som internationalt blev fejret som et generøst tilbud fra Israels premierminister Barak om en »palæstinensisk stat«. PLO med Yasser Arafat i spidsen havde reelt forhandlet sig frem til noget, der ligner rudimentære og fragmenterede amter på Israels præmisser.
Og imens hele fredsprocessen har stået på, har Israel tilmed intensiveret indlemningen af palæstinensisk jord – eller som en palæstinensisk forhandler har udtrykt det: Mens israelere og palæstinensere diskuterer, hvordan pizzaen skal fordeles, er israelerne i gang med at spise den.
»Antallet af bosættere på Vestbredden (ekskl. Øst-Jerusalem) er vokset fra 100.000 i 1992 til ikke mindre end 200.000 i år 2000. Der er samtidig blevet etableret ikke mindre end 30 nye bosættelser på Vestbredden. Israel har samtidig taget initiativ til og har påbegyndt byggeriet af 480 km omfartsveje, som forbinder de mange israelske bosættelser på Vestbredden med Vest-Jerusalem og Tel-Aviv – uden om de palæstinensiske byer. Vejene er anlagt på jord konfiskeret fra palæstinensiske bønder. Siden 1993 er mere end 200 km2 jord blevet frataget palæstinenserne til sådanne formål.« (Michael Irving Jensen:
På tærsklen til fred?, s. 92).
Forcen ved antologien er dens akkuratesse og soliditet i forhold til beskrivelsen og analysen af en fredsproces i en af verdens mest sammensatte konflikter overhovedet, og fremstillingen kommer takket være de forskellige bidragsydere vidt omkring, bl.a. over islamiske fundamentalisters antisemitiske propaganda, der lader sig åbenlyst inspirere af nazisterne, og israelernes lobbyistiske kontrol over opinionsdannelsen ikke mindst i USA og til f.eks. mediernes og ytringsfrihedens begrænsede muligheder i hele dette morads af interessekonflikter.
Ikke mindst al-Jazeera påkalder sig af disse grunde særlig interesse: »Den første station, der kopierede CNNs nyhedskoncept, var al-Jazeera. Denne station blev oprettet af Qatars emir i 1996 og nød kort efter godt af, at et samarbejde i London mellem BBC og den saudiske station Orbit faldt til jorden efter diplomatiske forviklinger mellem Storbritannien og Saudi Arabien i forbindelse med saudiske krav om udlevering af en islamistisk oppositionsleder. Al-Jazeera kunne derfor tage en række overordentligt dygtige journalister ind, og fra 1998 til i dag har stationen været de arabiske intellektuelles foretrukne station med nyheder hver time fra et stort antal korrespondenter, men først og fremmest en række debatprogrammer om aktuelle emner. Disse debatprogrammer, 'Den modsatte retning', Uden grænser' og 'Mere end én mening' har haft folk i studiet, som ellers aldrig ville mødes og debattere: tyrkiske regeringstalsmænd og kurdiske repræsentanter, marokkanere og Polisario, sekularister og islamister, feminister og traditionalister. Af og til går det hårdt for sig, folk ringer ind og råber op, og enkelte gange er deltagere udvandret. Efterhånden har samtlige arabiske lande klaget over stationen efter programmer, hvor oppositionelle personligheder har fået fri taletid til hele den arabiske verden.« (Jakob Skovgaard-Petersen:
På tærsklen til fred?, s. 219; Gyldendal 2001).
En stil og en presse-etisk kompromisløshed, som CNN og andre vestlige frontmedier i dag kunne lære meget af.
På tærsklen til fred? har ikke bud på en farbar vej ud af krisen og konflikten, men det første skridt er og bliver trods alt også altid en besindelse på de nøgne kendsgerninger, og her kommer man beriget ud af læsningen af denne antologi, der giver et rigt indtryk af baggrunden for konflikten i dag, herunder et nøgternt og sagligt indblik i
Osloprocessen.
Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk
