Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Litteratur

Edward Said: Den intellektuelles ansvar (Roskilde Universitetsforlag, 2002)

Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Den intellektuelles ansvar er et genoptryk af Gyldendals udgave fra 1996, der imidlertid ikke er blevet mindre aktuel under de herskende internationale politiske konjunkturer, hvor der er alt for langt imellem intellektuelle titaner, som vedholdende taler magten imod. 

Noam Chomsky, Jan Guillou, Robert Fisk, Susan Sontag, Pierre Bourdieu og Edward W. Said er blandt dem, der gør eller har gjort det – og har gjort det kompromisløst. Nu er Saids seks Reith-forelæsninger om den intellektuelles rolle genudgivet, og de er en kærkommen opfordring til intellektuelle om at samle handsken op og tilsidesætte akademiske ambitioner til fordel for rollen som modmagtens stemme, altid på de undertryktes side. 

Der er uundgåeligt noget romantisk, nærmest ridderligt over denne intellektuelle hero, som den notoriske outsider og forstyrrer af status quo, sådan som Said fremstiller ham/hende. Han nævner bl.a. Malcolm X som en af de skikkelser, der har påvirket hans forestillinger om den intellektuelles bevidsthed: "Det er den ånd, der gør modstand i stedet for at tilpasse sig, der griber mig, fordi det romantiske, det interessante og udfordringen ved et intellektuelt liv skal findes i modstanden mod status quo på et tidspunkt, hvor kampen til fordel for de underrepræsenterede og ugunstigt stillede grupper synes at give så urimeligt dårlige resultater for dem. Min baggrund i palæstinensisk politik har yderligere forstærket denne følelse." (S. 15). 

Og det er nok også Saids baggrund og utrættelige kamp for palæstinensernes rettigheder, som har gjort ham til persona non grata i mange sammenhænge, hvor han ofte har måttet sige lukrative karrieremuligheder farvel – og som lidt højtravende får ham til at konstatere på den intellektuelles vegne: "Det er en ensom livsstilling, jovist, men den er altid bedre end flokkens tolerance over for tingenes herskende tilstand." (S. 16). 

Said er ikke mindst kendt som en skarp kritiker af den stereotype fremstilling af islam i Vesten: "Det gælder i høj grad, at når amerikanske eller britiske akademiske intellektuelle beskæftiger sig med den islamiske verden – en hel milliard mennesker med dusinvis af forskellige samfund, et halvt dusin større sprog inklusive arabisk, tyrkisk, iransk, alle udbredt over omkring en tredjedel af kloden – så taler de reduktivt og efter min mening uansvarligt om noget der kaldes 'islam'. Ved at bruge dette enkelte ord synes de at betragte islam som et ukompliceret objekt, om hvilket der kan foretages store generaliseringer over et spand af halvandet årtusinds muslimsk historie, og om hvilket man ganske ufortrødent kan fremsætte domme angående foreneligheden af islam og demokrati, islam og menneskerettigheder, islam og fremskridt." (S. 46f). 

Hykleriet er udtalt i den vestlige debat om islams fortrædeligheder ifølge Said: "Man tærsker langhalm på beretninger om arabere og muslimer som smæder deres traditioner, skamskænder deres historie og fremhæver deres svagheder, som der selvfølgelig er mange af. Først og fremmest angriber man de officielt anerkendte fjender – Saddam Hussein, Baath, arabisk nationalisme, den palæstinensiske bevægelse, arabiske synspunkter om Israel. Og selvfølgelig gør man sig fortjent til de forventede omfavnelser: man karakteriseres som modig, man er kompromisløs og lidenskabelig og så videre. Den nye gud er naturligvis Vesten. Arabere, siger man, skulle prøve at være mere som Vesten, skulle betragte Vesten som en kilde og et holdepunkt. Borte er historien om, hvad Vesten faktisk gjorde. Borte er Golfkrigens ødelæggende resultater. Vi arabere og muslimer er de syge, vore problemer er vore egne og helt igennem selvforskyldte." (S. 129). 

For Said bør den intellektuelle altid holde med den svage part, hvilket er noget andet end opposition for oppositionens skyld alene. Den svage og afvigende part i ét konfliktscenario kan være den stærke og normsættende part i et andet, og der er ingen intellektuel skizofreni i at forsvare den samme part i de sammenhænge, hvor den er undertrykt, som man samtidig angriber i andre sammenhænge, hvor den er undertrykkeren. "Selv blandt de undertrykte er der også sejrherrer og tabere, og den intellektuelles loyalitet må ikke begrænse sig til blot at slutte op i rækkerne." (S. 57). 

Saids opfattelse af den intellektuelle er imidlertid af og til problematisk, til tider ligefrem selvretfærdig og firkantet, når det at være intellektuel i sig selv bliver et moralsk, for ikke at sige politisk begreb, langt snarere end f.eks. et blot og bart spørgsmål om almen dannelse eller akademisk ekspertise: "For mig er det centrale at den intellektuelle er et individ udstyret med evne til at repræsentere, legemliggøre og artikulere et budskab, et synspunkt, en holdning, en filosofi eller en anskuelse til og for et publikum. Og denne rolle er krævende og kan ikke spilles uden følelsen af at være en person, hvis hverv det er offentligt at rejse pinlige spørgsmål, at konfrontere ortodoksi og dogmer (i stedet for at producere dem), at være en der ikke så let kan tages til indtægt af regeringer eller selskaber, og hvis raison d'être det er at repræsentere alle disse mennesker og problemer der rutinemæssigt glemmes eller fejes ind under gulvtæppet." (S. 29). 

Hvad Said i virkeligheden beskriver, er i mine øjne ikke "den intellektuelle", men derimod idealet af "den intellektuelle Edward W. Said", for naturligvis kan den intellektuelle også i modsætning til Said være magtens håndlanger og undertrykkelsens personificerede udtryk uden at være mindre "intellektuel" af den grund – i den forstand er der intet som helst etisk eller politisk forpligtende i at være "intellektuel". Tilsvarende er Saids intellektuelle hero tilsyneladende blind for, at intellektualisme hverken er en forudsætning eller en tilstrækkelig forudsætning for heroisme, når han besynger intellektuelle som verdensfrelsere: "Der har ikke været nogen større revolution uden intellektuelle. Intellektuelle har været fædre og mødre til bevægelser og selvfølgelig sønner og døtre, selv nevøer og niecer." (S. 28). 

Hvis det skal undgå at få alt for megen karakter af selvsmagende selvtilstrækkelighed, bør man selvfølgelig i redelighedens interesse ikke glemme at tilføje, at der af samme grund også har været intellektuelle fædre og mødre til nogle af verdenshistoriens allerværste grusomheder ... 

Den intellektuelle kan ikke som Said på en og samme tid påberåbe sig "universelle begreber" som etisk uangribeligt grundlag for et "intellektuelt kald" og samtidig iscenesætte sig selv som en, der er kaldet til at stå i principiel opposition til andres "universelle begreber", f.eks. politiske og religiøse dogmer. Det ene sæt dogmer er ikke mindre angribeligt end det andet, derimod repræsenterer troen på, at den intellektuelles "universelle begreber" er hævet over den (ikke-intellektuelles) "universelle begreber" i sig selv et problem, som Said kun antydningsvist berører og ikke udvikler. 

Men læst som et programskrift for den intellektuelle rebel, snarere end som en sanset karakteristik af den intellektuelle som sådan, er Den intellektuelles ansvar sine steder ualmindeligt ansporende og skarp og kan forhåbentlig tjene som provokerende inspiration for intellektuelle, der enøjet forfølger karriere og status på magtens præmisser – f.eks.: 

"Mindst af alt bør den intellektuelle få sine tilhørere til at føle sig gode. Hele pointen består i at være besværlig, kontrær, ja selv ubehagelig." (S. 30). 

"Dette er endnu mere tilfældet med Joyces unge Stephen Dedalus, hvis hele karriere er en vippen frem og tilbage mellem lokketoner fra institutioner som kirken, lærergerningen, irsk nationalisme og hans langsomt opdukkende og stædige individualitet som en intellektuel hvis motto er det luciferske non serviam." (S. 33). 

Programmatisk er følgende passage, der afslutningsvist fortjener at blive fremhævet som et lille manifest i sig selv: 

"Der ligger et iboende misforhold mellem de store organisationers magt, fra regeringer til store selskaber, og den relative svaghed, som ikke blot gælder for individer men for mennesker der anses for at have en underordnet status, minoriteter, små folk og stater, underlegne eller mindre kulturer og racer. For mig er der ingen tvivl om at den intellektuelle hører til på samme side som de svage og urepræsenterede. Robin Hood, vil nogle sige. Dog er det ikke nogen enkel rolle og kan derfor ikke så let afvises som værende blot romantisk idealisme. Til syvende og sidst er den intellektuelle i min betydning af ordet hverken en fredsstifter eller konsensusbygger, men en hvis hele væsen er fokuseret på kritisk sans, en følelse af at være uvillig til at acceptere letkøbte formler eller færdiglavede klicheer eller de glatte, altid så imødekommende bekræftelser af hvad magthaverne eller de konventionelle mennesker har at sige og hvad de laver. Ikke blot passivt uvillige men aktivt villige til at sige det offentligt. Dette er ikke altid et spørgsmål om at være kritisk over for regeringens politik men snarere om at tænke på det intellektuelle kald som en tilstand af konstant vagtsomhed, en vedvarende vilje til ikke at lade sig styre af halve sandheder eller vedtagne ideer." (S. 39f).

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk