Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Litteratur

Jørgen Knudsen (red.): Den kulturradikale udfordring (Tiderne Skifter 2001)

Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen Udprint

En antologi, hvori 12 forelæsninger om kulturradikalismen fra en forelæsningsrække, som Georg Brandes Selskabet arrangerede i samarbejde med Institut for Nordisk Filologi og Institut for Litteraturvidenskab på Københavns Universitet i foråret 2000. Bidrag af: Klaus Rifbjerg, Ebbe Kløvedal Reich, Jørgen Knudsen, Drude Dahlerup, Morten Thing, Elias Bredsdorff og Jakob Heuseler, Preben Hertoft, Ellen Nørgaard, Jan Lindhardt, Søren Nagbøl, Hans Hertel og Peter Madsen. 

Et dybdegående signalement af kulturradikalismen, ikke mindst fra Georg Brandes og Poul Henningsen. Blandt rødderne til det kulturradikale opgør medtager Rifbjerg også Søren Kierkegaards indflydelse på Brandes: »Man skal ikke glemme, at Søren Kierkegaard med sin rabiate ironi og skånselsløse mangel på kompromis blev en rollemodel for Brandes - selv om hans og S.K.s oprør fandt forskellige spor og retning. De vendte sig med lige stor lidenskab mod det størknede, det stivnede, det udbenede, det åndsforladte, kort sagt: epigoneriet. Hvor Kierkegaard fandt en tom kirke, fandt Brandes en fuld kirkegård, hvor fortidens benrade stak op, og spøgelserne ikke ville flytte sig. Det var på alle måder genganger-tid, og det er både sært og sært bevægende at se, hvor mange der under anførsel af Skt. Georg stod parat til at rykke i felten for at få ryddet banen og få sat nye spiller ind.« (s. 13). 

Samme Rifbjerg er vel nok den, der holder den kulturradikale fane højest og ikke holder sig tilbage med at sætte lansen ind mod samtidens drager - Danmark er altid bagefter, mindst fyrre år, skriver Rifbjerg og tilføjer: »Ingen har til dato kunnet forklare, hvorfor det hænger sådan sammen, men det er en kendsgerning. Også på det punkt har man - måske som udslag af et ubærligt kulturelt mindreværdskompleks - i de senere år forsøgt at indhente det forsømte, men i stedet for at importere det rigtige, har man med arme og ben raget til sig af det forkerte, i stedet for at skabe frihed, har man gjort underkastelsen til dogme. Ikke blot styres Danmark i skrivende stund fra Bruxelles, landet er også en (i åndelig og økonomisk forstand) amerikansk vasalstat.« (s. 18). 

Eller i et udfald imod Politiken: »Det, der er virkelig underligt, er til gengæld, at den erklærede kulturradikaler Tøger Seidenfaden, chefredaktør på Edvard Brandes og Viggo Hørups gamle avis, Politiken, skider grønne grise, hvis nogen mener, at ikke alle oplysninger fra NATO-side under den omtalte krig kunne tåle en tur i løgnedetektoren, og at det måske i det hele taget var en dårlig idé at deltage i NATO-aktionen [i Kosovo-krigen, 1999, REL], fordi den - ret beset - førte til det modsatte resultat end det ønskede.« (s. 29). 

Eller imod det Radikale Venstre: »Jeg ved ikke, hvad Georg Brandes og Poul Henningsen ville have sagt til det mærkeligste af alt, at det Radikale Venstre, som engang var deres parti og mere eller mindre den førstes opfindelse, i løbet af det forgangne århundrede har forvandlet sig fra et intelligent, frisindet forum til et medløberisk, militærbegejstret, småborgerligt yuppie-foretagende med en stramtandet regnelærerinde, en forringet udgave af Kresten Helveg Petersen og en reklamekulret kronprins i spidsen, men de ville nok have undret sig.« (s. 31). 

Rifbjergs essay er det skarpeste og mest kulturradikale i »Brandesk« og »P.H.sk« forstand. Rifbjerg fremhæver heller ikke uden grund P.H.s skarpe redelighed, når han bekæmpede lovgivning med tilbagevirkende kraft for at straffe landsforrædere i 1945, eller kritiserede behandlingen af ca. 200.000 flygtninge fra den tyske hær, på flugt for russerne. Eller i P.H.s lidenskabelige angreb på populismen: »Men det er ikke demokratiets mening, at de tomhodede skal vise vej. Det er meningen, at personligheder skal fremstille deres livssyn klart, og så skal vælgeren vælge.« 
Ebbe Kløvedal Reich belyser forskelle og ligheder mellem Brandes og Hørup; Danmarks Brandes-ekspert par excellence, Jørgen Knudsen, tager endnu et oplysende livtag med Brandes' sammensatte væsen, og Hans Hertel belyser den kulturradikale fløj mellem nazisme, kommunisme og kold krig. Det er et grundigt og vedkommende kapitel af den nyere danske kulturhistorie, der tegnes i de fleste af indlæggene. (Se også kronikken »Kulturradikalismen i det enogtyvende århundrede?« af undertegnede). 

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk