Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Litteratur

Jørgen Flindt Pedersen: Brylluppet i Ramallah (Gyldendal 2002)

Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen Udprint

»De kidnappede en 28-årig palæstinenser, mens han arbejdede alene i familiens olivenlund. De beordrede ham ned fra et træ og begyndte at sparke ham over hele kroppen. Derpå bandt de ham og førte ham til et ukendt sted, hvor de brændte ham med brændende plastic, mens han lå blindfolded. Til sidst undslap han og blev fundet af andre beboere fra sin landsby. De tog ham til hospitalet i Nablus, hvor lægerne beskrev hans tilstand som kritisk.« 

Hvorfor citere denne, isolerede episode om israelske bosætteres tortur af en ung palæstinenser? Den udspiller sig i en afkrog af verden, hvor palæstinensiske selvmordsbombere igen og igen bombesprænger israelske busser, cafeer og restauranter, hensætter et helt land i en tilstand af frygt og efterlader civile israelere lemlæstede og dræbt? 

Ikke fordi den er enestående, og ikke fordi der ikke er langt mere skræmmende beretninger at fortælle om de israelske besættelsesstyrkers fremfærd, der ligeledes - og i højere grad - dræber og lemlæster civile palæstinensere og hensætter befolkningen i en tilstand af frygt. 

Det er opfølgningen på citatet, der antyder, hvorfor Jørgen Flindt Pedersen med bogen Brylluppet i Ramallah glider i retning af stadig større sympati for palæstinensernes sag: »Man skulle tro, at den israelske regering ville skride ind over for tyverierne og overgrebene, men i stedet udsendte forsvarsminister Benjamin Ben-Eliezer et forbud mod olivenplukning under henvisning til, at man ikke havde ressourcer til at kunne beskytte arbejderne under høsten.« 

En række ophold i de besatte områder i Gaza og på Vestbredden har placeret Jørgen Flindt Pedersen i en position, som næppe andre end pressens mest hæderkronede koryfæer af den gamle skole (den, der endnu abonnerer på den uddøende, dybdeborende og saglige journalistik) kan slippe helskindet fra. Han bestræber sig ganske enkelt på at forstå et fænomen, der trodser den gængse politiske fornuft under vore egne himmelstrøg, og som enhver anden ville risikere at blive stemplet som »ekstremist« for at have behandlet med andet end største afsky: De såkaldte selvmordsbombere. 

Hvor rygmarvsreaktionen er den dybeste afstandtagen over for enhver, som fuldt bevidst udfører terrordrab på uskyldige civile, formår Flindt at skrive sig ind under huden på palæstinenserne, forcere de fysiske og mentale afspærringer, der omgiver det fragmenterede og besatte samfund, og på allernærmeste hold at afdække de faktorer, der genererer selvmordsterror. Beretningen om mødet med Salah Mustafa Ali Othman er et karakteristisk eksempel på den blanding af overraskende afklarethed og dyb fortvivlelse, som Flindts bog formidler, når forfatteren trænger ned i palæstinensernes frustration og desperation. 

Salah er et omvandrende paradoks, »den levende martyr«, som tilsyneladende døde efter en selvmordsaktion i Israel -– i det mindste blev han erklæret hjernedød af israelerne og sendt tilbage til Gaza efter to måneder. Siden kom han sig imidlertid mirakuløst og vandrer i dag omkring som en levende legende, en »terrorist«, bemærker Flindt bag velovervejede citationstegn, der antyder hans tvetydige bestemmelse af de palæstinensere, der er parate til at ofre både deres eget og andres liv i denne konflikt. 

Men kan Salahs handlinger retfærdiggøres? Ét er trods alt at angribe israelske besættelsestropper, men derfra og så til de kalkulerede drab på uskyldige, civile israelere, er der en afgrund til forskel? 

Salahs indstilling er en anden: »Der er ingen civile. Der er ingen uskyldige. Det her er et militært samfund. Alle israelere er soldater af reserven og kan hele tiden indkaldes. De kan være læger, ingeniører og lærere, men så en time senere har de uniformer på og kommer i deres kampvogne og fly og beskyder én med raketter og kanoner. Vi prøver at undgå børnene, og busserne så tidligt om morgenen er mest fyldt med voksne. Jeg siger ikke, at vi aldrig rammer børn, men vi prøver så vidt muligt at undgå det. Men der er jo også arabiske børn, som bliver dræbt af israelerne.« 

En kynisk terrorists selvretfærdige iscenesættelse –- eller en frihedskæmpers nøgterne karakteristik af desperate midler i den ulige kamp mod en overlegen besættelsesmagt? Læs og døm selv. 

Flindt har et præcist blik for dilemmaer og intrikate, historiske konfliktårsager og en sjælden evne til at aktualisere dem i en nærgående og levende fremstilling af palæstinensernes aktuelle dagligdag. Vi møder med andre ord den mest trængte side i konflikten, som først og fremmest er palæstinenserne i de besatte områder, men også består af israelere i opposition til den israelske besættelse. Blandt andet nyere israelske historikere, som marginaliseres i dagens Israel, fordi de har dokumenteret zionisters historiske massakrer og fordrivelse af palæstinenserne i minutiøs detalje. 

Palæstinenserne er blevet frataget deres land, som de besad og beboede, før zionisterne begyndte at overtage det fra slutningen af det 19. århundrede, kulminerende i en de facto etnisk udrensning af ca. 750.000 palæstinensere 1948-49 og i den igangværende besættelsen af Vestbredden og Gaza siden 1967.

Flindt citerer den israelske general og politiker, Moshe Dayan, der i en tale i 1969 til studerende på den tekniske skole i Haifa erkender, hvor grundigt landet er blevet af-arabiseret: »Vi kom til dette land, som allerede var beboet af arabere, og vi grundlagde en jødisk stat her. Der blev bygget jødiske landsbyer i stedet for de arabiske. Og I kender ikke engang navnene på de arabiske landsbyer. Og det vil jeg ikke bebrejde jer. Fordi geografibøgerne eksisterer ikke længere, og det gør de arabiske byer heller ikke. Der findes ikke et eneste sted i dette land, som ikke tidligere var beboet af arabere.« 

Med Brylluppet i Ramallah har Flindt leveret et væsentligt bidrag til den nødvendige indlevelse i palæstinensernes vilkår under besættelsen - et bidrag, der står desto stærkere, fordi det er blevet til på baggrund af både historiske kendsgerningers og personlige erfaringers nødvendige revision af en udbredt blindhed over for palæstinensernes lidelser. 

I epilogen gør han uden omsvøb op med sit eget tidligere syn på konflikten: »For mit eget vedkommende måtte jeg konstatere, at jeg i den grad i årevis havde sovet i timen og ikke kunne se skoven for bare træer. At de snesevis af hensyn, som gang på gang blev bragt på banen i den mellemøstlige konflikt, i bund og grund aldrig burde gøres til palæstinensernes problem. At vi skyldte dem bare en smule indlevelse i, hvad de havde været igennem. Og bare et minimum af retfærdighed. Det var et alvorligt lærestykke.« 

Rune Engelbreth Larsen
Graf nr. 2/2003