Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Litteratur

Thomas Hylland Eriksen: Bak fiendebildet. Islam og verden etter 11. september (Tiderne Skifter 2002)

Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Professor ved Sosialantropologisk institutt ved Universitetet i Oslo, Thomas Hylland Eriksen er en af Norges fremtrædende intellektuelle, der på bedste vis insisterer på, at viden og tolerance, forståelse og dialog går hånd i hånd, og i bogen Bak fiendebildet (udvidet og ajourført udgave af Det nye fiendebildet fra 1995) demonstrerer den ekspertise og saglighed, som muliggør dette i praksis. 

Bak fiendebildet er en grundig analyse og kritik af forsøget på at begrave dialog under konfrontation i den gængse, globale politik, der med imperialistiske og kuluturchauvinistiske undertoner føres af Vesten med USA i spidsen, og som intellektuelt iscenesættes af bl.a. Fukuyama og Huntington. 

Stærkest og vigtigst er Hylland Eriksens opgør med Huntingtons tese om, at verdens konflikscenario skal ses som konflikter mellem civilisationer; en tese, der gennemhulles stringent og skarpt på et teoretisk plan, men også gennem eksemplificeringen af de utallige konflikter, som i modstrid med Huntingtons tese foregår internt inden for de skillelinjer, Huntington opsætter for verdens syv-otte civilisationer. F.eks. bemærker Hylland Eriksen: »Konflikten i Nord-Irland skjærer midt gjennom den 'vestlige sivilisasjon', ettersom skillet mellom protestanter og katolikker ikke finnes hos Huntington. Zapatistenes opprør i Mexico, konflikten mellom contras og sandinister, geriljakrigen i Guatemala, Sendero Luminosos massakrer i Peru, og for den saks skyld kokainbaronenes krig mot Colombias regjering, har utspilt seg midt i den 'latinamerikanske sivilisasjon'. Den indonesiske nedslaktningen av befolkningen i Øst-Timor foregikk mellom kulturelt nært beslektede grupper, og både tyrkere og kurdere er i all hovedsak muslimer.« (S. 102). 

Huntington er ifølge Hylland Eriksen simpelthen for ukvalificeret til den opmærksomhed, han har fået, men han påpeger også faren for, at lige så håbløst tendentiøst paradigmet »clash of civilizations« er, lige så uhyggeligt kan en længere intensivering af det nuværende verdenspolitiske klima risikere at give det status som »selvopfyldende profeti«. 

Vesten sidder på militærmagten og kapitalen: »Man må være blind og døv for å tro at dette er en verden der alle er like mye verdt og hvor rettigheter er jevnt fordelt. Verdenssamfunnets valuta er dollar og bomber, og det snakker engelsk med amerikansk aksent. Ingen skal forbauses over at noen av dem som møter dene overmakten reagerer slik det hevdes at veksthusplanter reagerer på heavyrock: ved å pakke seg sammen til små, harde baller.« (S. 184). 

Hylland Eriksen understreger og demonstrerer løbende, hvorledes de mest fanatiske antiislamiske modstandere af indvandringen benytter samme retorik og generaliserende fjendebilleder som de mest fanatiske antivestlige islamister. 

Afslutningsvist gør han indirekte op med absolutismen og understreger den tilbagevendende kilde til misforståelser omkring kulturrelativismen, som (især af dens modstandere) gøres til ideologi i stedet for det, den er - teori. Forskellen er altafgørende: »Det går et viktig skille, som sjelden bemerkes i den offentlige debatt, mellom kulturrelativismen som metode (for å forstå) og som verdensbilde (for å handle moralsk). Den første varianten er det eneste alternativet til brutalt maktspråk og overkjøring av alternative syn, mens den andre varianten er en oppskrift på forvirring og nihilisme. Den kulturrelativistiske metoden er en nødvendighet; den kulturrelativistiske moralen er en personlig tragedie. Å forstå er ikke det samme som å forsvare.« (S. 177). 

(En lille parentetisk bemærkning i den sammenhæng: I Danmark skydes relativister ofte direkte og indirekte i skoene, at relativisme og nihilisme er det samme, men det er her kæden springer af for kritikken. Relativismen anlægger lige så lidt som absolutismen i sig selv et ideologisk perspektiv, men derimod alene et metodisk perspektiv. Ideologi er noget helt andet, og er den enkeltes ideologi naturligvis næppe i praksis uafhængig af den foretrukne metodik, er ideologien dog slet ikke nødvendigvis bundet hertil, og en relativistisk ideologi som sådan er slet og ret en selvmodsigelse. Men at relativismen som metode til gengæld bidrager til at forstå og begrunde et sammenhængende humanistisk perspektiv, er så en anden og længere historie; se f.eks. artiklen »Relativisme« eller hele Temasektionen Relativisme). 

Bak fiendebildet er særdeles vedkommende og informativ også for danske læsere; dens problematikker og analyser er væsentlige i et globalt perspektiv, ikke kun, men ikke mindst efter den 11. september (såvel som den 7. oktober) 2001.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk, 2002 / Redigeret 2011