Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Da Jyllands-Posten slog til mod intolerancen

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

»Feltmadrasser – det er den rigtige betegnelse for kvinder, der forelsker sig i indvandrere eller flygtninge, hvis man skal tro en hjemmeside fra den såkaldte Fællesliste mod Indvandring. Det skal man naturligvis ikke. Genbruget af denne betegnelse fra krigens tid om kvinder, der fraterniserede med den tyske fjende, er lige så misvisende, som den er malplaceret. Alligevel er det godt, den kommer frem i lyset. For den slags bemærkninger og andre fra denne menneskefjendske hjemmeside, der helst vil sende alle med anden kulør end skummetmælksfarvet og lyserød ud af Danmark, er i al deres unuancerede tåbelighed med til at påvirke den almindelige dansker. Man skal bestemt ikke undervurdere fremmedforskrækkelsen i dagens Danmark. Men det ville nok være at skyde spurve med kanoner, hvis man tog folkene bag Fælleslisten specielt alvorligt. Langt farligere er i virkeligheden de bløde formuleringer og den diskrete intolerance, som kan komme til udtryk som mange små nålestik i den almindelige mediedebat og diskussion mellem mennesker på arbejdspladsen og hjemme. Det er som modvægt til denne skjulte racisme, den nødvendige samfundsdebat må foregå. Så mens de andre kravler tilbage under den sten, hvorfra de kom frem, medbringende deres sort-hvide fjendebilleder, der mest af alt minder om nazismens jødeforfølgelser, må der tages fat på den livsvigtige og alt for forsømte diskussion om de nye danskeres naturlige integration i det danske samfund. Men vejen går over saglige argumenter og reelle fakta.«

Disse ord stammer ikke fra Poltiken, men er uddrag fra en leder i Jyllands-Posten, der udfolder et par af kulturkampens væsentlige pointer i en nøddeskal. Perverteringen og misbruget af modstandsbevægelsens rolle og betydning under Anden Verdenskrig er afgjort tilbagevendende: Visse stemmer i debatten med en udtalt ringeagt over for en specifik religiøs minoritet har vendt alt på hovedet og iscenesat sig selv som »anti-nazister«, skønt de selv »mest af alt minder om nazismens jødeforfølgelser«, som JP så træffende observerer. Og som det lidt kontroversielt, men ikke mindre præcist understreges i samme analyse, skal man heller ikke glemme, at hårdkogte socialnationalister, der i de senere år er skudt frem under navne som Trykkefrihedsselskabet, Århus mod Moskeen, SIAD o.lign., kun er toppen af isbjerget, og at den virkelige trussel gemmer sig under normalitetens grå og ensrettende maske, der spreder sin allestedsnærværende gift mod etniske og religiøse minoriteter.

Derfor har vi brug for en ny og reel modstandsbevægelse, der ikke med krudt og kugler, men med ord og argumenter saboterer den »diskrete intolerance«, der udspiller sig i »den almindelige mediedebat«, fordi den med JP's ord netop er »langt farligere« end Fælleslisten & Co. En sådan modstandsbevægelse i ånd og ord kan passende gøre ovenstående JP-leder til sit udgangspunkt og raison d'être – for skønt den er skrevet den 31. juli 2000, har den vist sin styrke, relevans og forudseenhed ved desværre at blive mere og mere aktuel.

Kan hænde, at man skulle kalde den 'Flammen og Citronen', for det er et beskidt arbejde, der skal udføres: Godt nok ikke likvideringer som sidst, Danmark var besat, men en eliminering af al denne »skjulte racisme«, der har besat tidsånden, og et opgør med magthavernes samarbejdspolitik med DF.

Det er David mod Goliath – igen. For ligesom i 1943 er der heller ikke i 2008 nogen videre opbakning at vente fra de etablerede partier eller befolkningensflertallet i øvrigt. Men det skal jo gøres, ikke sandt?

Hvis altså ikke, det allerede er for sent. Vor egen tids nationalistiske Dansk Folkeparti har som bekendt fået 14 % af stemmerne og indtager en central magtposition, mens partiets navnebroder, besættelsestidens nazistoide Dansk Folkeparti, aldrig fik noget gennembrud og kun eksisterede i 1941-43.

Men hov – kan man sammenligne DF anno 1943 med DF anno 2008? Kan man f.eks. sammenligne det tidligere nationalsocialistiske DF's antisemitiske propaganda med det nuværende socialnationalistiske DF's antimuslimske propganda?

Naturligvis kan man det, og meget mere endnu – uden at DF anno 1943 bliver identisk med DF anno 2008 af den grund. De åbenlyse paralleller er ikke pointen her, blot virkemidlet, for der er også åbenlyse kontraster.

Pointen er med ovenstående lederartikel at ruske op i den »diskrete intolerance« i mediedebatten, der imidlertid i dag er blevet almen konsensus over for etniske minoriteter i så udtalt grad, at den for længst er transformeret til dæmoniserende propagandastøj. Og at påpege, at hvis den »skjulte racisme«, som lederartiklen advarede mod i 2000, fortsat eskalerer lige så meget i de kommende som i de foregående år, bliver der akut behov for langt skarpere advarsler mod »fremmedforskrækkelsen« end Jyllands-Postens glemte alarm fra 2000.

Rune Engelbreth Larsen
Tendens: Politiken, 29.3.2008