Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

PET og propaganda

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Er en tegning tilstrækkelig grund til, at visse muslimske ekstremister herhjemme har planlagt at slå tegneren ihjel? Det er udgangspunktet for karikaturkrisens fortløbende saga, hvor hele den forenede danske presse uden kritik og uden bevis omgående »konstaterede«, at PET havde »afværget et terrorrelateret mord«, og hvor alle medier handlede ensidigt om radikaliserede muslimer i dagevis, mens et racistisk brandattentat mod en tyrkisk familie blev så godt som totalt fortiet.

Hver eneste døds- og voldstrussel, som Jyllands-Posten og karikaturtegnerne har modtaget, er og bliver udtryk for en modbydeligt indskrænket brutalitet – ingen tvivl om det. Men i den konkrete sag blev der som bekendt ikke fremlagt noget som helst materiale, der viser, at de mistænkte vitterlig er afsindige nok til at kunne dræbe for en tegning.

Alligevel stod politiske nikkedukker i kø for at forsvare, at særlig alvorlige forbrydelser kan være så svære at opklare, at de kræver særlige foranstaltninger. Dermed konkluderer de ikke blot ud i luften, at de mistænkte allerede er fundet skyldige, men afslører desuden deres manglende respekt for retssamfundet, for hvilket det som bekendt er et uundgåeligt vilkår, at bevisbyrden besværliggør opklaringen.

Vi håber vel alle og har stor tiltro til, at PET virkelig har afværget et drab, men håb og tiltro udgør ikke et retssamfund – det gør alene bevis og domstol.

Og PET kan selvfølgelig også begå fejl, det er trods alt set før. Så hvad bygges sagen på? Udsagn fra en nabo, der har et horn i siden på de mistænkte? Hårde fakta? En agent provocateur? Vi aner det ikke. Og er det ikke afgørende, at vi får besked om substansen i sagen, så vi som samfund kan lære af den?

Dertil kommer, at pressen har lagt sig fladt ned på maven med udstrakt mikrofon til selv den mest ensidige fremstilling fra statsministerens og PET’s side, blot fordi det magiske ord »terror« er blevet ytret. Fogh slap således med at sige, at han »ikke vil gå ind i den konkrete sag,« for derefter alligevel straks at konkludere, hvilket ildevarslende billede af ekstremister i Danmark, »sagen viser«.

Kritiske spørgsmål til Fogh i den forbindelse? Ikke ét.

Naturligvis skal Kurt Westergaards person og ytringsfrihed forsvares, og naturligvis er det journalistisk relevant at bringe tegningen i tilknytning til netop den historie – men derfra og så til ligefrem at heroisere en skinbarlig propagandakarikatur er der et spring. Ud fra enhver historisk betragtning er Westergaards karikatur klart og indlysende beslægtet med den antisemitiske karikatur-tradition fra 1920'erne og 1930'erne i form af utilsløret stigmatisering af et befolkningsmindretal ved hjælp af dæmoniserende stereotypers kollektive kendetegn.

Jamen, skal man da ikke kunne kritisere islam? Selvfølgelig. »Men at tegne Muhammed med en bombe i turbanen har jo ikke et klap med saglig religionskritik at gøre,« som Birthe Rønn Hornbech træffende fastslog det i Politiken for to år siden, hvor hun ydermere understregede: »Dæmoniseringen er med til at vanskeliggøre mindretallenes forståelse for vort samfund og øger tværtimod de pågældendes følelse af at være marginaliseret. Og det er dødsensfarligt.«

Selv hårdkogt propaganda som denne skal selvfølgelig også forblive lovlig – men skal medierne af den grund ligefrem heroisere den og konsekvent undlade at påpege og problematisere propagandaens natur og betydning?

Andre sager bliver til sammenligning totalt underprioriteret. Eksempelvis blev en tyrkisk families villa raseret under et voldsomt brandattentat og overmalet med racistiske slagord i Aalborg få dage for inden. Racistisk terror? Hvem ved – men de landsdækkende medier var næsten alle tavse, og politikerne sagde heller ikke et ord. Ingen blev i et alvorligt tonefald afkrævet »afstandtagen«, journalister og politikere holdt deres kæft. Det var jo også bare en familie med tyrkisk harkomst, ikke sandt?

Kan det undre, hvis frustrationen vokser blandt marginaliserede indvandrergrupper?

Tre muslimske galninge planlagde måske(!) et mord – og alle muslimer i landet skal atter have én over nakken med heroiseret hån, spot og latterliggørelse. Pressen bidrog til Mogens Camre-logikken – hvad et fåtal af muslimer gør galt, skal et flertal undgælde for.

Men hvorfor stoppe her? Måske skulle vi også heroisere karikaturer af paven eller en anden katolsk præst i færd med at forgribe sig seksuelt på et barn, når en pædofili-skandale afsløres i den katolske kirke? Hvad betyder det, at man godt nok dæmoniserer samtlige katolikker, selv om det kun er ganske få præster, der står bag?

Nej, det går ikke rigtig, vel? Sådan behandler vi kun muslimer.

Rune Engelbreth Larsen
Tendens: Politiken, 16.2.2008