Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Lønsvigt: Kjærsgaard, Thorning & Søvndal klædt af

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Til lykke til Lars Løkke Rasmussen, der med en let og elegant manøvre har udstillet hulheden i Socialdemokraternes, SF's og Dansk Folkepartis rørende valgretorik om de lavtlønnedes urimelige arbejdsvilkår og lønefterslæb - finansministeren klædte de tre musketerer, Søvndal, Kjærsgaard og Thorning-Schmidt af til skindet.

De hyggelige kaffemøder mellem Helle Thorning-Schmidt og Pia Kjærsgaard, hvor de to forkvinder skulle smede et nyt samarbejde til gavn for de dårligst lønnede og hårdest arbejdsplagede offentligt ansatte, endte dermed også i det totale hykleri - åbenbart med Søvndals velsignelse.

S, SF og DF lod sig spise af med Løkke Rasmussens gennemskuelige talmagi - 5,1 milliarder kroner til at efterregulere de offentligt ansattes lønninger blev fremrykket med et fingerknips, og vupti - hvad man tog med den ene hånd, gav man gavmildt tilbage med den anden.

Sygeplejersker, lærere, pædagoger og social- og sundhedsassistenter får blot et par hundrede kroner mere om måneden, og i modsætning til utallige valgløfter er de lavest lønnede ikke sikret et særskilt løft.

Først som sidst har Socialdemokraterne og SF dermed frivilligt sagt farvel til en overordentlig vigtig trumf i kampen om at fravriste Fogh & Co. regeringsmagten til næste valg - den voldsomme utilfredshed med de offentligt ansattes arbejdsvilkår. Titusindvis af offentligt ansatte, der til valget gladeligt hoppede på SF-vognen i overhalingsbanen i håb om et slagkraftigt oppositionsparti med en stærk profil for de offentligt ansatte, har foreløbig fået en lang næse.

Hele dette pinlige forløb, som mange har haft travlt med at kaste et røgslør over, har formanden for Dansk Politiforbund, Peter Ibsen, til gengæld skåret ud i pap: »Jeg fatter ikke, at DF og Socialdemokratiet er gået med til dette. Det er stik imod deres valgløfter. Jeg synes faktisk, at de pisser på os. Beløbet bliver bare skubbet lidt fra et år til et andet. Vi bliver jo til grin for vore egne penge. En konflikt er klart rykket nærmere.« (Politiken, 19.12.).

Dobbeltmoralen er den værste - den glemmer vælgerne næppe lige med det samme.

Hvis der skulle være sammenhæng i forløbet, måtte også Socialdemokraterne naturligvis allerede under valgkampen have argumenteret redeligt for stor tilbageholdenhed i forhold til aktivt at begunstige de lavtlønnedes lønstigninger, når dét i sidste ende var den reelle holdning. Det er der borgerlige politikere, der har gjort.

Regeringen frygter en overophedning af økonomien, hvis de offentligt ansattes lønstigninger bliver for store, bl.a. fordi store offentlige lønstigninger kan føre til yderligere lønstigninger på det private arbejdsmarked og dermed højere omkostningsniveau for virksomheder, stigende priser og tabt konkurrenceevne.

Det er naturligvis et redeligt synspunkt, og det er jo også det, som Løkke Rasmussen i virkeligheden forsvarer, selv om han går stille med dørene af hensyn til de store vælgergrupper, han her er oppe imod.

Men ikke så få af fortalerne for den liberalistiske vanelogik, der besvimer over udsigten til, at titusinder af lavtlønnede i det offentlige skulle få bedre løn, lukrerer samtidig gladeligt på, at politikerne netop holder hånden over de galopperende chef-lønstigninger og boligskatten samt fastholder det generelle skattestop, der øger den økonomiske ulighed yderligere.

Men ét er åbent at fastholde den nuværende kurs mod en stadig skævere fordeling ved at modsætte sig lønstigninger ud fra argumenter, der kan diskuteres - noget andet som Kjærsgaard og Thorning-Schmidt at blæse med uanede bunker af mel i munden.

De store tabere er ikke blot de lavtlønnede offentlige ansatte, men også de partier, hvis sociale samvittighed har fået en pæn del af lakken skrællet af: S, SF og DF.

Vinderne er naturligvis regeringen.

Og muligvis Enhedslisten - det eneste parti, der står uden for, og derfor det eneste parti, der er i overensstemmelse med de massive protester fra fagforbundene i denne sag.

Men Løkke Rasmussen kom, tryllede og sejrede i Finansministeriet, og han har endog været klogeligt tilbageholdende med at sminke manøvren alt for meget, så Thorning-Schmidt kunne vade lige ud i spinatbedet mutters alene.

Hun opdagede aldrig, hvor behændigt hun blev manøvreret ud i rollen som Løkke Rasmussens ufrivillige væbner. Og for at trampe yderligere rundt i spinaten serverede hun selv den tykkeste udlægning af resultatet med den tyndeste poker-mine: »Der er god grund for hele den offentlige sektor til at være tilfredse med, at vi nu konkret lægger flere penge oven i det man ellers ville have fået.«

Godaw mand økseskaft.

Rune Engelbreth Larsen
Tendens: Politiken, 22.12.2007