Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Tro og tolerance

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

I det formelt religionsneutrale USA spiller den religiøse profil en overvældende og omsiggribende rolle, og selv om det måske er en minimalistisk deisme, der mestendels kommer til udtryk i almenkulturelle sammenhænge, er fundamentalistisk kristendom en stærk politisk faktor, der ikke blot fører korstog mod fri abort, homoseksualitet og evolutionslære, men også har udenrigspolitisk betydning.

Til gengæld er ateister tilsyneladende blandt de politisk suspekte i USA, som Richard Dawkins påpeger i Illusionen om Gud: »Ateister i Amerika i dag har status som de homoseksuelle havde for halvtreds år siden. (...) En gallupundersøgelse fra 1999 spurgte amerikanerne, om de ville stemme på en ellers velkvalificeret person, der var kvinde (95%), katolik (94%), jøde (92%), sort (92%), mormon (79%), homoseksuel (79%) eller ateist (49%).«

I modsætning til USA er der i Danmark ikke noget pres for at få antividenskabelig kreationisme ind i undervisningssystemet, og danske ateister er heller ikke ligefrem en trængt gruppe, selv om de endnu ikke på alle områder er ligestillet med kristne.

Sammenligner man ateismens status i USA og Danmark, er det måske forståeligt, om end ikke konstruktivt, at fremtrædende amerikanske ateisters retorik til tider næsten matcher fundamentalisternes intolerance og kammer over i aggressiv religionsfjendtlighed frem for målrettet religionsdebat og -kritik. Ateisten Sam Harris er f.eks. næsten lige så skinger i sin retorik, som han er uredelig i sine kategoriske udfald i i Troens fallit, der gør al religion til »hadets moder« og hævder, at intolerance er en »integreret del af alle trosretninger«. Dawkins er gennemgående mindre kort for hovedet og mere præcis i sin nok så skarpe kritik, men præget af samme trang til patroniserende forenklinger.

Mere frugtbart er det, når ateismen frem for en aggressiv og religionsekluderende nivellering sigter religionsneutralt som f.eks. den indiske nobelprismodtager i økonomi, Amartya Sen, og som visse hjemlige røster i debatten, bl.a. Niels I. Meyer og Mikael Rothstein i den aktuelle antologi, At leve og dø uden religion.

Rothstein er afgjort ikke uden kant i sin religionskritik, men afdramatiserer også konfrontationen: »Religion er helt normalt og som regel ganske problemløst.« Niels I. Meyer slår til lyd for et toleranceprincip, der rettes mod religiøse såvel som ikke-religiøse: »Lad være med vold og magt at forsøge at omvende andre til jeres overbevisning. Man kan godt leve side om side på en harmonisk måde, selv om man har vidt forskellig opfattelse af tro og religion.«

I den hjemlige politiske debat, hvor intolerancen især næres af aggressive islamkritikere, er det nødvendigt at gå i brechen for religonsneutral tolerance, og inden for dette felt kan tolerante ateister møde tolerante troende. F.eks. når den nye integrationsminister, Birthe Rønn Hornbech, ikke blot understreger, at hun som kristen er »meget mere i overensstemmelse med mange muslimer« end den almindelige dyrkelse af materialismen, men også vil undlade at inddele indvandrere efter religion og i øvrigt erstatte udtrykket »andengenerationsindvandrer« med »andengenerationsdansker«.

Den udmelding kommenterede en af de mange islamfjendtlige bloggere, Kim Poulsen, med ordene: »Ren nysproglig nonsens. Og dermed et angreb på selve demokratiet. Og dermed faktisk landsforræderi. Klyng den kælling op i næmmeste vejtræ!«

Bemærkningen, der således var skrevet med offentliggørelse for øje og her er gengivet uforkortet, blev siden forklaret som en »lille joke«.

Da Ahmed Akkari i sin tid bedyrede, at en bemærkning om bombesprængning af et ministerium med Naser Khader som minister, var en henkastet vittighed i privat lag, var der imidlertid ikke mange, der lo. Han blev stegt i mediernes gabestok.

Og havde en muslim i dag skrevet, at en minister skulle »klynges op i nærmeste et vejtræ«, er der ingen tvivl om, at historien ville trække forsidehistorier, politiske fordømmelser og politianmeldelser – joke eller ej. Selv om Poulsens bemærkning blev skrevet i en offentlig internetdebat, er PET dog heller ikke i dette tilfælde nødvendige. Man må trods alt skelne mellem den brede, offentlige debat og så bizar sarkasme i private sammenhænge såvel som i blog-universets regi-bemærkninger.

Men ordvalget om »kællingen« Hornbech, der skal »klynges op« for »landsforræderi«, fortæller ikke blot noget om den skingre indvandrerfjendtlige polemik på internettet – det fortæller også noget om den overspændte modstand, selv en moderat imødekommenhed over for indvandrere i almindelighed og muslimer i særdeleshed kan afstedkomme.

Også af den grund er det tolerancen, der må forene både troende og ikke-troende over for de konfronterende fløjes aggressive ateisme, uforsonlige fundamentalisme og skingre islamofobi.

Rune Engelbreth Larsen
Tendens: Politiken, 8.12.2007