Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Forsvar for Naser Khader

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Hvorfor var udarbejdelsen af regeringsgrundlaget ikke en simpel ekspeditionssag, der bare gnidningsfrit førte det vante ægteskab mellem VK og O videre efter et valg, hvor flertallet fortsat er i hus? Kan statsministeren ikke tælle til 90?

»Har I da slet ikke lært noget?« afbrød en fornærmet Pia Kjærsgaard valgaftenens flirteri mellem Naser Khader og Anders Fogh Rasmussen under den sidste partilederrunde. Husk »mine 25 mandater«, truede hun og henviste til Dansk Folkepartis fremgang på en halv procent, der takket være en nordatlantisk alliance med nød og næppe sikrede skindet på næsen for VKO-flertallet.

I Dansk Folkeparti kan man altså godt tælle til 90 – men det kniber med at lægge to og to sammen, når de klare valgtendenser skal gøres op.

Svaret på Kjærsgaards spørgsmål var naturligvis, at statsministeren afgjort havde lært af valget, og at læren lå i forlængelse af det forgangne halve års politiske opbrud:

At De Konservative, der i valgkampens begyndelse havde slået fast, at det ville være en »drømmesituation« at slippe fri af Dansk Folkepartis nøgleposition, klarede sig pænt, mens Venstre, der altid har stået på bedre fod med Kjærsgaard, til gengæld blev afhøvlet med seks mandater. At Ny Alliance, der bl.a. førte valg på at minimere Kjærsgaards indflydelse, kom i Folketinget med fem mandater, og at Dansk Folkeparti utvivlsomt har fået endnu flere modstandere end noget andet parti, hvilket i sig selv gør al selviscenesættelse som talerør for »danskerne« og »folket« til et virkelighedsfornægtende fatamorgana.

Og selvfølgelig at VKO på bundlinjen blev svækket med et samlet tab på fem mandater.

Alt dette er betydeligt mere markant end Kjærsgaards halve procents fremgang.

VKO er svækket, og Khader havde ret hele vejen, når han fastslog, at hans parti havde formået at flytte regeringen, allerede inden valget var udskrevet. Ny Alliances gevinst kunne også let have været to-tredoblet, men Venstre kan så takke partiets nybegynder-vanskeligheder og ikke mindst Henrik Qvortrups svinestreg mod Khader for, at mandattabet ikke blev endnu større.

Der gik sport i at latterliggøre flere af Khaders politisk uskolede kandidater, og pressen hoppede på regeringens taktik og gjorde Ny Alliances naturlige og beskedne krav om en dronningerunde til noget meget 'bizart', som man kunne spilde tiden på under partilederrunderne. Sandheden var jo, at regeringen for længst havde set skriften på væggen og derfor helst ville undgå at diskutere politisk substans – dét kunne nemlig kun tydeliggøre, at Ny Alliances havde sat dagsordenen og stod til at flytte et større kontingent borgerlige stemmer.

Hvad enten man er enig eller ej, havde substansen i Ny Alliances politik således et betydeligt momentum før og under valgkampen, og regeringen og Dansk Folkeparti forsøgte derfor at fjerne fokus fra substans til form og skræmmebilleder.

Irak-krigens løgnagtige iscenesættelse blev dysset ned, klimaforandringerne, der reelt kræver kolossale omstillinger og upopulære indgreb mod bilisternes benzin-overforbrug, druknede i letkøbte grønne intentioner, og de rettighedsløse flygtninge og blodige konsekvenser for afviste asylsøgere blev i bedste fald reduceret til et spørgsmål om en håndfuld irakere. I stedet blev der stik mod kendsgerningerne malet skræmmebilleder om Danmark som kommende »flygtningemagnet«, mens Khaders privatøkonomi blev dissekeret og skandaliseret.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at undertegnede ved mange lejligheder har kritiseret Khader, ikke mindst dengang den slags nærmest var at sidestille med majestætsfornærmelse; men ret skal være ret – den personhetz, som Khader blev udsat for i valgkampen, var i hovedreglen ikke blot politisk substansløs, men også direkte gemen.

Først og fremmest Kjærsgaard profiterede heraf, for valget var og blev primært et slag mellem Khader og Kjærsgaard – Foghs taburet var aldrig nogen sinde truet for alvor.

Kjærsgaard vandt måske nok valgduellerne og en halv procents fremgang, men Khader satte dagsordenen og har allerede haft mere indflydelse i dansk politik de seneste seks måneder end Socialdemokraterne de seneste seks år.

Socialdemokraternes historiske valgnederlag turde da også slå fast med syvtommer søm, at der skal mere til at »slå Fogh« end at sige det – og gentage det, når det mislykkes med et brag. Den, som får politisk indflydelse, er og bliver den, der sætter dagsordenen – det har Dansk Folkeparti bevist i 11½ år (både med og uden de afgørende mandater), og det har Ny Alliance demonstreret i ½ år.

Den kommende tid vil vise, om nogen formår at udnytte dette momentum offensivt til yderligere at fravriste Kjærsgaard dagordenen og forstærke valgets skrøbelige pendulsving til begyndende humanistiske gennembrud – eller om det blot bliver ved ubetydelige fingeraftryk på et regeringsgrundlag.

Rune Engelbreth Larsen
Tendens: Politiken, 24.11.2007