Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Er danskerne arbejdsliderlige forbrugsrobotter?

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Består danskernes salighed virkelig i at arbejde sig ihjel i så mange af døgnets vågne timer som muligt, blot for at kunne fylde dobbelt så mange indkøbsvogne med forbrugsgoder?

Det er det indtryk, man får af politikernes visioner for både nutidens og fremtidens Danmark. Ikke mindst Ny Alliance og De Konservative, der end ikke vil nøjes med at piske forbruget yderligere i vejret og kvæle de sidste rester af kvalitativ fritid; nej, også top- og mellemskatten skal bankes ned, så overforbruget kan nå nye højder.

Men hvorfor er det nu lige, at større forbrug egentlig er så godt, når vi lever i et overflodssamfund, hvis ressourcespild i forvejen bidrager til det globale klimakaos?

Fordi større forbrug fører til mere arbejde, der får flere hænder ud på arbejdsmarkedet, lyder det ofte gentagne svar.

Men hvorfor er det egentlig, at flere hænder på arbejdsmarkedet er så godt?

Fordi mere arbejde giver flere lønindtægter, der fører til større forbrug, der fører til mere arbejde, der fører til flere lønindtægter, der fører til større forbrug, der ... Og så videre.

Forbrugsepidemien og arbejdsnarkomanien er blevet sin egen Sisyfos-myte - vi slæber stenen op for at trille den ned, så vi kan slæbe den op igen.

Det er denne selvædende spiral, der har affødt det herskende politiske mantra: Knokl, køb og krepér.

Hvis arbejdsnarkomanernes politiske pushere fortsat får magt, som de har agt, skal de i forvejen hovedrige således have yderligere milliarder til yderligere overforbrug - et overforbrug, som de lavt- og mellemlønnede skal løbe endnu stærkere for at tilvejebringe, mens de selv bliver lokket og tvunget med aktiveringspisken og forbrugsguleroden til at udføre det dobbelte arbejde på den halve tid.

Imens kan vi så deponere børnene og bedsteforældrene mere eller mindre permanent i institutioner eller i hårdt pressede dagplejemødres og hjemmehjælperes varetægt, så vi aldrig selv behøver spilde kostbar arbejdstid på vores børns opvækst eller slægtens overflødige oldinge - de er gemt godt af vejen.

Og hvor i alverden skulle vi da også få tiden fra? Arbejdet kræver en ekstra spurt, så vi kan få råd til de skyhøje priser på daginstitutionerne - og til bilerne, så vi kan nå frem og tilbage i tide!

Arbeit macht frei, lyder omkvædet igen, men bare rolig, der er ingen gasovne eller udmagrede kz-fanger i tidens arbejdsstyrke. Bortset fra de marginaliserede tvangsarbejdere og ildesete flygtninge på sultehjælp, der tvinges til at putte fuglefrø i poser og slæbe vognlæs af reklamelort til de hungrende forbrugere, består arbejdsstyrken hovedsagelig af velnærede forbrugere, der hverken mangler samtalekøkkener eller sommerhuse. Og vi er pænt disciplineret og dresseret til at knokle, købe og krepere - uden alt for meget bøvl.

Glem alt om orlov, nedsat arbejdstid, ekstra fridage, efterløn eller pension - din pligt er lønarbejde, dit livsindhold er lønarbejde, og det ganske formål med din eksistens er lønarbejde.

Beskæftigelsesministeren har talt.

Men måske var det alligevel på tide at tale ham og det hellige arbejdshysteri imod? At standse op og stille nogle helt andre og fundamentale spørgsmål til rammerne for tilværelsen og samfundet?

Måske der er brug for politiske kættere, der kræver mere fritid i stedet for mere forbrug. Mere tid til at leve, engagere sig og i det hele taget gøre andet og mere end at knokle, købe og krepere?

Er der virkelig ikke behov for lidt mere tid til at være mere hos sine børn, bedsteforældre og venner? Til at lege, leve og engagere sig i verden? Til at gå i teateret, lytte til musik, læse en bog eller plante et træ? Til at se på stjerner, kigge hinanden i øjnene og flette fingre?

Måske sågar fundere lidt over livet og døden og meningen med det hele.

Men hvad så med væksten og alle de manglende hænder på arbejdsmarkedet?

Kunne det ikke tænkes, at en hel del af de manglende hænder paradoksalt nok skyldes, at der rent faktisk er for mange hænder på arbejdsmarkedet? At oppisket arbejdsmoral kræver et overdrevent institutionsforbrug for de børn og bedsteforældre, som vi har alt for lidt tid til? At stress og jag splitter familier og medfører omkostningstunge og belastende skavanker af fysisk og psykisk art, der må dulmes af alverdens antidepressive tilsætningsstoffer - fra lykkepiller og lotto til alkohol og overarbejde.

Og imens får man ondt i røven, blot et par glade sprittere eller arbejdsuduelige kontanthjælpsmodtagere ikke slider sig ihjel som os andre. Hvad fanden bilder disse parasitter sig egentlig ind?

De har bare at lyde beskæftigelsesministerens totalitære arbejdsmoral ligesom alle os andre - eller dø af sult. Så kan de lære det.

Er danskerne arbejdsliderlige forbrugsrobotter? Jeg ved det ikke.

Men det er ganske givet, at langt hovedparten af politikerne er i fuld gang med at gøre os til det - eller simpelthen ikke har fantasi til andet.

Rune Engelbreth Larsen
Tendens: Politiken, 1.9.2007
Bragt under titlen: »Knokl, køb og krepér - hvad ellers?«