Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Kjærsgaard er en farlig kvinde

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Det har vakt opsigt og forargelse, at Mogens Lykketoft i en kronik i Politiken (15.8.) har gentaget, hvad Marianne Jelved fastlog under karikaturkrisen: Statsminister Anders Fogh Rasmussen er en farlig mand.

Personligt har jeg kun mødt Fogh to gange bag kulisserne før nogle tv-optagelser, og han slog mig umiddelbart som en af de mest ukrukkede og imødekommende personer overhovedet – eller også bare usædvanlig høflig. Nu skal man naturligvis ikke lade sine førstehåndsindtryk eller fordomme (positive såvel som negative) løbe af med sig, men naturligvis er der venlige og rare mennesker bag mange af de talende jakkesæt i dansk politik.

Kan en rar mand i så ufarlig en sport som dansk politik virkelig være farlig?

Faktum er i hvert fald, at statsministeren førte Udenrigspolitisk Nævn bag lyset under karikaturkrisen, talte usandt over for offentligheden om de muslimske ambassadørers intentioner og i kraft af unødvendig diplomatisk stædighed og manipulationer i særklasse lod en risikabel sag eskalere i månedsvis. Til trods for at det hele kunne være afsluttet på få dage med en kort erklæring og et møde – vel at mærke uden at statsministeren behøvede give køb på sine holdninger.

Hvorfor er dét sandsynligt?

Fordi statsministeren rent faktisk sidenhen tog ved lære af kritikken af den diplomatiske fadæse og reagerede promte og ganske anderledes, da Dansk Folkepartis Ungdom få måneder senere havde fremstillet vulgære tegninger af Muhammed. Fogh erklærede da i en pressemeddelelse: »Deres smagløse optræden repræsenterer på ingen måde det danske folks eller unge danskeres syn på muslimer eller islam.« (8.10.2006).

Denne sag resulterede således ikke i en krise – og en tilsvarende erklæring om de groveste af Jyllands-Postens karikaturer ville utvivlsomt have haft samme effekt.

Men Fogh har et inkonsistent og manipulatorisk forhold til ytringsfriheden. Over for sine venner i Jyllands-Posten kunne han slet ikke udtale sig om karikaturerne uden at »krænke ytringsfriheden«, sagde han dengang: »Det ville også være helt forkert, hvis en regering i et frit folkestyre giver en vurdering af, om dét, pressen bringer, er i orden. Jeg tror, at der ville lyde et ramaskrig, hvis regeringen skulle til at gøre sig til smagsdommer over den redaktionelle linje på de enkelte medier.« (Ritzau, 25.1.2006).

Helt anderledes forholdt det sig imidlertid, da regeringen iværksatte en voldsom afledningsmanøvre over for dokumentarfilmen 'Den hemmelige krig'.

Her ville statsministerens forargelse omvendt ingen ende tage. Nu havde det pludselig ikke noget med »ytringsfrihed« at gøre længere, at regeringen gjorde sig til smagsdommer over den redaktionelle linje på DR.

En uvildig undersøgelse fra Center for Journalistik på Syddansk Universitet og fagbladet Journalisten konkluderede imidlertid i denne uge: »Filmen fremlægger tilstrækkelig journalistisk dokumentation til at gøre den påstand gældende, at regeringen har givet Folketinget urigtige/vildledende oplysninger, når den oplyste, at fanger i Afghanistan ville blive behandlet i overensstemmelse med principperne i Genève-konventionerne.«

Endvidere hedder det: »Regeringen gennemførte ’en klassisk afledningsmanøvre’, og medierne hoppede på den.«

Magtkritisk journalistik har fået mere trange kår, mens regeringspropaganda sluges alt for let.

Således har næppe nogen anden dokumentarudsendelse været genstand for større ramaskrig, flere undersøgelser og granskninger end 'Den hemmelige krig' – hvorimod Fogh til gengæld kategorisk har afvist enhver uvildig undersøgelse af noget så alvorligt som grundlaget for og -iscenesættelsen af Irak-krigen!

Med andre ord:

1) Et Irak i blodig borgerkrig med ufattelige tragedier, danske soldater i ligkister og en krigsiscenesættelse, hvor både stats- og udenrigsministeren beviseligt har fortiet og manipuleret med kendsgerninger og flere gange har udtalt sig om Iraks påståede masseødelæggelsesvåben i modstrid med tilgængelige fakta: Ingen undersøgelse.

2) Et regeringskritisk dokumentarprogram: Hele regeringens propagandaapparat og spin-inkvisition i sving!

Fogh er sikkert en rar mand, men Lykketoft har ret: Han er en farlig politiker.

Helt surrealistisk bliver det derfor, når Pia Kjærsgaard af alle tager afstand fra Lykketoft med ordene: »Hvis det skal være tonen i den valgkamp, som mange forventer kommer, så bliver det noget snavs.« (JP.dk, 15.8.2007).

Jo, det er sørme hårdt at blive kaldt »farlig«, når man som statsminister kun råder over landets mest magtfulde embede og en hær af spindoktorer – og får store dele af pressen til at opføre sig som sin private lirekasse.

»Tonen« må sandelig ikke udarte sig til noget »snavs« over for stakkels Fogh, fastslår Kjærsgaard – samme Kjærsgaard, som ellers gladeligt gør en dyd ud af at tilsværte landets muslimer med et politisk rendestenssprog og propagandistisk dæmonisering af værste skuffe, og som er hovedansvarlig for brutaliseringen af asylansøgernes tilværelse i de danske interneringslejre. Ikke noget snavs dér?

Kjærsgaard er en farlig kvinde.

Rune Engelbreth Larsen
Tendens: Politiken, 18.8.2007