Socialdemokraterne har givet op
Af Rune Engelbreth Larsen 
Socialdemokraternes folketingsgruppe er i opløsning – hele 15 af partiets politikere har sagt nej til at genopstille, og kun 28 af de 47 medlemmer af folketingsgruppen gad deltage i en drøftelse af det kriseramte partis fremtidige strategi, som partiledelsen lagde op til i denne uge.
Partiet er ved at kollapse – ikke med et brag i splittelse og fandenivoldskhed, som dog kunne skabe ny dynamik på længere sigt, men i lammende apati og resignation. De har givet op.
Thorning-Schmidts kurs er et skole-eksempel på, hvor galt det kan gå, når et politisk parti har mistet evnen til at være i offensiven og kun kan navigere efter andres dagsordener. Hun har taget ved lære af Dansk Folkepartis politik i stedet for af deres engagement.
I årevis var Dansk Folkeparti det politiske lokomotiv – fra partiets stiftelse i 1995 og frem til en sejt tilkæmpet nøgleposition i 2001 satte man dagsordenen, i medvind såvel som modvind.
Langsomt, men ubestrideligt fulgte flere og flere partier i kølvandet på den stædige slæbebåd, der havde udstukket en ny kurs i dansk politik.
Dansk Folkepartis problem er imidlertid, at »visionerne« nok har kunnet præge den danske tidsånd en årrække, men til gengæld har meget mere imod sig på længere sigt. Kampen for en mere eller mindre islam-fri fremtid er en ren dystopi, og det tidspunkt er for længst passeret, hvor udviklingen kan rulles tilbage uden regulær etnisk udrensning. Derfor er man på vej ind i ingenmandslandets dilemma: Kun en yderligere radikalisering kan bringe partiets mest offensive kræfter nærmere deres mål; men en yderligere radikalisering er samtidig mere, end mange regeringspolitikere kan bære, og dermed et farvel til nøglepositionen i dansk politik.
Kun med frygtens retorik og sensationsjournalister som nyttige medspillere kan partiet dominere dagsordenen igen ved at nære den mistro og foragt, som gør samfundets inklusion af den kulturelle mangfoldighed smertefuld og konfliktfyldt i stedet for fleksibel og løsningsorienteret. Sandheden er jo, at ud over punktet »Anti Islam« har Dansk Folkeparti stort set intet selvstændigt partiprogram.
De socialdemokrater, der først modvilligt og siden velvilligt lod sig lokke ud på Dansk Folkepartis kurs, har i mellemtiden vundet en enestående pyrrhussejr. Først hentede man Kjærsgaard-klonen Karen Jespersen ind for at få del i Dansk Folkepartis medvind, dernæst undlod man at fastholde Lykketoft og valgte Thorning-Schmidt som formand for at få del i Venstres medvind. Resultat: På rekordtid afmønstrer en tredjedel af Thorning-Schmidts tidligere partifæller i Folketinget.
Imens skriver Enhedslisten danmarkshistorie ved at turde gå imod strømmen og sætte en offensiv dagsorden, ligesom Dansk Folkeparti gjorde i 1990'erne – men selvfølgelig i modsat retning. Enhedslisten turde stå ved en muslimsk folketingskandidat, som medierne og diverse gammelfeminister forsøgte at hænge ud med samme uredelige emsighed, hvormed man i sin tid knuste Mona Sheikhs politiske karriere.
Symptomatisk nok fandt Thorning-Schmidt og SF det i stedet på sin plads at deltage i hylekoret mod det lille venstrefløjsparti netop på dét tidspunkt, hvor regeringens støtteparti ellers var sendt gevaldigt til tælling.
Og imens Enhedslisten skaber nybrud på den ene fløj, skaber Ny Alliance nybrud på den anden.
Derimod er Socialdemokraterne ganske enkelt ikke et bud på hverken nybrud eller kursskifte i dansk politik, men bare en del af dødvandets vraggods.
Næste skridt er derfor at se i øjnene, at det vil være yderst risikabelt at pege på Thorning-Schmidt som statsminister – og helt katastrofalt at gøre det uden ultimative krav! Hellere føre konsekvent oppositionspolitik med en offensiv dagsorden end at falde for den lette løsning og pege på Socialdemokraternes Fogh-alt-andet-end-Light.
Jamen der er skam forskel på S og V, forsikrer socialdemokraterne – ja, der er forskel. Er det så ikke bedre at få fem procents forbedring under Thorning-Schmidt end mere af det samme under Fogh? På kort sigt, måske – afgjort ikke på lidt længere sigt.
Hvis Thorning-Schmidt bliver statsminister, vil Socialdemokraternes nuværende dødvande være permanent. Hvis ikke, er der i det mindste håb om et kursskifte i næste valgperiode.
Derfor var det også mere en nødvendig end en god idé, da Marianne Jelved lancerede sig selv som statsministerkandidat og stillede ultimative krav. Desværre turde partiet ikke holde fast.
Nu er oppositionen nødt til at tænke længere end til det førstkomne valg. Og hvis ikke det gamle arbejderparti tvinges til et radikalt kurs- eller formandsskifte ved at blive truet på ministertaburetterne, bidrager man til ikke bare til Socialdemokraternes igangværende politiske selvmord, men også til en fortsættelse af Foghs og Kjærsgaards linje.
Med eller uden Fogh og Kjærsgaard.
Rune Engelbreth Larsen
Tendens: Politiken, 26.5.2007
