Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Eva Kjer Hansen gør ret i at begrænse anbringelser

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

»Når du strammer garnet, kvæler du jo barnet,« hedder det i Peter Fabers berømte julesang, men det er desværre også træffende, når politikere strammer lovens snærende bånd.

Det gælder ikke mindst den tvangsfjernelsespolitik, som Socialdemokraterne med Karen Jespersen i spidsen gennemtvang i 1990'erne, men som Venstres socialminister, Eva Kjer Hansen heldigvis begynder at gøre op med.

Lad mig med det samme understrege, at også jeg naturligvis mener, at ethvert barn, som er udsat for brutalitet eller mishandling, indiskutabelt bør anbringes uden for hjemmet. Der er børn og unge, som desværre kun kan reddes fra gruopvækkende overgreb ved at blive tvangsfjernet – ingen tvivl om dét.

Men man må ikke samtidig være blind for, at praksis på området kan strammes så voldsomt, at der også er familier, som uberettiget kommer i klemme.

Dette og en række andre forhold er imidlertid blevet fuldkommen negligeret af oppositionen i dette spørgsmål, hvor populistisk parti-taktik fylder mere end nuancer og omtanke:

For det første er den negative sociale arv i bedste fald en misvisende myte.

Naturligvis har børn fra belastede miljøer dårligere odds end børn fra mønsterfamilier, men sociale problemer er ikke af den grund en genetisk defekt. »Hovedtendensen er, at børn ikke arver deres forældres sociale problemer,« understreger bl.a. sociolog Morten Ejrnæs (Politiken, 22.6.03).

For det andet tilgodeser tvangsanbringelser bestemt ikke i alle tilfælde barnets tarv. På baggrund af 35 sager om børnefamilier i krise fastslog Tine Egelund i sin doktordisputats 'Beskyttelse af barndommen – socialforvaltningers risikovurdering og indgreb' (1997), at en række arbitrære faktorer var udslagsgivende for indsatsen over for børnefamilier. F.eks. var »væsentlige sider« af familiers liv »systematisk uoplyste« i journalerne, der af og til var »sjusket skrevet«, nogle gange direkte »selvmodsigende«, og det kunne sågar »være vanskeligt at skelne mellem fakta, rygter og tolkninger«.

Egelund, der i dag er seniorforsker ved Socialforskningsinstituttet, inddrog også internationale undersøgelser af, hvorledes vilkårlige forhold kan spille ind under sagsbehandlingen: »Det væsentlige i arbejdet er at kunne bevise, at man er 'inde i' familien. Det beviser man ved at kunne redegøre for en række detaljer om familiens liv, at kunne levere common sense-iagttagelser af hændelser, personer, mærkværdigheder og farverige pudsigheder, som man har fået indblik i. Samtidig skal disse iagttagelser leveres i en subtilt ironisk eller distancerende tone, hvor man får indføjet familiens bizarre påklædning, ejendommelige vaner, et par latterlige ordvekslinger familiemedlemmer imellem, kort sagt får præsenteret et billede af en familie i et afvigende og socialt inkompetent lys. Det er dette billede af familier, farvet som det er af common sense-betragtninger og moralske udsagn, der leverer grundlaget for beslutninger om, hvad der skal ske.«

For det tredje kan en anbringelse godt være en traumatisk affære, der forværrer problemerne. På baggrund af en nyere undersøgelse, konkluderer Egelund: »Som helhed må man sige, at velgennemførte effektstudier tegner et noget dystert billede af effekterne af at blive anbragt.« (Social Forskning 10/2003).

Faktisk bryder næsten halvdelen af alle teenage-anbringelser simpelthen sammen.

Og for det fjerde: I de situationer, hvor en anbringelse uden for hjemmet er uundgåelig, har man alt for sjældent benyttet såkaldte slægtsanbringelser (f.eks. pleje hos et familiemedlem), selv om forskningen viser gode resultater. Børnene bevarer lettere kontakten til forældrene, deres netværk eroderes ikke, og frem for alt er der langt færre sammenbrud i disse tilfælde.

Det er derfor en betragtelig, men underkendt fordel i aftalen mellem regeringen og Kommunernes Landsforening, at flere børn fremover skal anbringes hos familiemedlemmer i stedet for i institutioner eller hos plejefamilier.

I Danmark er ca. 14.000 børn anbragt uden for hjemmet – det er én procent af alle børn og derved dobbelt så stor en andel som i vore nordiske nabolande. Alligevel er det socialdemokratisk politik at fjerne endnu flere – intet mindre end 50.000-60.000, slyngede Thorning-Schmidt ud for et par år siden (jf. Politiken, 27.2.05)!

Det er den slags politiker-matematik, der kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen.

At partiet i modsætning til Venstre fastholder den unuancerede tvangsarv fra Karen Jespersen, er ganske enkelt en tragedie, men skal naturligvis ikke skjule det faktum, at både Socialdemokraterne og regeringen har svigtet fælt i forhold til at forebygge anbringelser.

Dehumaniserende tvangsaktivering og en skammelig mangel på rettigheder og retshjælp er af indlysende grunde den lige vej til en yderligere brutalisering af belastede familiers trængte tilværelse – og fører bare til flere anbringelser og familietragedier på samfundets bund.

Rune Engelbreth Larsen
Tendens: Politiken, 14.4.2007