Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

McCarthy på dansk

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Efter at have forsøgt at begrave religionsforskeren Tim Jensen med usaglige kampagneangreb på hans kritik af Jyllands-Posten under karikaturkrisen, var det for nylig hans kollega, Mikael Rothstein, som avisen via manipulation og mediepres ville have lukket munden på.

Dette organ for selektiv ytringsfrihed kan ikke nøjes med at være uenig med Rothstein, når han forsvarer Ungdomshuset, skønt han endog utvetydigt tager afstand fra al vold – nej, han skal tværes ud på lederplads. Han skal slås i hartkorn med totalitære maoister, og avisen kræver officiel irrettesættelse, mens man benytter lejligheden til atter at harcellere over, at Tim Jensen endnu ikke er blevet »belært« af sin universitetsrektor.

Jo, ytringsfriheden længe leve – så længe den altså infamerer muslimer eller kritikere af magtfulde medier og politikere.

Dét korstog er Karen Jespersen også på, og hun vil nu have en undskyldning fra Helle Thorning Schmidt. Ikke fordi Socialdemokraternes forkvinde har lanceret nogle hånlige, spottende og latterliggørende propaganda-karikaturer af Karen Jespersen, for det har hun ikke.

Nej, hun skal sige »undskyld«, fordi socialdemokraterne Johannes Lundsfryd Jensen og Kim Mortensen har vovet at skrive en kronik i Jyllands-Posten: »Om Karen Jespersen og den milde fascisme.«

Her analyseres de »fascistiske træk«, som hun og andre »modoplysere« promoverer: »Modoplyserne afviser humanismen, fordi den sætter mennesket i centrum. Modoplyserne anfægter også de basale menneskerettigheder, hvor alle mennesker har lige værd, fordi menneskerettighedernes grundsubstans er en afvisning af særlige forhold for den enkelte kultur eller stamme. Samme afsæt i nationalstaten som organisme findes i Dansk Folkeparti, der til dels er præget af den korporative tankegang. Alle danskere har i denne opfattelse de samme værdier. (...) Eneste modsætningsforhold gælder de ikke-danske kulturer eller fortalerne for, at der skal være plads til alle i et multikulturelt samfund. Dermed placerer Dansk Folkeparti sig med en tænkning, der også var grundlaget for fascismen i Italien og andre dele af Europa i begyndelsen af det 20. århundrede.« (Jyllands-Posten, 27.2.).

Man skal være meget blind for ikke at se, at denne karakteristik er udramatisk præcis. De åbenlyse fascistiske træk (hvoraf den propagandistiske dæmonisering af et marginaliseret mindretal er endnu en klar parallel) behøver naturligvis hverken gøre Karen Jespersen til »fascist« eller Dansk Folkeparti til et »fascistisk parti«, eftersom der er andre fascistiske træk, som slet ikke går igen. Men det gør ingenlunde de eksisterende paralleller irrelevante.

Karen Jespersen er imidlertid sart, såret og sur og vil have en »undskyldning«. Den samme Karen Jespersen, som står last og brast med Jyllands-Postens afvisning af at sige »undskyld« for at have genanvendt en propagandaform over for det muslimske mindretal i Danmark, som nazisterne i sin tid anvendte over for det jødiske mindretal i Tyskland. Det er altså et »knæfald« for ytringsfrihedens modstandere at sige undskyld for hån, spot og latterliggørelse af muslimer – men absolut påkrævet at socialdemokrater siger undskyld for kritik af Karen Jespersens fascistiske træk?

Dermed cementerer hun selvfølgelig sin position blandt de hyklere, der under karikaturkrisen netop havde travlt med at insistere på »ytringsfrihedens ukrænkelighed« som alibi for propagandaretten – og siden har haft lige så travlt med at lukke munden på deres modstandere.

Vi glemmer ikke, med hvilken begrundelse Karen Jespersens nuværende partiformand, statsminister Anders Fogh Rasmussen kategorisk afviste at kritisere, endsige kommentere karikaturerne: »Det ville også være helt forkert, hvis en regering i et frit folkestyre giver en vurdering af, om dét, pressen bringer, er i orden. Jeg tror, at der ville lyde et ramaskrig, hvis regeringen skulle til at gøre sig til smagsdommer over den redaktionelle linje på de enkelte medier.« (Ritzau, 25.1.2006).

Den samme Anders Fogh Rasmussen, der bestemt ikke havde problemer med at optræde som »smagsdommer over den redaktionelle linje« i mistænkeliggørelsen af motiverne bag den regeringskritiske dokumentarfilm »Den hemmelige krig«. Under karikaturkrisen var statsministerens holdning som bekendt den modsatte: »Jeg vil ikke tage stilling til motivet, fordi så er jeg selv med til at afspore debatten ved at acceptere en præmis om, at der overhovedet kan være en grænse for ytringsfriheden.« (Jyllands-Posten, 30.10.2005).

Morale: man må kun afspore debatten, mistænkeliggøre motiver og kræve undskyldninger, når det er regeringskritikere, der formaster sig til at gøre brug af ytringsfriheden.

Det er denne danske variant af McCarthyismens meningspres, der med ildevarslende held ensretter mediemaskinen, tvinger kritiske forskere af banen og gør passive mæhlam ud af flere og flere Christiansborgjournalister, der ikke tør tale landsfader Fogh imod.

Rune Engelbreth Larsen
Tendens: Politiken, 17.3.2007