Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Berlingske Tidende kontra Lars Hedegaard

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Det var nødvendigt og vigtigt, at Berlingske Tidendes Jesper Larsen og Michael Bjerre sammen med chefredaktør Niels Lunde blev frikendt for at offentliggøre fortrolige efterretninger om Iraks fiktive masseødelæggelsesvåben, fordi pressefriheden naturligvis står sin prøve dér, hvor myndighederne forsøger at forhindre den magtkritiske journalistik.

At tiltale journalisterne og chefredaktøren for at have bragt »statens sikkerhed og rigets forsvar i fare« var nærmest monty pythonsk i sin absurditet - men det var imidlertid også forudsigeligt, at de aldrig ville blive dømt.

Hvorfor? Fordi pressekorpset er 110 procent enige om det forargelige i tiltalen, og fordi den eneste instans, som de øvrige danske magter kun nødtvunget kommer på tværs af, netop er pressen.

Derfor blev Frank Grevil til gengæld lige så selvfølgeligt dømt for at have udleveret de fortrolige papirer, som Berlingske blev frifundet for at offentliggøre dem - og deri ligger den egentlige ytringsfrihedsskandale.

Forsvarskommandoens kommentarer til dommen giver således et afslørende billede af magtens moderne anatomi - her finder man det i orden, at avisen gik fri, for »det vigtigste for systemet var vel, at Grevil blev dømt« (sic).

Den »lille mand« i systemet, hvis samvittighed byder ham at afsløre, at landets regering sender soldater i krig på et forløjet grundlag, kanøfles altså omkostningsfrit, mens det er altafgørende for politikere og andre myndigheder at stå på god fod med pressen.

I hvert fald når medierne er fuldkommen enige som i den foreliggende sag - ellers havde man naturligvis bare spillet aviserne ud mod hinanden, belønnet de føjelige og obstrueret de kritiske, som det skete under karikaturkrisen.

Selvfølgelig er dommerne professionelle, men de er også præget af tidsåndens tendenser, der i et uigennemskueligt blandingsforhold både videreformidles og skabes af medierne. Som landet ligger i dag, består paradokset derfor i, at anklagemyndigheden af juridiske og politiske grunde nødvendigvis måtte rejse tiltale, og at domstolene måtte dømme Grevil, men frifinde Berlingske.

Også dét burde statsministeren blive udspurgt om af kritiske journalister, men han er blevet fanget i sit eget klæbrige spin(d) af krigsløgne og har derfor klogeligt valgt at afvise interviews, der kommer ind på beslutningsgrundlaget for krigen.

Hvis pressen imidlertid skal vise andet og mere end korpsånd over for tiltalte kolleger, og hvis man har lært noget som helst af sagen, må det selvsagt være at gå Anders Fogh Rasmussen ekstra kritisk og målrettet på klingen. At tænke sig en krigsførende nation, hvis statsminister ikke vil besvare spørgsmål om krigsgrundlaget - til trods for efterretningsoplysninger, der undsiger ham, og som just har været omdrejningspunktet i en afgørende retssag?!

Men sagen illustrerer flere aspekter af magtens interesse-bestemte forhold til ytringsfriheden.

Med et minimum af saglig relevans udstiller dele af pressen f.eks. gerne politikeres uvedkommende privatforhold og udhænger mistænkte privatpersoner på spisesedler, fuldstændig ligeglade med omkostningerne for de pågældendes tilværelse - bare det er en »god historie«.

Og der findes ikke en nedrighed så gemen, at den ikke kan forsvares under skinhellig henvisning til »ytringsfrihed« og »pressefrihed«, der ikke blot er blevet gidsler i en gabestoksmentalitet, der trives i underlødige medier, men desværre også for rå politisk propaganda.

På Færøerne er der politikere, som nægter homoseksuelle beskyttelse mod nedværdigende hån, og i Danmark er der politikere, som raser over det eksisterende papirtynde bolværk mod dæmoniserende generaliseringer. Begge steder tordner yderfløjen mod racismeparagraffen og forveksler ytringsfrihed med propagandaret.

Derfor er det også tankevækkende, når Lars Hedegaard med et skuldertræk bagatelliserer den principielle betydning af tiltalen mod Berlingske Tidende og ligefrem kalder det »underordnet« for ytringsfriheden, om der skulle falde dom eller ej. Man er nemlig »ikke berettiget til at offentliggøre noget som journalist, bare fordi man kender en, der har stjålet« (Politiken, 4.12.), som han så regeringsloyalt trivialiserer hele affæren.

Lige så let og ubekymret, som han er parat til at acceptere en dom mod Berlingske Tidende for avisens afdækning af statsministerens forløjede krigsiscenesættelse, lige så hysterisk bliver han derimod, når Dansk Folkeparti & Co. risikerer beskedne dagbøder for groft at dæmonisere landets muslimer.

Dette absurde teater har vendt ytringsfriheden på hovedet længe nok - lad os håbe, at frifindelsen af Berlingske er begyndelsen til at få bragt orden i begreberne.

Frank Grevil har fortjent en statue på Rådhuspladsen i København og Berlingske Tidendes journalister og chefredaktør en medalje for netop at turde dét, som ytringsfriheden drejer sig om - og det er selvsagt ikke at dæmonisere muslimer, homoseksuelle eller andre trængte minoritetsgrupper. Den slags overgreb og pervertering af begreberne hører netop den totalitære tankegang til.

Nej, ytringsfriheden er selvfølgelig tilkæmpet for at holde magten lige dér, hvor magten altid skal holdes - i skak! Det gælder regeringsmagten, og det gælder propagandamagten.

Tak til Frank Grevil - og til lykke til Berlingske Tidende.

Rune Engelbreth Larsen
Tendens: Politiken, 9.12.2006
Bragt under overskriften: »Til lykke til tanten«