Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Tag konsekvensen og split Socialdemokraterne i to

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

»For 116 år siden fejrede man internationalt dagen første gang. Dengang var kravet en 48- timers arbejdsuge, for man arbejdede stadig seks dage om ugen. Mange steder slog myndighederne hårdt ned på demonstrationerne. I 1899 blev 1. maj anerkendt som fridag her i landet, men det skulle stadig vare længe, før arbejderne opnåede acceptable levevilkår. 1. maj blev arbejdernes og arbejderbevægelsens dag. Arbejderne opnåede gennem kamp højere løn, længere ferier og bedre vilkår. Det var godt! Det var nødvendigt!«

Sådan beskriver Pia Kjærsgaard i sit ugebrev betydningen af 1. maj og arbejderbevægelsens fortjenester som kamporganisation.

Men der er som bekendt ikke meget tilbage af dét, der endnu for et århundrede siden var en visionær bevægelse, som turde risikere noget, tale systemet midt imod og sætte magt bag kravene om frihedsrettigheder, medbestemmelse og velfærd. I dag er store dele af arbejderbevægelsen uden visioner og opretholder kun et stadig mere halvhjertet forsvar for det vundne og sine steder en utidssvarende fastholdelse af »arbejder-identiteten«.

Utidssvarende, fordi de færreste er »arbejdere« længere, og fordi de undertrykte og marginaliserede i dagens Danmark heller ikke er lønmodtagerne i almindelighed, men bl.a. de arbejdsløse, hvis rettigheder og levevilkår forringes år for år – ikke mindst som følge af den tvangsaktiveringspolitik, som den sidste »arbejderregering« meget betegnende selv satte på skinner under Nyrup.

Arbejderbevægelsen, der over generationer fik arbejdstiden skruet ned til et tåleligt niveau og ferie- og fritiden op til et rimeligt niveau, istemmer i dag stort set det udbredte arbejdshysteri og har intet gjort for de tvangsaktiverede, der er blandt vor egen tids underklasse.

I praksis accepterer arbejderbevægelsen ikke blot tvangsarbejdets utilslørede løntrykkeri, men ser igennem fingrene med, at titusinder rask væk fremstilles, som om de ligger samfundet »til byrde«, alt imens de umyndiggøres i et ensrettende og autoritært kontrolsystem.

I en tid med svimlende økonomisk fremgang er der end ikke det minimum af solidaritet og visionært mod, som kunne sætte bevægelsens latente styrke bag afskaffelsen af denne arbejdstvang og f.eks. fremme nedsat arbejdstid og bedre orlovsmuligheder for alle.

Galopperende stress både hjemme og på arbejdet samt en tiltagende institutionalisering af børn og ældre er den forudsigelige kurs af at forcere vækstspiralen yderligere – men det har man imidlertid stort set accepteret som det absolut eneste svar på »ældrebyrden«, som nyliberalistiske økonomer og politikere har fortegnet til en nationaløkonomisk apokalypse.

Hvor blev alternativerne af, hvor blev den visionære bevægelse af, hvor blev fremhævelsen af, at der er andre veje end at jage flere ud i tvangsaktivering og at piske endnu flere familier op i det røde stress-felt?

Idéforladt står arbejderbevægelsens ledere og politikere med resignerende miner og halvløftede næver under årets nationale byfest den 1. maj, mens de tjatter lidt til Jelved, som Socialdemokraterne selv har skubbet ud til højre under Thorning-Schmidts bestræbelser på at overtage fire femtedele af Foghs og Kjærsgaards politik.

I ti år har partiet begået den kollektive fejl at tro, at man kunne inddæmme stemmeflugten til Dansk Folkeparti og Venstre ved minutiøst at kopiere dem – en kurs, Pia Kjærsgaard selvfølgelig ønsker styrket i sit ugebrev, der når nye surrealistiske højder ved at modstille »mistænkeliggørelse af regeringen og Dansk Folkeparti« med »1. maj«.

Den indlysende partitragedie består imidlertid i, at Socialdemokraterne i årevis har tabt og tabt, mens partiet i årevis har givet indrømmelser til Dansk Folkeparti.

Efter et lille århundrede ved magten har trygheden overtaget, og Socialdemokraterne er paralyseret af frygten for en selvstændig kurs, der sætter en helt ny dagsorden, og derfor flytter de naturligvis ikke længere noget som helst i det danske samfund – bortset fra de stemmer, de flytter ud af partiet. Det var imidlertid kampgejst og modet til at sætte sin egen dagsorden, der i sin tid skabte den danske arbejderbevægelse og årti efter årti erobrede rettigheder og friheder.

Den socialdemokratiske bevægelse har derfor brug for en visionær ledelse, der tør gå imod strømmen og kæmpe de nye trængte gruppers sag med samme ildhu, som man for et århundrede siden kæmpede arbejdernes sag.

Men hvis størstedelen af partiets medlemmer vitterlig er lige så træge og visionsløse som den nuværende kurs giver indtryk af, er det spørgsmålet, om ikke de tiloversblevne humanistiske socialdemokrater lige så godt kan tage den hårde konsekvens af de trøstesløse udsigter og sprænge partiet i to med det samme? Der er alligevel ikke skyggen af chance for, at Thorning-Schmidt eller hendes kopi-linje nogen sinde kan slå Anders Fogh og Pia Kjærsgaard, for den nuværende socialdemokratiske kurs er blot en intensivering af samme nederlagskurs, som man allerede har fulgt i en årrække.

Så hvorfor trække pinen ud?

Selvfølgelig er tabet stort til at begynde med, men da det kommende valg i alle tilfælde er tabt under den nuværende ledelse, kan socialt ansvarlige socialdemokrater lige så godt bryde ud af fallitboet med det samme og skabe et nyt socialdemokrati, der ikke tænker ét, men to eller tre valg frem og langsigtet mobiliserer fundamentet for et reelt opgør med Fogh & Kjærsgaard.

Det »gamle« parti med den nuværende ledelses konturløse regeringskopi ville i givet fald utvivlsomt hurtigt visne hen, for den tiltrækker kun den vigende skare af traditionstrofaste vane-vælgere, fordi de ikke har et socialdemokratisk alternativ.

Men et nyt og offensivt socialdemokrati kan blive dagsordensættende, selv som et lille udbryderparti.

Og hvad er der at tabe?

Rune Engelbreth Larsen
Tendens: Politiken, 6.5.2006