Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Politiadvokat devaluerer racismeparagraffen

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Inden den københavnske politiker, Ali Baba blev valgt ind i Borgerrepræsentationen for Det Radikale Venstre, var der en del opstandelse over 36 antisemitiske artikler på hans hjemmeside. Læseren husker nok, hvorledes det vakte bestyrtelse op til kommunalvalget, at denne muslimske politiker tilsyneladende havde offentliggjort en opfordring til at internere småkriminelle jøder i udenlandske fængsler, fordi »vore love forbyder os at dræbe vore modstandere officielt«, og at han i flere tilfælde havde kaldt jøder for »krigsmodstandere« og »kræftknuder«.

Medierne kastede sig som bekendt over Ali Baba, og Det Radikale Venstre var beklemte og tog nølende afstand, men Ali Baba fastholdt sine ord: »Du kan tage ordene for pålydende, som de står der. Der er ikke noget imellem linjerne.« (Information, 30.9.05).

En række lokalpolitikere og flere jøder politianmeldte ham imidlertid for overtrædelse af racismeparagraffen, og efter en snak med sin partiledelse kom Ali Baba på andre tanker. Dagen efter udsendtes en pressemeddelelse, hvori han utvetydigt beklagede sine antisemitiske udsagn – og efter yderligere et døgn kom han pludselig i tanke om, at han for resten slet ikke anede, hvilke artikler der overhovedet var tale om! Ali Baba havde i hvert fald hverken skrevet dem eller haft noget som helst kendskab til dem, hed det nu.

Den kovending var der naturligvis ikke én journalist, som åd, eftersom Ali Baba jo flere gange tidligere havde bekræftet, at han selv havde skrevet det hele, og havde kommenteret og diskuteret propagandaen i detalje. Men ikke desto mindre afviste Københavns Politi efter et par ugers efterforskning at rejse sigtelse.

Politiets forklaring lød, at man ikke kunne bevise, at Ali Baba havde kendskab til den antisemitiske propaganda i de 36 artikler på hans egen hjemmeside.

Ikke bevises?! Det kunne ikke blot sandsynliggøres, at Ali Baba kendte til propagandaen i detalje (hvordan skulle han ellers kunne forsvare og kommentere den konkrete ordlyd i detalje?), men det var også allerede dokumenteret i pressen, at han oven i købet selv havde offentliggjort nogle af artiklerne i to læserbreve og i en bog. Beviserne på Ali Babas utroværdighed og usandfærdighed i hele denne sag var med andre ord legio.

Men politiadvokaten forklarede overraskende nok, at han ikke vidste noget om offentliggørelsen andre steder (han læste åbenbart ikke aviser), og at han i øvrigt ikke ville høre mere om det: »Vi har truffet en afgørelse, og så synes jeg, det politiske valg skal køre i Københavns Kommune, uden at det bliver draget til debat.« (Information, 18.10.05).

Politiadvokaten mente altså, at sagen var uddebatteret – fordi der var valg?!

En mere absurd afgørelse skal man vist lede længe efter – og en så politisk betinget udtalelse er selvfølgelig helt uacceptabel fra politiets side.

Men inden vi går videre, er det vist på tide at røbe, at Ali Baba aldrig har eksisteret, og at der aldrig har været en muslimsk lokalpolitiker fra Det Radikale Venstre, som har offentliggjort antisemitisk propaganda af ovenstående art. Det er selvfølgelig i virkeligheden Dansk Folkepartis Louise Frevert og hendes racistiske hjemmesidepropaganda, som det handler om – men ellers er forløbet i al sin absurditet det samme. Politiadvokaten meddeler den undrende offentlighed, at sagen er lukket og pointerer, at den heller ikke bør debatteres under et valg.

For nylig er Michael Jørgensen tilmed gået direkte i rette med de politikere, som har tilladt sig at politianmelde Louise Frevert: »Jeg synes, det er betænkeligt at drage politiet ind i billedet i en valgkamp.« (Politiken, 7.1.). Der er tale om »misbrug« af politiet, hævder han.

Er dét virkelig, hvad politiadvokaten har fået ud af hele denne affære? En affære, der tager udgangspunkt i årtiers allerværste racistiske propaganda inden for det etablerede politiske liv herhjemme? Politianmeldelserne handlede altså bare om »at føre valgkamp«? Den racistiske propaganda var måske en bagatel?

Hvis dét er tankegangen, er racismeparagraffen sat ud af kraft – og det er da også nøjagtigt, hvad Københavns politiserende politiadvokat reelt har gjort i denne sag, til Louise Freverts og Dansk Folkepartis store lettelse.

Samtidig kritiserer han, at politiet skal forholde sig til, »hvad pressen og andre mener, vi skulle, kunne og burde gøre« – men sådan er nu engang vilkårene, og det er naturligvis politiets opgave ikke at lade sig påvirke den mindste smule af debatten. Besynderligt er det imidlertid, at Michael Jørgensen mig bekendt ikke én eneste gang har beklaget, at politiets arbejde bliver obstrueret af politikeres udmeldinger og anti-islamiske retorik, når det er indvandrere, som efterforskes i en straffelovssag?

Men det er altså meget vigtigt for politiadvokaten at korrekse politikere, som har politianmeldt et prominent medlem af Dansk Folkeparti.

Derfor lod jeg for eksemplets skyld indledningsvist Freverts racistiske propaganda erstatte af den fiktive Ali Babas fiktive antisemitisme. Ville vi nogen sinde have oplevet en politiadvokat nægte at rejse sigtelse i en sag af denne art, hvis det var en muslimsk lokalpolitiker, der blev politianmeldt for antisemitisme, og som dokumenterbart havde løjet adskillige gange under sagsforløbet? Ville vi have oplevet en statsadvokat bekræfte politiadvokatens vurdering i så tilfælde? Ville vi have oplevet en politiserende politiadvokat korrekse politianmelderne?

Kære læser – det er ikke godt at vide. Hvad tror du?

Rune Engelbreth Larsen
Tendens: Politiken, 14.1.2006