Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Robin Hood versus velfærdskommissionen

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Under valgkampen kastede regeringspartierne dyre valgløfter i grams fra første dag – 24 milliarder kroner kunne de sagtens finde i den kasse, de benævnte »fremtidens økonomiske råderum«. Alligevel er der ingen grænser for de samme »ansvarlige« politikeres trusler om sociale nedskæringer over for dem, som i forvejen har mindst, og som rambuk herfor fungerer især bestræbelserne på gradvist at afskaffe efterlønnen.

Hvorfor egentlig?

Svaret er, at skønt Danmark er en af verdens absolut rigeste nationer, så kan der komme en fjern fremtid, hvor det faldende børnetal giver nationaløkonomisk slagside, hvis socialydelsernes niveau stiger eller opretholdes, eftersom der vil være endnu færre i den såkaldt erhvervsaktive alder, der kan forsørge resten af befolkningen.

Det har Velfærdskommissionen nemlig spået i sin rapport fra 2004, og ingen religiøs fundamentalisme kan konkurrere med den andagtsfulde ærefrygt, hvormed danske politikere tilbeder Velfærdskommissionens præsteskab og ukritisk underkaster sig dens varsler.

Den hellige treenighed af politikere, presse og nationaløkonomiske profeter »ved« derfor, at der skal velfærdsreformer til – og ingen i hele det »realpolitiske« kleresi af forgyldte ministre, embedsmænd og erhvervsledere kunne drømme om at forstå »velfærdsreformer« som synonymt med et økonomisk og rettighedsmæssigt LØFT til de forgældede kontanthjælpsmodtagere, pensionister og andre marginaliserede syndere.

Nej, en »velfærdsreform« betyder derimod endnu mere tvang, endnu mindre ydelser og endnu færre rettigheder – for de trængte grupper er der ikke noget, der hedder »fremtidens økonomiske råderum«.

Folk bliver fyret for at blive aktiveret i deres gamle job, kommunerne sparer ved at skære ned på de offentligt ansatte og udfylde hullerne med tvangsaktiverede, og kontanthjælpsmodtagere risikerer »straksaktivering« og skal rense badestrande eller gøre rent på lokalcentre – selvfølgelig frataget en række almindelige rettigheder, herunder overenskomstmæssig løn. Socialpolitikken er blevet et disciplinerende redskab, der umyndiggør de mest trængte befolkningsgrupper, blot for at sikre, at ingen gør op med den privilegerede elites fradragsmuligheder og surt betalte minimalskat. Som kærkommen sideeffekt systematiseres og legitimeres aktiveringssystemets løntrykkeri, som store dele af fagbevægelsen har slugt med samme åndsfravær som en hund, der skambider sin egen hale.

Men hvad nu, hvis det ikke er en indiskutabel Sandhed, at dette land står foran en fremtidig økonomisk dommedag som følge af »ældrebyrden« og de »høje« socialydelser? Hvad nu hvis profetien i det mindste er diskutabel?

Efter læsning af Velfærdskommissionens rapport har bl.a. professor Jesper Jespersen rejst mere end begrundet tvivl ved hele dette dogmatiske kompleks, der i øjeblikket dikterer den økonomiske politik: »Jeg blev derfor mildt sagt målløs, da jeg efter at have kæmpet mig frem til tabel 12.3 i moppedrengen kunne se, at der ikke var dækning for kommissionens hovedkonklusion; for i år 2021 vil der ifølge rapporten være et overskud på de offentlige finanser! Så er det, jeg ikke forstår, hvad det er for et 'stort misforhold mellem indtægter og udgifter på bare 10-20 års sigt', som ligger til grund for den 'uholdbare kurs'?« (Kronik: »Velfærdskommissionen i drømmeland«, Information, 11.12.04).

Velfærdskommissionen fremskriver derfor perioden helt frem til 2041 for endelig at kunne »underbygge« dommedagsvarslerne, så politikerne kan argumentere for sociale nedskæringer. Dermed er konsekvenserne af de tilgrundliggende prognoser imidlertid baseret på et uhyre vakkelvornt grundlag, der bl.a. jonglerer med intet mindre end femogtredive årgange, der slet ikke er født endnu (hvortil kommer en lang række øvrige ubekendte faktorer for så langsigtet en profeti). Oven i købet forudsætter beregningerne, at en gennemsnitsfamilie mere end fordobler sit forbrug – hvilket man vel med al mulig ret kan diskutere nødvendigheden såvel som rimeligheden af.

Professor Jespersen konkluderer, at regnestykket let kan blive et ganske andet, endog hvis man bevarer Velfærdskommissionens tvivlsomme forudsætninger. Hvis man f.eks. dæmper forbruget til en stigning på »kun« 100 procent i stedet for de 120 procent, der opereres med, »ville der i følge kommissionens egne tal ingen finansieringsproblemer være – end ikke i 2041!«

Altså en forholdsvis beskeden forandring af præmisserne, som man let kan opnå politisk.

Om ikke andet turde det være indlysende, at Sandheden (også den nationaløkonomiske) ikke er det hellige dogme, som politikere gør den til. Politikere er med andre ord i høj grad dikteret af diskutable profetier, når de agiterer for »nødvendigheden« af sociale nedskæringer.

Senest har også Enhedslisten i partiets finanslovsforslag demonstreret, at det alene er politisk prioritering, som hindrer politikerne i at hente ca. 100 mia. kr. fra de velbjærgede (tilmed uden overhovedet at røre ved indkomstskatten) og bruge de fleste af pengene på hårdt tiltrængte løft inden for uddannelses-, sundheds- og socialsektoren. Det er selvfølgelig blot et spørgsmål om prioritering.

Det er desværre ikke en tankegang, der har mange chancer i en tid, hvor »de forenede partier«, som Pernille Rosenkrantz-Theil rammende kalder DF, V & S, har låst Robin Hood inde i børnebøgernes hyggeunivers.

I stedet står vi tilbage med de gamle, agtværdige jakkesæts »realpolitiske« credo: »Thi den, som har, ham skal der gives; og den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, han synes at have.«

Her er Sandheden, Vejen og Livet anno 2005, og det i en sådan grad, at der end ikke er hørbare forskelle for det menneskelige øre, når Fogh, Jelved og Thorning-Schmidt istemmer hver deres fromme »Amen«.

Hvad samfundets udstødte og trængte har brug for er imidlertid flere politikere, der snarere reagerer som romerne, når de afværgede onde varsler: »Absit omen«.

Rune Engelbreth Larsen
Tendens: Politiken, 27.8.2005