Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Befriende at von Trier gør op med Biers 'lortefilm'

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Lars von Trier fik ikke palmerne i Cannes denne gang, men er Manderlay blot halvt så god som Dogville, vil den blive stående i filmhistorien, længe efter Susanne Biers Brødre er blevet glemt i en fodnote, der roser filmens skuespillere lige så højt, som den krummer tæer over indholdet.

Lars von Trier var taktløs og ærlig nok til at kalde præsident Bush for et "røvhul" og Biers film for "indholdsløst lort", og de latrinære udtryk tiltrak sig de forventelige avisoverskrifter og sine steder en pæn portion forargelse. Bier blev i al hast fløjet til filmfestivalen og replicerede, at Lars von Trier er "et kæmpe fjols".

Bag skældsordene er forskellene afgørende.

Lars von Trier har med Dogville skabt et fænomenalt, filmisk billedsprog, som i den grad skærper beskuerens opmærksomhed omkring karakterer og fortælling, og som derved lægger maksimalt pres på både skuespillernes, instruktørens, fotografens og manuskriptforfatterens præstationer. En så ekstrem minimalisme umuliggør, at der kan "snydes på vægten" - enten er det kunstneriske udtryk og den psykologiske og narrative dybde virkelig fængslende, eller også vælter det hele som vakkelvorne teaterkulisser.

Da jeg ikke har været i Cannes, har jeg af gode grunde ikke set Manderlay og forholder mig kun til Dogville, men i begge film har instruktøren tilsyneladende bevidst malet sig op i en krog og iført sig en uhyre stram, kunstnerisk spændetrøje i form af billedsprogets og scenografiens minimalistiske, nærmest klaustrofobiske karakter.

Men det kan ikke desto mindre netop udfolde sig så meget mere kreativt forløsende.

Det er svært at svare på, hvorfor. Det kan også virke frygtelig hæmmende for den digteriske kreativitet, når Homer skruer sine fortællinger ned i heksametre i stedet for bare at "digte frit", og når Otto Steen Due gør det samme i sin oversættelse - for afskærer digteren og oversætteren sig ikke derved fra et væld af muligheder og friheder? Men det kunstneriske paradoks består jo i, at sådanne, selvpåtvungne rammer faktisk muliggør et solidt og vidtskuende værk, der rækker langt udover den "friere" tilgang til sit medie, som kendetegner mainstream-produkter.

Meget let bliver derimod den overfladiske, kunstneriske "frihed" et skalkeskjul for manglende evner, der forveksler løssluppenhed med nybrud og er blottet for gennemtænkt struktur og dybde. Det kan i bedste fald være adspredende som et bragende kanonskrald eller en nydelig buket blomster - men et blivende kunstværk kræver væsentligt mere.

Pointen er, at det er vanskeligt at bygge et tårn, men det, der "tabes" ved at indskrænke sig til stramme, tekniske regler og uhåndterlige, tunge elementer, vindes hundredfold tilbage ved udsynet fra de højere luftlag - og tårnet består selvfølgelig så meget længere end både kanonskraldet og blomsterbuketten. Hvis reglerne skal brydes konstruktivt, må man først beherske de eksisterende eller opfinde sine egne fra bunden af, og det kræver kunstnerisk originalitet og mod i særklasse.

Hermed skal jeg hverken forklejne store, filmiske udstyrsstykker, hvor der i modsætning til Dogville ikke spares på et fyrværkeri af effekter, så lidt som smalle avantgarde-film eller andre originale filmværker, for inden for de fleste rammer produceres der undtagelsesvist mesterværker. Og mindre kan naturligvis også gøre det.

Susanne Biers film er blot ikke iblandt de gode af slagsen, til trods for at manuskriptforfatter Anders Thomas Jensen har begået andre og interessantere fortællinger. Men når Brødre kommer til kort, skyldes det ikke blot, at den ikke som Dogville er udsædvanlig og original i sit filmsprog, men også at von Triers drama tårner sig op over den fortænkte og endimensionale fremstilling i Biers film. Brødre ligger under for den politiske massepsykose, at "terroren" har grebet fundamentalt ind i vores tilværelse, og hviler på en grænseløst ensidig fremstilling af dæmoniske og sadistiske muslimer, der finder nydelse i at pine gode, fornuftige danske soldater. Resultatet bliver derfor ikke bare naiv følelsesporno, men læner sig tilmed bekvemt op ad overmagtens stereotypier, som Lars von Trier derimod skånselsløst vender vrangen ud af.

Også derfor er der klasser til forskel.

Det er imidlertid blevet antydet, at Lars von Triers bramfri udtalelser i Cannes måske bare var sagt i "spøg", at han var bragt ud af ligevægt af sine "piller", eller at det er et PR-stunt fra Zentropas side. Sådan vil nogle jo helst reducere alt til uforpligtende hyggesnak.

Men jeg vil tillade mig at tro, at Lars von Trier ikke er så tandløs. At han netop adskiller sig radikalt fra f.eks. Grosbøll, der lader sine standpunkter nivellere til konsekvensløst pjat, så de ikke kan tages til indtægt for noget som helst, i stedet for at tage striden med åben pande og gå sine egne veje. En folkekirkepræst, der på den ene side ikke tror på en "skabende og opretholdende Gud", men som på den anden side gladelig gentager præsteløftet og således "lover for den alvidende Guds åsyn", at han vil "bekæmpe sådanne lærdomme, som strider mod folkekirkens trosbekendelse", er fuldkommen meningsløst.

Deri vidner han desværre bare om tidens tendenser i øvrigt. Diskrimination bliver til "integration", tvangsarbejde til "aktivering", tortur til "moderat fysisk pres" osv.

Hvis vi skal ud af dette morads af politisk newspeak og blodfattig opposition, er nogen af og til nødt til at skære igennem og uden omsvøb konstatere, at en populær præsident er et røvhul, og at en populær film er noget lort.

Rune Engelbreth Larsen
Tendens: Politiken, 28.5.2005