Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Tak til PET for at slå skår i terrormyten

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

I fortiden tilbød politikerne os fremtidsdrømme om en bedre verden. I dag tilbyder de frelse fra globale mareridt. Sådan indleder BBC en nyere tv-serie med titlen "The Power of Nightmares".

I introduktionen hedder det: "Det mest skræmmende af mareridtene er truslen fra et internationalt terrornetværk." Men fremtidsdrømmene og mareridtene er lige usande, fastslår programrækken og konstaterer: "Ideen om, at vi er truet af et skjult og organiseret terrornetværk, er en illusion. Det er en myte, som har spredt sig ukritisk gennem politik, sikkerhedstjenester og de internationale medier. I hjertet af historien står to grupper: De amerikanske neokonservative og de radikale islamister."

Med jævne mellemrum trækkes mareridtet op af hatten, af og til i lidt nye varianter, men som regel ud fra samme formel. Senest da FN's generalsekretær, Kofi Annan advarede mod terroristernes potentielle brug af såkaldt beskidte bomber, dvs. konventionelle bomber indhyllet i radioaktive materialer.

TV-Avisen trykkede speederen i bund og citerede fyldigt fra Annans tale, men som i så mange andre medier var der ingen eller kun minimal prioritering af generalsekretærens kritik af, at stater misbruger terroren til at legitimere indskrænkninger i menneskerettigheder. Lige så karakteristisk for nivelleringen af den journalistiske standard herhjemme er imidlertid, at de færreste fandt grund til overhovedet at problematisere selve skrækscenariet.

Per Stig Møller er da også med fremme, når det handler om at fastholde the Power of the nightmares: "Et rædselsscenario er, at sådan en bombe blev sejlet ind til en storby i en skibscontainer."

Problemet er, at der ikke er skyggen af reelle proportioner i dette og lignende skræmmebilleder, men at de naturligvis medvirker til at fastholde os alle i den tro, at retssikkerhed er en luksus, og at de astronomiske militærbudgetter fortsat bør stige, fordi det er så let at skabe rædsel for atomterror. Et skræmmebillede, der ikke blot gavner de neokonservatives agenda i USA, men også motiverer islamistiske terrorister - to fløje i frugtbar symbiose.

I virkeligheden er risikoen for den enkelte borger i et vestligt land forsvindende lille, og terrortruslens største effekt er psykologisk - frygtsomme mennesker giver lettere efter for politisk pres og fjerner fokus fra langt væsentligere og mere nærliggende problemer.

Faren fra en beskidt bombe er imidlertid ikke væsentlig større end konventionelt sprængstof - der er ikke tale om en atombombe. Allerede i 2002 afdramatiserede Time Magazine skræmmebilledet: "Trotylets sprængkraft i en sådan bombe kan faktisk være farligere end det atomare materiale." (10.6.02).

I det hele taget er risikoen for terroristers brug af masseødelæggelsesvåben minimal. I en rapport om "atommateriale, gas og mikrober som terrorvåben" fra Forsvarets Forskningsinstitut i Norge (FFI), afvises minutiøst en række skrækscenarier fra "den vulgariserede og populistiske del af terrorismelitteraturen".

Heldigvis findes der også nøgterne eksperter herhjemme. PET fremhæver således, at problemerne med at fremstille kemiske, bakteriologiske og nukleare våben rent faktisk er for store. Chefkriminalinspektør Hans Jørgen Bonnichsen konkluderer: "Det er vores vurdering, at beskidte bomber næppe vil kunne bruges som deciderede masseødelæggelsesvåben. Til gengæld vil de have en stor psykologisk effekt." (Politiken, 11.3).

Den slags vurderinger negligeres desværre i den offentlige debat. En politiker, der er skrupelløs nok, kan da også altid overtrumfe enhver saglighed med et udspekuleret og udmalet "hvad nu hvis?!" Dermed er det faktisk i sidste ende medierne og politikerne, der forholdsvist suverænt bestemmer, om effekten af terrorvåben skal begrænses eller forøges - for deres reaktion er afgørende for den efterfølgende "psykologiske effekt".

Men er der noget alternativ til hysteri og overdramatisering? Ja, det er der faktisk. Et halvt hundrede bomber udgør hver eneste dag en trussel mod liv og førlighed for civile i Irak - godt halvdelen af bomberne bliver ikke opdaget i tide, før de sprænger i luften. Som Tøger Seidenfaden tidligere har påpeget og bifaldet i et hjørne af avisen: "Men hvad er de nyvalgte irakiske politikeres reaktion på denne ekstreme og tilsyneladende, helt ukontrollable terrorisme? De nægter at tillægge den politisk betydning."

Det burde have stået på forsiden. Men det er dog ikke kun politikerne, der er ansvarlige for den politiske dagsorden - pressen er det måske i højere grad. Tænk hvis vestlige politikere, og ikke mindst den vestlige presse kunne oparbejde blot et minimum af den nøgternhed, som kommer til udtryk blandt irakiske politikere, der i modsætning til Vesten lever med terrorens daglige angreb?

Naturligvis kan alt ske. Terrorangreb af chokerende effekt er efter alt at dømme kommet for at blive, og selv om de fortsat er uhyre sjældne i Vesten, hverken kan eller skal politikere og medier naturligvis undlade at rapportere om og kommentere dem.

Men prioriteringen af - og proportionerne i - pressedækningen bestemmer, hvor stor psykologisk effekt terroristerne får (for slet ikke at tale om det slør, der spredes over den fuldstændig negligerede debat om terrorismens vidtforgrenede årsagskompleks). Jo mere hysteriske skræmmebilleder, desto mere motiveres terrororganisationer til at fortsætte deres kyniske drab på uskyldige, og jo mere medvind får de politiske kræfter, der sætter rettigheder under pres og profiterer af endimensionale fjendebilleder.

Tak til PET for i det mindste at slå skår i dét.

Rune Engelbreth Larsen
Tendens: Politiken, 26.3.2005