Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Indholdsløst formandsvalg hos Socialdemokraterne

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Socialdemokraterne roses for tiden for at tage et formandsopgør, der baserer sig på politik i stedet for personer.

Hvad er så forskellen mellem de to bud på fremtidens socialdemokratiske politik, som formandskandidaterne repræsenterer? Ikke meget mere end to ord, hvis man nærlæser Politikens præsentationsinterviews med Frank Jensen og Helle Thorning-Schmidt den 22.2.

Hvor Frank Jensen siger »klassekamp«, siger Helle Thorning-Schmidt »solidaritet«.

Politiske kommentatorer er imidlertid begejstrede. Det er stort, det her. Stort og nødvendigt.

Men hvad er substansen? I Politiken udtrykker Frank Jensen sin klassekamp på den måde, at Socialdemokraterne skal »bane vejen for de svageste«, mens Helle Thorning-Schmidt siger, at partiet skal »være på de udsattes side«.

Desværre er det lige så indholdsløst og ukonkret, som det er symptomatisk for den overståede valgkamp. Kandidaterne præsenterer her ikke andet end svævende fraser.

Frank Jensens bud på partiets fremtid lyder: »Socialdemokratiet skal kæmpe for, at alle mennesker får mulighed for at realisere deres drømme og derfor bane vejen for de svageste.«

Men eksisterer der overhovedet et parti, som kan være uenig i en så luftig erklæring?

Frank Jensen påpeger jo ellers selv, at problemet i valgkampen var, at »vælgerne ikke kunne se forskel« på Venstre og Socialdemokraterne – men sagde Anders Fogh Rasmussen da ikke stort set det samme under valgkampen, som Frank Jensen siger her?

Kunne man overhovedet forestille sig en politiker, der ville udtrykke det modsatte af Frank Jensen: »Vores parti skal kæmpe for, at kun nogle enkelte får mulighed for at realisere deres drømme og derfor bremse vejen for de svageste.«

Nej, vel?

Det samme gælder dette guldkorn af Thorning-Schmidt, da hun skal forklare, hvordan hun kort vil udtrykke sit alternativ til modkandidatens såkaldte klassekamp: »Det er resultater. Samarbejde for at nå resultater og indflydelse.«

Det handler altså om »resultater«. Dét kan man vist kalde en overraskende profilering ...

Gad vide, hvor mange politikere der kan være uenige? Gad vide, om nogen i stedet ville give udtryk for den modsatte kurs: »Manglende samarbejde for at undgå resultater og indflydelse.«

Problemet er, at alle partier kan underskrive de ukonkrete fraser, som de socialdemokratiske formandskandidater lufter i Politiken, og derfor er der simpelthen ikke givet udtryk for nogen som helst substantiel, politisk forskel.

Det interessante er naturligvis at få konkretiseret fraserne i stedet – hvordan alle mennesker »får mulighed for at realisere deres drømme«, og hvordan man »baner vejen for de svageste«.

Vil Frank Jensen f.eks. sikre, at kontanthjælpsmodtagere får aktiveringstilbud til overenskomstmæssig løn og med samme rettigheder som på arbejdsmarkedet i øvrigt, eller vil han fortsat »bane vejen for de svageste« ved at gennemtvinge aktiveringspjat og opretholde aktiverede som løntrykkere ligesom Nyrup-regeringerne? Vil Thorning-Schmidt »være på de udsattes side« ved f.eks. at hæve kontanthjælpen, eller vil hun lade Foghs nedskæringer bestå?

Hvad er det i det hele taget, som Frank Jensen konkret vil gøre for »de svageste«, og hvad er det, Thorning-Schmidt konkret vil gøre for »de udsatte«? Her får vi det ikke at vide. Men vi får at vide, at forskellen mellem dem skam er »politisk«.

Hvad med strategien da? Her er vel en mærkbar forskel, for Frank Jensen taler jo om at ligge »til venstre«, og Helle Thorning-Schmidt om at placere sig »på midten« – eller hvad?

Tro om igen.

Lad en valgforsker dissekere forskellen mellem disse udmeldinger:

Frank Jensen om sin modkandidat: »Der er tydelig politisk forskel. Hun mener, vi skal være et midterparti, og jeg mener, at vi skal være et parti, der har sit klare idégrundlag og udspring til venstre for midten.« Hvad betyder dét så?

Vi får det (heller) ikke at vide, men Frank Jensen bedyrer, at han vil indbyde »også utraditionelle partnere til at samarbejde«, og han blandt de øvrige partier føler sig tættest på SF, de radikale og de konservative.

Så snart han med andre ord skal konkretisere sine planer for Socialdemokraternes fremtidige strategi for det politiske samarbejde, siger han ikke ét ord, der adskiller sig det mindste fra Helle Thorning Schmidt: »Jeg vil sige, at vi er et parti, som søger resultater henover midten.« Og skal hun konkretisere dette samarbejde henover midten, nævner hun ligesom sin modkandidat først og fremmest de radikale og SF.

Det er selvfølgelig ikke umuligt, at der bag fraserne gemmer sig politiske forskelle, men de skjuler sig i givet fald bag de tågede almindeligheder i Politikens præsentation, hvor de jo ellers skal sælge deres politik.

Så hvem skal socialdemokraterne vælge – Jensen eller Thorning-Schmidt? Sukker eller Sødetabletter?

Naturligvis kan man håbe lidt på Frank Jensen. Håbe, at han virkelig træder i karakter og ud af Nyrups og Lykketofts slagskygge. Håbe, at det var ungdommens fejltagelse og prisen for en taburet i Nyrups regeringer, som mod hans vilje fik ham til at ofre lunser af retssikkerheden på populismens alter, da han var justitsminister.

Man kan f.eks. også håbe, at Frank Jensen pludselig vil anlægge en humanistisk udlændingepolitik – om end det vist er lige så realistisk at håbe, at Lars von Trier bliver kultur- eller udenrigsminister.

Tilsyneladende ønsker Frank Jensen mere eller mindre at fastholde arven fra Bertel Haarder og derved opretholde diskriminationen, mens Helle Thorning-Schmidt åbenbart vil stramme tommelskruerne yderligere.

Jo, der bliver »banet vej for de svageste« i det parti, der er på »de udsattes side«.

Rune Engelbreth Larsen
Tendens: Politiken, 26.2.2005