Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Designede politikere med egen terapeut

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Jeg var ikke klar over, at så mange partiledere lider af så frygtelige mindreværdskomplekser. Det måtte jeg imidlertid sande, da jeg for nylig deltog i min første partilederdebat i Danmarks Radio.

Ja, det var ikke noget, der fremgik af den direkte transmission i fjernsynet, for da var partiledernes selvsikre pokerfjæs, de indstuderede milliardløfter og de øvede parader naturligvis helt på plads. Men før tv-optagelserne begyndte måtte en pæn del af mine garvede partileder-kolleger støtte sig til deres medbragte terapeut.

Nå, det vidste du ikke? Nej, men da var kameraerne også slukkede, så det var ikke på tv.

Til min forbløffelse er den politiske integritet og det personlige selvværd blandt flere af Danmarks Riges (og Danmarks riges) ledende kvinder og mænd helt i bund.

Flere kom således anstigende med højtbetalte terapeuter (eller "spindoktorer", som vel er erhvervsbetegnelsen for denne pudsige profession), som de kunne læne sig op ad på vejen til og fra sminkerummet, og i pausen blev de coachet som amatørboksere: "Du brændte rigtig godt igennem på skærmen, Marianne, men du skal lige …", "du ser skidegodt ud - husk også at slå på, at …" osv.

Der kan man bare se.

Toppolitikere, der har været hele og halve levealdre i politik, og som skulle være de mest ansvarlige beslutningstagere med gennemtænkte visioner for landets fremtid, labber velvilligt selvbestaltede iscenesætteres overfladiske platituder i sig, som en ubeskyttet harddisk tager imod en computervirus.

Burde det komme bag på nogen? Måske ikke, men omfanget og karakteren af dette fænomen kom unægtelig som en overraskelse, selv om udviklingen i sig selv naturligvis ikke er til at overse.

Som en god ven har bemærket, går der snart ikke en måned, uden at Lykketoft har tabt noget af ansigtet. Det bliver ikke mindre iøjnefaldende af, at det ikke er en plastikkirurg, der fører skalpellen, men en spindoktor.

Først røg fipskægget, der ellers i årtier har forlenet manden med det sidste kendetegn på en hæderlig politikers urokkelige foragt for forstillelse og moderigtig iscenesættelse. På sin egen skæve facon vidnede dette håbløst distraherende fipskæg om, at denne mand trods alt var så meget sig selv, at essensen og integriteten stadig betød mere for ham end moden.

Men væk med dét, sagde spindoktoren.

- Var Schlüter måske blevet statsminister, hvis han i 1980erne havde lignet en nørd i stedet for en nydelig ejendomsmægler?

Snart tog spindoktorens saks også de viltre lokker, Lykketofts permanente morgenhår. Siden 1970erne har vi ellers vænnet os til, at denne politiker havde for travlt med væsentligere ting end at dvæle selvoptaget ved sit spejlbillede - men også den tid er forbi.

Væk med dét, sagde spindoktoren.

- Var Nyrup måske blevet statsminister, hvis han i 1990erne havde lignet en lærer fra Tvind i stedet for en velhavende brugtvognsforhandler?

Endelig skulle det forlegent flakkende og lidt undskyldende blik ryddes af vejen. Det har Lykketoft altid haft svært ved at kontrollere, fordi hans tanker var optaget af større sammenhænge, end de elektroniske nyhedsmedier kunne amputere til 30-sekunders spots.

Væk med dét, sagde spindoktoren.

- Var Fogh måske blevet statsminister, hvis han i 2001 havde lignet en eftertænksom undskyldning for sig selv i stedet for en velsmurt maskine?

Nej, vel?! Det har Lykketoft alt sammen måttet erkende, belært af sin skarpsindige spindoktor.

Det er svært at blive statsminister, hvis man er sig selv og hellere vil virkeliggøre politiske visioner end styre efter meningsmålinger og fokusgrupper og tjene letkøbte points ved at gøre udsatte samfundsgrupper til syndebukke for alverdens ulykker.

Derfor måtte Lykketoft ommøblere sit ansigt, da han havde overtaget Socialdemokraternes formandsstol. Muligvis har den socialdemokratiske statsministerkandidat hver gang tænkt: "Skægget ryger, men jeg er den samme indeni … Lokkerne ryger, men jeg er den samme person …". Og så videre.

Men hvor meget kan et menneske lade sig designe?

Jeg har ikke noget svar, men jeg kan ikke lade være med at spørge mig selv, hvor meget Lykketoft der er tilbage af Lykketoft i dag.

Et sikkert i bund og grund sympatisk menneske - og for et årti siden en af de sidste hæderlige politikere (politiske uenigheder ufortalte). Men i dag er han en statsministerklon efter spindoktorens skabelon.

Transformationen har dog ikke været helt vellykket - det er derfor, man kritiserer Lykketoft for ikke at kunne "kommunikere sine budskaber" (i pressesprog er det en lammende hån for en politikers modvilje mod at udtrykke alt i fem populistiske tostavelsesord, som kan bruges i en seks-spaltet overskrift).

Og så er Lykketoft såmænd bare én blandt mange, der har givet op og har accepteret at lade sig style som endnu en konturløs metervare i den politiske verden.

Kære læser. Jeg skriver ikke det her for at gøre mig morsom på toppolitikernes bekostning - de spiller vel bare spillet, som det desværre nu engang har udviklet sig i samspil mellem reklamefolk, medier og partier.

Men det kan undre mig, at så mange frivilligt klamrer sig til den Sorte Per, som den politiske udvikling (og afvikling) har spillet dem i hænde i form af denne selvbestaltede terapeut, vi kalder en spindoktor. Tendensen er ikke bare overdrevet - den er forstemmende og afslørende for et flertal af toppolitikernes overfladiske forhold til politisk seriøsitet og personlig integritet.

Men hvem ved - måske er det nødvendigt for at feje væsentlige politiske spørgsmål ind under gulvtæppet, såsom regeringens blodige medskyld i besættelsen af Irak og EU-forfatningens decimering af den politiske beslutningskompetence herhjemme?

Rune Engelbreth Larsen
Tendens: Politiken, 29.1.2005