Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Arbejdshysteriet går ud over børnene

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

»Det barn er endnu ikke opfundet, som af sig selv ville banke på døren til en daginstitution og ansøge om otte timers ophold daglig.«

Det skriver psykolog og seminarielærer Ole Schouenborg i sin bog Velfærdsyngel (Fremad, 2001), der er en provokerende bredside mod institutionaliseringen af barnets opvækst.

Der er ikke blevet mindre behov for at stille spørgsmålstegn ved udviklingen, når man betragter den eksplosive stigning i børn, der passes i skolefritidsordningen, SFO.

Danskerne er blandt verdens mest arbejdsivrige folkefærd, hvilket politikere ofte roser nationens lønmodtagere for - det er jo altid rarere at klappe vælgerne på skulderen end at mane til besindelse over for ubehagelige konsekvenser af generationers indgroede vaner.

Men måske er der snarere tale om arbejdshysteri end arbejdsglæde. Et hysteri, der dels er blevet stimuleret af en snæversynet, socialdemokratisk arbejdsmoral med socialistiske rødder, der i alt for høj grad identificerer den enkelte med sit arbejde; dels er blevet motiveret af en kortsynet liberalistisk egoisme, der til stadighed bilder os ind, at samfundshjulene afspores, hvis ikke vi hele tiden producerer mere og rager mere til os - i sidste ende oftest på bekostning af vores medmennesker og naturgrundlag.

Det er behændigt lykkedes at sælge arbejdshysteriets barske beslaglæggelse af stadig større dele af vores fritid under dække af lidt mere ferie og nogle påståede arbejdstidsnedsættelser, mens utallige familier i virkeligheden er pisket til at arbejde langt mere end nogen sinde tidligere i historien.

I begyndelsen af det tyvende århundrede gik det i den rigtige retning med indførelsen af 48 timers arbejdsuge i 1919, med udbredelsen af det nye fænomen »ferie« i 1930erne og med 45 timers arbejdsuge i 1959, men omkring midten af århundredet vender tendensen. Der kommer godt nok flere ferieuger, og arbejdsugen fortsætter også formelt med at falde for den enkelte helt ned til 37 timer i 1990, men familiernes samlede arbejdstid er ikke desto mindre omtrent fordoblet siden 1960erne!

Resultatet er, at børn i stigende omfang deponeres i pasningsfabrikker, der samtidig har alt for få ressourcer.

Ifølge en undersøgelse fra 1997 tilbringer det danske gennemsnitsbarn ikke mindre end 24.000 timer i institution af sine første 16 leveår. Det sker under forhold, som til trods for nok så tålmodige og dygtige pædagoger kan være præget af markante støjgener og stress, og hvor nedskæringer samtidig fører til mindre og mindre voksenkontakt. Nu viser det sig så, at antallet af passede børn i SFO-ordningen endvidere er eksploderet til det femdobbelte på bare 14 år, fra ca. 35.000 i 1990 til over 187.000 i 2003 (jf. Politiken, 27.10.04).

De offentlige pasningstilbud har udviklet sig til arbejdsmarkedsinstitutioner, så forældrene kan blive endnu mere effektive tandhjul i vækstmekanikken - men hvad betyder den stadig forøgede institutionalisering af barndommen på længere sigt for børnene? Og for samfundet?

Næppe nogen er vel seriøst i tvivl om, at end ikke den mest professionelle pædagog i længden kan erstatte kontakten til og følelserne mellem barnet og dets egen familie. Professionalisme er afgørende, men professionalisme er ikke kærlighed.

Det må være indlysende, at smertegrænsen er overskredet, og at en professionel organisering og stimulering af op til tyve børn pr. pædagog naturligvis aldrig nogen sinde kan give et barn den opmærksomhed og tryghed, som det kan få i mindre fora, ikke mindst i sin egen familie - hvis den pågældende familie har kærlighed, tid og overskud, vel at mærke.

Det betyder bestemt ikke, at institutionslivet ikke kan være givende, lærerigt og trygt, men det betyder utvivlsomt, at det nuværende omfang af barndommens institutionalisering er alarmerende, og at det arbejdshysteri, der er medansvarlig for udviklingen, må standses.

Vi skal ikke finansiere velfærdssamfundet gennem mere arbejde og mindre frihed, men gennem modet til at skære i indtægterne hos dem, der har mere end rigeligt i forvejen. I stedet for at kompensere for kommende årtiers aldrende befolknings faldende arbejdskraft gennem mere tvangsarbejde, skal vi kompensere for den gennem en omfattende sanering af fradragene, så beskatningen reelt rammer de høje indkomster og de formuende hårdere.

I stedet for at øge incitamentet til sort arbejde gennem nedskæringer i de sociale ydelser, skal vi øge de højtlønnedes incitamentet til at arbejde mindre ved en drastisk forøgelse af topskatten.

I stedet for at kriminalisere den, der ønsker en arbejdsfri periode, skal vi glæde os over, at vedkommende kan bruge sin overførselsindkomst til at holde andre i arbejde: Dels som følge af at overførselsindkomsterne naturligvis også er med til at holde hjulene i gang for andre end modtageren, eftersom den arbejdsløse jo også skal have smør på brødet, købe tøj, køre i bus osv. og derved sikrer, at andre beholder deres arbejde. Og dels fordi den arbejdsfri frisætter ressourcer ved at træde ud af aktiveringsmøllen, så myndighederne kan koncentrere og forbedre deres indsats for at skaffe job til dem, der er mest arbejdstrængende.

I stedet for et rigidt arbejdsmarked skal vi med andre ord tilstræbe et fleksibelt arbejdsmarked, hvor både flere fædre og mødre i perioder får mulighed for at passe deres egne børn derhjemme, så institutionerne aflastes, og der bliver mere tid til hvert enkelt barn.

I stedet for at gennemtvinge aktivering, skal vi kort sagt gennemtvinge arbejdsdeling.

Det gavner børnene, det gavner familierne, det gavner de pressede institutioner, det gavner de arbejdsløse, og det gavner samfundet.

Rune Engelbreth Larsen
Tendens: Politiken, 30.10.2004



Warning: include() [function.include]: http:// wrapper is disabled in the server configuration by allow_url_include=0 in /var/www/humanisme.dk/public_html/artikler/tendens03.php on line 74

Warning: include(http://www.humanisme.dk/include/bottom.php) [function.include]: failed to open stream: no suitable wrapper could be found in /var/www/humanisme.dk/public_html/artikler/tendens03.php on line 74

Warning: include() [function.include]: Failed opening 'http://www.humanisme.dk/include/bottom.php' for inclusion (include_path='.') in /var/www/humanisme.dk/public_html/artikler/tendens03.php on line 74

Warning: include() [function.include]: http:// wrapper is disabled in the server configuration by allow_url_include=0 in /var/www/humanisme.dk/public_html/artikler/tendens03.php on line 78

Warning: include(http://www.humanisme.dk/include/googleanalytics.php) [function.include]: failed to open stream: no suitable wrapper could be found in /var/www/humanisme.dk/public_html/artikler/tendens03.php on line 78

Warning: include() [function.include]: Failed opening 'http://www.humanisme.dk/include/googleanalytics.php' for inclusion (include_path='.') in /var/www/humanisme.dk/public_html/artikler/tendens03.php on line 78