Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Nogle ekstremister slipper billigere end andre

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Før den tidligere Guantanamo-fange, Slimane Hadj Abderrahmane vakte en mediestorm med sine udtalelser om angreb på danske politikere, havde en anden muslim erobret overskrifterne. Shahid Mehdi udtalte, at kvinder uden slør til dels selv er skyld i overgreb. B.T. gned sig i hænderne, som de altid gør, når pressen får kløerne i en muslim, hvis udtalelser kan blæses op som autoritativt dekret på vegne af islam, så han kaldes fikst for »chef-imam«. Det er der ikke noget, der hedder, men det giver islamofobien lidt ekstra pondus, ikke sandt?

Enhedslistens Pernille Rosenkrantz-Theill reagerede ikke mindre hysterisk og ville »prøve udtalelsen ved domstolene«, idet hun var enig med Dansk Folkeparti i, at han »ansporede til voldtægt«. Ligestillingsminister Eva Kjer Hansen udsendte et åbent brev, ifølge hvilket »islamiske religiøse ledere« skulle tage afstand fra den angivelige »chef-imam«.

Hvis man forstår Mehdis holdninger som en »opfordring til voldtægt«, gør man sig imidlertid skyldig i påtaget idioti, som ikke kan undskyldes med hans nok så chauvinistiske kortslutning. Mehdi afviste naturligvis, at han skulle have opfordret til voldtægt og understregede, at alle former for seksuelle overgreb er forbudt islamisk set, og at påklædning naturligvis er et helt individuelt valg, uanset religion.

Det var ikke nok for Rosenkrantz-Theill, der vil føre sag på »vegne af alle kvinder«. Længe leve den politiske konkurrence om at skyde gråspurve med kanoner.

De klogeste ord, der blev sagt, var måske den nøgterne betragtning, som ligestillingsminister Eva Kjer Hansen burde have rettet mod anklagemyndigheder, ordensmagt, politikere, presse og mange andre i samfundet generelt i stedet for blot den sædvanlige ensidige fokus på en eller anden marginal muslim: »Det er et væsentligt element i kvinders ligestilling, at de selv bestemmer over deres krop. Jeg forstår simpelthen ikke den tankegang, at 'upassende' påklædning så at sige er accept af risiko. Hvis man ikke tager tørklæde på, eller hvis man går i korte skørter, så deponerer man samtidig råderetten over egen krop?«

Ministerens pointe er forbilledlig. Der er ingen undskyldning for (eller »formildende omstændigheder« omkring) voldtægt. Det er fuldkommen ligegyldigt, om kvinden er klædt i lårkort i eller burka, om hun flirter eller kigger ned i gulvet. Hvis hun siger nej, er det et nej. Om så hun havde antydet eller udtalt et ja tidligere, er voldtægt voldtægt. Punktum.

Hvad imidlertid er langt værre, men langt mindre bemærket end Mehdis dumme og rodede bemærkninger, er, at »udfordrende« påklædning og irrelevante insinuationer om »løsslupne« kvinder stadig væk dukker op som »formildende« omstændighed, når kvindelige voldtægtsofre bliver trængt i retssystemet. Her er noget at tage fat i, ligestillingsminister - men det giver nok ikke så megen omtale som B.T.s »chef-imam«.

Knap nok havde vi fordøjet balladen, før den tidligere Guantanamo-fange kommer i Deadline og svarer bekræftende på spørgsmålet om, hvorvidt angreb på danske militære mål er acceptable for at bekæmpe besættelsen af Irak: »Jamen, det er ligesom du vil acceptere, at der er angreb mod de irakiske faciliteter, ikke?«

Enhver kunne sige sig selv, at denne og lignende udtalelser ville blive trukket ud af sin kontekst og vredet i alle dimensioner til skade for muslimerne i Danmark, men hvad i alverden skulle han ellers have svaret? For Abderrahmane er det islamisk logik, for de fleste andre, der kan skelne mellem B.T.s forvrængede fremstillinger og mandens ret ordinære udsagn, er det sådan set bare - logik.

Danmark har været i krig mod Irak, og i dag er vi en besættelsesmagt, som oprørere derfor af indlysende grunde vil forsøge at ramme militært, ligesom modstandsbevægelsen under besættelsestiden angreb besættelsesmagten militært.

Abderrahmane udtrykker slet og ret en indlysende mekanisme i denne og andre, væbnede konflikter. Politikerne kan selv bestemme, om de vil undgå konsekvenserne heraf - de behøver blot at trække de danske tropper ud.

Også major Henning Andersen fra Forsvarsakademiet bemærker udtalelsernes ret ordinære karakter, og imam Abu Laban m.fl. fastslår, at muslimer som alle andre i Danmark naturligvis skal følge dansk lov. Der er med andre ord ikke skyggen af »historie« i Abderrahmanes udtalelser eller andre muslimers reaktion herpå, men historien skabes naturligvis effektivt af fingernemme journalister og politikere, fordi den er politisk brugbar i islamofobiens hellige navn. Abderrahmane vælger til sidst at forlade det land og den regering, der har arrogance nok til ligefrem at kræve taknemmelighed for at have »befriet« ham, efter et par års vildledning af befolkningen omkring hans sag.

Jesper Langballe bruger forventeligt sagen i sit korstog mod islam, som han modstiller sin egen tro ved at udbasunere sin påtagede fromhed om, at »da jeg er kristen, siger Gud, at jeg skal være lydig over for den borgerlige øvrighed« - hvad har du, din fætter og pressechef så lavet i Den Danske Forening, som gentagne gange har opfordret til modstandskamp mod indvandringen?

Den konservative retsordfører, Helge Adam Møller overgår Langballe i hykleri og udtaler om Abderrahmane: »Jeg har fuld forståelse for, at amerikanerne internerede ham på Guantanamo. Det kan være, de skulle have beholdt ham noget længere.« (Politiken, 27.9.04). Her finder vi den virkelig skræmmende historie, som ingen naturligvis tager op. Den tankegang, der lader hånt om retsstaten, udtrykt i centrum af selve den politiske beslutningsproces!

Samme tendens, som da Helge Adam Møller for få år tilbage sagde, at man skal kunne fængsle asylansøgere uden ID-papirer i »omkring et tocifret åremål«, dog ikke over fyrre år (Jyllands-Posten, 25.6.97). Juridisk uskyldige mennesker på flugt uden ID-papirer skal altså i fængsel i et tocifret åremål. Ti år. Tyve år? Niogtredive år?

Intet ramaskrig. Ingen tager afstand. Ingen åbne breve. Ingen avisoverskrifter. Heller ikke dengang.

Rune Engelbreth Larsen
Tendens: Politiken, 2.10.2004