Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Terrorkrigen kan ikke vindes

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

»Det, der allerede er en realitet i amerikanske lufthavne og byer, vil blive en realitet også i Danmark, når den første terroraktion har ramt os – hvilket sandsynligvis vil ske, inden vi når 2020. Hysteriet vil ingen grænser tage. Der vil ganske vist fortsat være 10.000 gange større risiko for at dø af rygning eller trafikuheld, men i den menneskelige bevidsthed og i den politiske debat vil terrortruslen fylde langt mere. Det er jo mere bekvemt at tale om de få – terroristerne – end om de mange, rygerne og trafikanterne, der jo tilmed har stemmeret!«

Sådan skriver integrationsminister Bertel Haarder i antologien Danmark på vej mod år 2020, som udkom for nylig (red. Alex Heick, Tiderne Skifter).

Det er en kontroversiel bemærkning i disse tider, hvor terrorismespøgelset går gennem verden og dagligt kræver dødsofre. Betænk blot de seneste dage: To terrorbomber dræber 12 mennesker i israelske busser; 12 nepalesiske gidsler bliver dræbt i Irak; mindst 10 bliver dræbt af en tjetjensk selvmorder ved en metrostation i Moskva; en hel skole tages til gidsler, givetvis også af tjetjenere; 2 franske journalister trues med halshugning i Irak.

Haarder har ret, hysteriet vil ingen ende tage – i mere end én henseende.

Man kan ikke gradbøje menneskeliv, og drab på civile er og bliver horribelt, hvad enten det drejer sig om 12 fattige nepalesere, der blot forsøger at tjene til livet og vejen i Irak, eller om franske journalister, israelske buspassagerer eller russiske skolebørn.

Imidlertid er det væsentligste i integrationsministerens ord påpegningen af, at døden ved terror ikke desto mindre udgør en forsvindende lille risiko.

Jeg skal derfor ikke undlade at bemærke, at der nu i det mindste er én på den krigsglade fløj, der på ét punkt tør erkende, hvad jeg for et år siden påpegede i bogen Terrormyten og det amerikanske imperium, som en stribe af ministerens medsammensvorne stod i kø for at begrave i forargelse (Lars Hedegaard, Bent Blüdnikow, David Gress, Louise Frevert m.fl.): Risikoen for at blive dræbt i en terroraktion er selv i USA forsvindende lille.

Dette er vigtigt at understrege, for lige så naturligt og uundgåeligt, de fleste mennesker vil foragte bødlerne og føle med de uskyldige og deres familier, der bliver ofre for den vilkårlige terror, lige så nødvendigt er det, at magthavere og medier bevarer hovedet koldt, når det kommer til reaktionen på terroren. Det er her, hysteriets anden betydning kommer ind i billedet.

Selv i USA og Rusland udgør terroren i sig selv en minimal trussel mod samfundet og den enkeltes liv og rettigheder. Det er primært reaktionen på terroren, der afgør omfanget af truslen mod det samfund, aktionerne er rettet imod – og en hysterisk reaktion fra det ganske magtapparat er større trussel end terroren.

Det er den form for hysteri, vi kender til hudløshed fra reaktionen på terrorangrebet på USA den 11. september 2001, hvor f.eks. en håndfuld unge palæstinenseres fejring af angrebet herhjemme fik næsten samme mediebevågenhed som terrorangrebet selv og afstedkom et hysterisk opsving i den desværre almene foragt for muslimer og bl.a. resulterede i en tåbelig terrorlov.

Højest råbte naturligvis højrefløjen, som til gengæld ikke råbte særlig højt om dansk terrorbekæmpelse, de gange danske højreekstremister har flirtet med sabotage de forløbne ti års tid. Tænk f.eks. på Fremskridtspartiets Uwe Jensen, der i november 2002 blev anholdt i USA, mistænkt for bl.a. at være mellemmand i en handel med 9.000 AK47-rifler til en højreekstremistisk terrorgruppe i Colombia; eller sognepræst og folketingsmedlem Søren Krarup, der ligefrem opfordrede til at sabotere Dansk Røde kors i 1997; eller Den Danske Forenings indirekte opfordring til sabotage mod asylcentre i 1992; eller brevbomben mod Internationale Socialisters kontor, der dræbte Henrik Christensen i 1992, og som aldrig er blevet opklaret, men som få betvivler var politisk motiveret.

Men den slags snakkes der ikke om længere, selv om det er noget af det tætteste, den danske virkelighed endnu er kommet terror de senere år – og det er trods alt ikke særlig tæt.

Til gengæld var og er højrefløjen meget lun på den i bedste fald virkningsløse »krig mod terror«, som Bush har lanceret, Sharon konciperet og Putin kopieret – og som skal få os til at glemme, at der trods alt er årsager til, at f.eks. desperate tjetjenere og palæstinensere griber til desperate midler for at bekæmpe Sharons og Putins beskidte undertrykkelse.

Men ingen kan være så blinde, at de kan tro, at dette korstog efter amerikansk forbillede bidrager til andet end at afføde yderligere terrorisme. En krig mod terror, som selv præsident George W. Bush i et tv-interview for få dage siden kom til at indrømme, ikke kunne vindes.

Det var en fortalelse, som republikanerne i al hast måtte hale i land igen, men i grunden var den med til at udstille det tragiske faktum, at den ubegavede og kejtede marionet for neokonservative magtkynikere trods alt har vanskeligere ved at skjule sin menneskelighed end den glatpolerede spejderdreng og stive mønstersoldat, John Kerry. 

I den kommende uge vil vi i hele Vesten med forudsigelig geniscenesættelse blive mindet om terrorangrebet på USA den 11. september 2001 i form af politikernes og pressens genkaldelse af begivenheden, der selvfølgelig atter skal misbruges til at legitimere militarismens, overvågningens og islamofobiens vilde overdrev.

Men krigen mod terror avler kun mere terror.

Det er sandheden om vores globale sikkerhedssituation og terrorkrig, som på den krigsglade fløj er blevet reduceret til et glimt af klarsyn i det lille citat af Haarder og en spæd fortalelse af Bush.

Rune Engelbreth Larsen
Tendens: Politiken, 4.9.2004

Læs også: Vrøvl om islamistisk terror (respons på kritik af ovenstående)