Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Individualisme og humanisme

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

»Så længe vi betragter jøderne som en særskilt gruppe, ser vi ikke ofrene som simpelthen mennesker. Så længe vi ikke ser Anden Verdenskrig som menneskers udryddelse af andre mennesker, som menneskets udryddelse af mennesket, altså som selvdestruktion, lige så længe vil udryddelsen let kunne gå ud over andre, nye grupper.« (Søren Gosvig Olesen, Berlingske, 1.3.2010).

»I et land med seks millioner arbejdsløse er det klart, at nazismen havde exceptionelt gode betingelser for vækst. Men selve trangen til enhed og identifikation, tror jeg, der er noget almenmenneskeligt over. Folket mangler altid retning, orden og orientering (…) Vi opfører os for disciplineret i nutidens samfund, vi finder os i for mange ting. Vi er ekstremt lovlydige og regelrette. Ikke mindst i Danmark.« (Søren Gosvig Olesen; Information, 1.3.2010).

Hvorfor er det sidstnævnte et problem, kunne man begynde med at spørge? Et svar er måske, at det mest ordnede udtryk for disciplinerede adfærd er flokmentaliteten, og at flokken derfor i virkeligheden altid har været menneskets latente modstander. Over for den konforme masse bliver det enkelte menneske, der i sin individuelle egenart står udenfor, let en ildeset afviger – 'en fremmed'.

Jo flere disciplinerede, desto større er trykket mod de utilpassede, der ikke hører til den givne 'orden' – hvad enten denne orden så dikterer massens politiske paragraffer og religiøse dogmer, eller om den tegnes af reklameeksponerede idealkroppe, strenge sundhedskrav eller en indpisket arbejdsmoral. Adfærdsafvigelser kortlægges og kriminaliseres eller diagnosticeres og patologiseres i stigende grad, og middelvejens strømlinede normative orden accepterer færre og færre udveje og omveje.

Eftersom der aldrig er to mennesker, der er helt ens, er enhver sådan udtalt eller uudtalt bestræbelse på ensretning også en nivellering af dét, der gør den enkelte til et selvstændigt og unikt menneske. Derfor er der brug for at erindre om en reel individualisme.

Disciplineringen foregår imidlertid på mange niveauer og hjælpes desværre på vej af en udbredt sammenblanding af individualisme og egoisme, der har misforstået noget helt elementært: Den egoistiske selvhævdelse er næsten altid pr. definition hensynsløs over for medmenneskers egenart, og derved ophæver den i sidste ende al meningsfuld individualisme, der netop er betinget af menneskelig mangfoldighed.

For at være konsekvent må en sådan individualisme dog også kunne rumme en individualitet, der faktisk er drevet af ønsket om at lade sig absorbere af en fælles identitet – eller mindre langhåret udtrykt: Det kan også være et individualistisk træk at blive 'som de andre'.

Det, der her ved første øjekast ligner et paradoks, opløses dog ret hurtigt igen, når man betænker, at alternativet til denne forståelse, er en 'individualisme', der med magt måtte efterstræbe (eller endnu mere paradoksalt: gennemtvinge) mangfoldighed, hvilket imidlertid ikke er mindre 'tvangsnormaliserende' end den massebevægelse, der gennemtvinger sin egen ensretning.

En tvangs-individualisering er ganske vist temmelig hypotetisk, men pointen i forlængelse af ræsonnementet er alligevel lige så relevant, som den er enkel: Individualitet er ikke i sig selv et spørgsmål om, hvorvidt man står uden for et normativt meningsfællesskab eller ej, men alene om hvorvidt ståstedet er i overensstemmelse med den enkeltes egen overbevisning og samvittighed eller ej.

Den, der forbliver tro mod sig selv ved f.eks. at vælge et meningsfællesskab, hvis individuelle forskellighed er stærkt begrænset, er jo ikke mindre sig selv end den, der forbliver tro mod sig selv ved at stå uden for samme meningsfællesskab.

Truslen mod mangfoldigheden og individualiteten er derfor de disciplinerende og intolerante kræfter, der direkte eller indirekte vil tvinge andre til at tænke, tro, klæde sig, spise, tilsluttes eller forarges over det samme som dem selv – og ekskludere dem, der ikke gør.

Det gælder korpsånden hos den type partisoldater, der vil diktere andre deres egen »normalitet«, og det gælder ortodoksien hos den type troende, for hvem det er sandt og godt at tvinge andre til at efterstræbe den samme »frelse« som dem selv.

Sådanne ensrettere findes naturligvis inden for flere politiske og religiøse retninger, også i Danmark. Men de mest militante er yderst marginale og forbliver som regel helt uden realpolitisk magt. Derfor udgør de heller ingen trussel mod samfundet som et hele, om end nogle unægtelig kan være farlige for de enkeltpersoner, de truer eller ligefrem overfalder.

Langt farligere forholder det sig imidlertid, hvis ensretningen får magt, som den har agt. En bevægelse, der er kendetegnet ved sin demonstrative hævdelse af Normen og Moralen, og som taler 'på vegne af' en abstrakt sandhed og misbruger en masse-identitet (f.eks. »danskerne«, »folket« eller »flertallet«), har allerede iscenesat eksklusionen af de »forrædere« eller »fremmede«, der måtte stå udenfor.

Jeg ved ikke, om det også er det, der ligger Søren Gosvig Olesen på sinde i ovenstående udsagn om hans bog, 'Hitler – en introduktion', men det fik mig i alle tilfælde til at tænke på den individualisme, der er antitesen til samfundets ensretning.

Bevares, vor tids Danmark er selvfølgelig langtfra indbegrebet af en nazistisk samfundsorden. Men nazismen er også af så ubegribeligt uhyrlige dimensioner, at det er meningsløst at skulle 'måle' al anden krænkelse mod den, for så vil megen anden frygtelig umenneskelighed og ensretning altid fremstå som 'mild'. Dagens tiltagende samfundsforråelse og flokmentalitet, der generelt er langt mere snigende disciplinerende og folkeligt passiviserende, end den er traditionelt totalitær (når vi ser bort fra den kyniske brutalisering og systematiske dehumanisering, der tages i anvendelse over for asylansøgere, som oven i købet ofte deporteres til blodige torturbødler), er foruroligende nok i sig selv.

Individualismen som ensretningens oplagte modstykke er sygnet hen i Danmark og trænger til at blive genopdaget og aktualiseret.

Vi trænger til at blive mindet om, at flertallet i dag faktisk er farligere for mindretallet end omvendt. At normen faktisk af og til er farligere end afvigelsen. At lovbryderen faktisk af og til har mere ret end loven. Dette 'af og til' er overordentlig betydningsfuldt.

Også derfor er det vigtigt at appellere til den enkelte som et unikt menneske frem for som en lille plet og en bekvem brik i magtens dispositioner og den grå masse. Humanisme og individualisme hænger sammen.

Rune Engelbreth Larsen
Modpol: Politiken, 6.3.2010

NOTE: Ovenstående er en udvidet version af den klumme, der er trykt i avisen