Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Bent Melchior kontra Mogens Lykketoft

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

I et debatindlæg, der overbevisende demaskerer Dansk Folkepartis pseudo-socialdemokratiske fordelingspolitiske profil, forbigår Mogens Lykketoft til gengæld den stadig stigende tilnærmelse mellem Socialdemokraternes og Dansk Folkepartis udlændingepolitik.

Der har »aldrig eksisteret et Socialdemokrati, der som DF taler ned til fordom og frygt for forandring,« skrev han og tilføjede, at Dansk Folkeparti systematisk »mobiliserer frygt for muslimer, modvirker integration og skærper angst og modsætninger og – fordi VK lader sig trække med hele vejen – slider på anstændigheden i det danske samfund.« (Politiken, 6.11.2009).

Lykketoft glemmer det faktum, at Socialdemokraterne og SF på centrale hovedpunkter også lader sig trække med i kølvandet på den kurs, som Dansk Folkeparti har udstukket. Der er ganske vist ingen tvivl om, at Lykketoft i flere tilfælde personligt har sagt utvetydigt fra over for dæmoniserende dele af regeringens lovgivning og udmeldinger, men Socialdemokraternes partiledelse benytter ikke desto mindre enhver lejlighed til at matche Venstre i udlændingepolitikken, og Lykketoft og andre kritiske socialdemokrater i folketingsgruppen tier og samtykker alt for ofte.

Netop denne pointe fik tidligere overrabbiner Bent Melchior til at kritisere Lykketoft for at skønmale virkeligheden. Han fremhævede bl.a. regeringens og oppositionens fælles ansvar for fatale retssikkerhedsskred i asylsystemet, men frem for alt tabuiseringen af kritik af den herskende udlændingepolitiske konsensus, herunder Thorning-Schmidts kynisme over for de afviste irakiske asylansøgere.

Lykketoft fik lov til at svare for sig allerede samme dag, men gik uden om den varme grød. Først blev Melchiors kritik af Socialdemokraterne uredeligt forskudt til en kritik af Lykketofts personlige ståsted i debatten, og det er unægtelig lettere for Lykketoft at forsvare sig selv og hans hyppige kritik af Dansk Folkeparti, end det er at forsvare partiledelsens (og dermed partiets) generelle linje, når det kommer til Socialdemokraternes faktisk førte udlændingepolitik. På partiets vegne blæste han så de to sidste socialdemokratiske figenblade op til vældige mure: Afskaffelsen af starthjælpen og afvisningen af nogle af de mest absurde statsborgerkrav.

Men hånden på hjertet: Disse spinkle stumper af en alternativ og humanistisk udlændingepolitik er jo blot de marginale undtagelser, der bekræfter reglen om, at Thorning-Schmidt på alle øvrige områder fører akkurat lige så ekskluderende og diskriminerende en udlændingepolitik som VKO. Også en række socialdemokratiske ex-ministre og tidligere folketingsmedlemmer har på den baggrund rettet den skarpeste kritik mod partiet og partiledelsen, og derfor er det så meget desto mere beskæmmende, at Lykketoft forfalder til en usaglig stempling af kritikere med Kjærsgaards gamle 'ladeports-argument'.

I sin replik til Melchior får han behændigt beskyldt Enhedslisten og De Radikale for at befordre forestillingen om, at disse partier skulle kunne tvinge »en socialdemokratisk regering til at åbne alle sluserne for indvandring«, og at Socialdemokraterne skam »ikke systematisk kan uddele opholdstilladelser til afviste asylansøgere, fordi Danmark derved ville blive en magnet for uhåndterlig indvandring af mennesker med alle hånde motiver og baggrunde«.

Den, der ikke kan se indflydelsen fra 14 års usaglig og proportionsforvrængende DF-propaganda her, er blind.

Som om der ikke kunne føres en humanistisk udlændinge- og asylpolitik i kontrast til både S-SF og regeringen, uden at landet bliver en »magnet« for millionvis af suspekte personer, der vælter ind over grænserne som en syndflod?

På denne vis kvæles kritikken af Socialdemokraternes knæfald som et enten-eller-valg mellem Kjærsgaard (med eller uden et par socialdemokratiske figenblade) og så den 'åbne ladeport'.

Thorning-Schmidt må glæde sig over denne urimelige logik, men den er under Lykketofts niveau.

Akkurat samme træk benyttede han sig af i debatten med Melchior i Deadline den 24.11., og dermed lykkedes det for anden gang at vige helt uden om substansen i kritikken: De GENERELLE knæfald, som Dansk Folkeparti har haft held til at tvinge regeringen og de store oppositionspartier til at æde.

Henrik Sass Larsen: »Det er helt utænkeligt, at vi ikke kommer til at fastholde en stram udlændingepolitik, og det bliver ikke lettere at få en udenlandsk ægtefælle med hertil.« (Berlingske Tidende, 26.9.2009). Ole Sohn i samme avis: »Der sker ingen ændring af dansk asylpolitik, og det kan de Radikale ikke ændre på.« (Berlingske Tidende, 26.9.2009).

Så længe kløgtige folk som Lykketoft og kritikere internt i begge partier følger trop som standhaftige og håndsky partisoldater, vil SF's og Socialdemokraternes udlændingepolitik være stort set lige så diskriminerende som VKO's – det ændrer to små figenblade ikke på.

Rune Engelbreth Larsen
Modpol: Politiken, 28.11.2009