Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Hornbechs religionskrig mod Krarup

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Det trækker op til religionskrig herhjemme. Intet mindre. De to teologiske sværvægtspolitikere Birthe Rønn Hornbech og Søren Krarup er efter længere tids borgfred atter tørnet sammen i en strid af stor, stor national vigtighed.

Endelig, tænker mange. Endelig er hun tilbage. Endelig tør hun træde ud på slagmarken igen, ranke ryggen og konfrontere én af de gamle arvemodstandere.

Men inden vi ser nærmere på dette epokegørende opgør – lad os lige genopfriske forhistorien:

Før, under og umiddelbart efter folketingsvalget i 2007 så mange Birthe Rønn Hornbech som blå bloks nøgterne og modige stemme, der turde tale både regeringen og Dansk Folkeparti imod i integrations- og retspolitikken.

Der har ganske vist aldrig været den helt store dækning for den heroiske position, hun er blevet tildelt i forsvaret for retssamfundet – men en sten i regeringens sko som en samvittighedsfuld røst mod nogle af de senere års mange retssikkerhedsskred er det af og til blevet til.

Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen havde imidlertid en plan, der skulle lokke hende over som fuldgyldigt medlem af the Dark Side: Gennemførelsen af et intenst træningsprogram i disciplinen at underkaste sig Kjærsgaard & Co. – på kontorstolen bag skrivebordet i Integrationsministeriet.

I begyndelsen slog hun sig i tøjret og tog af og til kampen op. Hun fik sagt sin utilslørede mening om dét parti, der både var hendes egen og den øvrige regerings støtte og de facto magthavere i Integrationsministeriet – hun stemplede uden omsvøb Kjærsgaard & Co. som »fanatiske antimuslimer«.

Det var så overraskende en svada, at Kristian Thulesen Dahl sågar kom for skade at bekræfte hendes karakteristik, før han indså, at ærligheden var en stor strategisk fejltagelse.

Jo, det tog Fogh lidt tid at få domesticeret sin nye integrationsminister. Men det lykkedes.

Mange har til gengæld set med stigende skuffelse på integrationsministerens stadig mere udtalte og velvillige knæfald for Dansk Folkeparti: Hendes skuldertræk over for retssikkerhedsundergravende lovgivning, hendes svigt over for traumatiserede asylsøgere, hendes vildledning af offentligheden om tillægget til den dansk-irakiske aftale om de irakiske flygtninge. Og så videre.

Men måske er det alt sammen historie? Det utrolige er nemlig sket: Religionskrigen er atter blusset op mellem Hornbech og Krarup!

Så småt er håbet vendt tilbage i de små rum bag asyllejrenes hegn, hvor psykisk nedbrudte forældre knuger hænderne på deres traumatiserede børn, der får lidt lys i øjnene igen. Så småt er borgere med ikke-danske etniske rødder begyndt at spidse ører igen, når der er nyheder fra Christiansborg. Er dagen kommet?

Er det slut med at lade hykleriet regere, som f.eks. i tilfældet Maria Mawla, der oprindelig havde tjent uproblematisk i Hjemmeværnet iført reglementeret uniform og muslimsk hovedtørklæde, men som Dansk Folkeparti opdagede og satte en stopper for på grund af hendes »udemokratiske og diskriminerende symbol«, mens samme parti ikke løfter ét øjenbryn over, at en dansk topnazist, antidemokrat og Holocaust-benægter aftjener sin værnepligt i Den Kongelige Livgarde? Er det endelig ved at være slut med at kriminalisere kærlighed med den bizarre 24 års regel? Vil asylansøgernes fængselslignende forhold blive forbedret?

Er dette virkelig dagen, hvor Hornbech Danske rejser sig og driver Dansk Folkepartis besættelsesmagt ud af magtens korridorer?

Nej.

Dét, der er genstand for den store og principielle religionsstrid mellem Hornbech og Krarup er (hold fast!) et slagsmål om, hvorvidt det er en kirkelig eller en verdslig klokkeringning, hvis kirkerne ringer med klokkerne i forbindelse med klimatopmødet den 13. december ...!

Ja, du læste korrekt – dérom står striden: Hvis det er en kirkelig klokkeringning, som Hornbech har besluttet sig for at mene, så bestemmer menighederne selv, om de vil ringe eller ej, og så kan Krarup ikke kræve, at hun qua kirkeminister forbyder det. Men hvis det er en verdslig klokkeringning, som Krarup indædt fastholder, så har hun ret til gribe ind – og bør ifølge Vorherres selvbestaltede talerør forbyde al denne vanhellige ringning.

Dértil er sværdslagene reduceret. Ikke det principielle slag mod denne anakronistiske korsridder, som har forsøgt at bilde befolkningen ind, at »menneskerettighederne er nutidens grundløgn, vor tids afgudsdyrkelse«, ja ligefrem »djævelen« selv. Ikke det afgørende opgør med den mand, som har svovlet mod muslimske medborgere, at deres religion er en »pest«, at et kvindeligt tørklæde er et »hagekors«, og at vi alle »er i en standende strid med islam«.

Nej, dét, der har fået Hornbech til at mande sig op og sige fra over for Krarup, er den visionære, essentielle, samvittighedsfulde, altafgørende, epokegørende, historieskrivende og rettighedssikrende kamp – for klokkeringning til klimatopmødet.

Rune Engelbreth Larsen
Modpol: Politiken, 14.11.2009