Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Åbent brev til Jønke og Hells Angels

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Kære Jønke.

Kan du huske konflikten mellem Bandidos og Hells Angels, der udviklede sig eksplosivt i 1990'erne? Ja, det kan du selvfølgelig bedre end de fleste. Et brutalt og skrupelløst opgør med skydevåben og raketter, til tider i hjertet af tætbefolkede områder i hovedstaden. Du har nok heller ikke glemt, hvordan visse medievinkler til tider havde meget travlt med bevidst at sætte Bandidos og Hells Angels op imod hinanden og dermed bidrog aktivt til at skærpe en konflikt, der sandsynligvis begyndte som isolerede uoverensstemmelser mellem enkeltpersoner i de to klubber? Deja vu?

Imod alle odds blev konflikten imidlertid løst, ikke mindst takket være Thorkild Høyer, men også i kraft af klubmedlemmer, der udmærket kunne gennemskue, at ydermiljøer med en løsere tilknytning til Hells Angels og Bandidos særlig let lod sig påvirke af en oppisket stemning og måske tænkte, at de kunne eller skulle markere sig og tilkæmpe sig en »position« i opgøret.

Enkelte kan vel også huske, hvordan Jim Tinndahn fra Bandidos og Bent »Blondie« Svane Nielsen fra Hells Angels i en fælles tv-optræden den 25. september 1997 endelig opfordrede til, at alle involverede parter lagde konflikten bag sig? Et initiativ, som du, Jønke, understregede vigtigheden af, da vi drøftede det i forbindelse med et interview, fordi »alle i ydermiljøerne« nu også »kunne konstatere, at der virkelig var oprigtighed bag afslutningen på konflikten fra begge sider, og at det ville være misforstået loyalitet mod begge klubber at gøre noget som helst for at puste til ilden«.

Hells Angels og Bandidos endte med at optrevle den selvudslettende negative spiral i 1990'erne, men samme erkendelse synes betydeligt mere fraværende i dag, hvor inddragelsen og radikaliseringen af ydermiljøer nærmest forekommer at være en bevidst strategi fra alle sider.

Ganske vist skabes et overdrevent indtryk af voldsomhederne, når avisforsider udskriger Nørrebro som en regulær »krigszone«, og når Peter Skaarup på tv taler om en mellemøstlig voldsmentalitet, som om Gazakrigen var rykket til København, skønt hverdagen trods alt fungerer almindeligt for det altovervejende flertal – men der er naturligvis indlysende grunde til, at mange også er dybt chokerede, vrede og frustrerede over de vanvittige skudopgør.

Som sædvanlig er logikken desværre også den, at nogle henfalder til de lette generaliseringer, for sådan er alle »rockere« og »indvandrere« jo, ikke sandt?

Hells Angels fastslår i en pressemeddelelse, at klubben ikke er »i konflikt med alle nydanskere«, men kan dog heller ikke sige sig fri for at at male med den brede pensel, når det samtidig hedder, at konfliktens udspring »har været politipropaganda og samfundets berøringsangst over for den nævnte personkreds!«, hvormed der tilsyneladende henvises til de såkaldte indvandrerbander. Ikke alene nærmer dette sig en lille konspirationsteori om en temmelig usandsynlig alliance, men referencen til »berøringsangst« må vist være udtryk for den frustration, som nogle i Hells Angels utvivlsomt også føler, og ikke for en realistisk vurdering. For der er dog næppe nogen, der er genstand for mindre berøringsangst end »indvandrerbander« i dette land, hvor allerede negative generaliseringer om »indvandrere« i det hele taget i forvejen er den politiske yndlingssport par excellence?

Det er imidlertid ikke vanskeligt at gætte på, at der på den modsatte side af skyttegravene er bander, for hvem denne konflikt også er en måde at hævde sig på i kriminelle miljøer, hvor det muligvis giver status at holde liv i et opgør med »selveste Hells Angels«?

Jeg tvivler på, at det er en narkokrig af de ligefrem hollywoodske proportioner, der af og til lægges op til i medierne, men udefra set er det dog oplagt at gætte på hash-handlen som en faktor i dele af opgøret, og måske har landsformanden for Venstres Ungdom, Thomas Banke i virkeligheden en væsentlig pointe, der både er mere kontroversiel og mere konstruktiv end regeringens paniklovgivning og signalpolitik: »Det er derfor helt og aldeles uhensigtsmæssigt, at de politiske løsninger udelukkende fokuserer på flere forbud, mere overvågning og flere ressourcer til politiet. Vi mangler den vigtige debat om det forbud mod cannabis, som helt nøgternt giver de kriminelle bander monopol på salget heraf.« (Politiken.dk, 4.3.2009).

I alle tilfælde har konflikten fået lov til at eskalere til noget, der unægtelig ligner en surrealistisk æres-eller vendetta-spiral, hvor kun ét er stensikkert: Der er mange tabere, men ingen vindere.

Alligevel er der åbenbart heller ingen, der har mod og indsigt nok til simpelthen at afstå fra at affyre den næste patron?

Og mon ikke krav om flere særlove dag for dag vinder mere genlyd, ganske som det var tilfældet under konflikten i 1990'erne? Dengang fik vi bl.a. den såkaldte rockerlov, eller rettere 'Lov om forbud mod ophold i bestemte ejendomme' – endnu en særdeles uskøn underminering af retssikkerheden, der rakte langt udover den konkrete konflikt, og hvorom Birthe Rønn Hornbech dengang bramfrit konstaterede: »Rockerloven griber ind i den personlige frihed og anfægter retten til at forsamles frit, uden at formålet er at opklare en forbrydelse. Så med denne lov kan ingen lovlydige borgere føle sig sikre for regeringen.« (Jyllands-Posten, 4.10.96).

Det korte af det lange er ligesom sidst, Jønke: Uanset om I kan li' det eller ej, er de implicerede nødt til at overveje en eller anden form for direkte mægling.

Den slags er det måske let at bemærke bag skrivebordet. Og som det er fastslået fra flere sider, er problemet naturligvis, at der tilsyneladende ikke er nogen enkelt eller entydig »modpart« til Hells Angels, der kan tale på de øvrige involveredes vegne med en eller anden form for vægt, sådan som Tinndahn kunne sammen med Hells Angels' Blondie i 1997.

Måske ER løbet kørt. Muligvis er denne konflikt blot begyndelsen på et nyt og skærpet volds- og konfrontationsniveau, der simpelthen er kommet for at blive, og som i virkeligheden er almindeligt i mange af verdens storbyer. Men den foregående konflikt i 1990'erne forekom også absolut uløselig, og der må vel være politifolk eller implicerede i konflikten, der har en kvalificeret idé om, hvilken eller hvilke nøglepersoner man kunne og burde bringe sammen i en formel eller uformel »kontakt« til de pågældende grupperinger – hertil bidrog især chefkriminalinspektør Per Larsen sidst. Og der må vel trods alt også denne gang være personer på alle sider, der kan se nødvendigheden af en gensidig aftale om at indstille hævncirklen, inden mere uskyldigt blod skal flyde, og inden yderligere retssikkerhed bliver ofret på signalpolitikkens alter?

Alternativet til mæglingsforsøg er i alle tilfælde indlysende: Endnu flere uskyldige ofre, yderligere overvågning, yderligere stress-strategi og yderligere generaliserende fordomme om visse befolkningsgrupper, der blot fører til mere frygt og mere had i samfundet som helhed.

Så meget desto mere hænger en løsning af konflikten også på kendte nøglepersoner i Hells Angels, i det mindste indtil en eller flere andre med nogenlunde 'tilsvarende' betydning for de øvrige involverede kan identificeres eller dukker op.

Derfor dette åbne brev til dig, Jønke. Vi mødtes jo nogle gange for år tilbage i forbindelse med interviews og drøftelser om den foregående konflikt, ja, i 1998 var vi involveret i det, der ville have taget sig helt umuligt ud blot måneder tidligere: Bandidos og Hells Angels gik sammen i en demonstration for »lighed for loven – frihed til forskellighed«. En demonstration, der såmænd også var anbefalet (og havde deltagelse) af Den Somaliske Forenings Fællesråd, Hus Forbi, Brugerforeningen (for narkomaner), Asylgruppen og Landsforeningen af Dansk-Udenlandske Ægtepar m.fl.

Hells Angels side om side med etniske minoriteter, hjemløse og narkomaner for retssikkerhed og gensidig forståelse, fordi vi trods alt alle sammen er borgere i samme samfund. Vildt at tænke på i dag, ikke?

Det er naturligvis slet ikke klimaet til en gentagelse – men er det til gengæld ikke på tide at åbne døren blot en anelse på klem for en forsigtig mægling? Hvad enten kulisserne herfor skulle være et større møde under tilstrækkelige sikkerhedsforanstaltninger, en første uformel kop kaffe (et skudsikkert sted) eller noget helt tredje?

I behøver ikke meddele det offentligt, for I bliver næppe meget mere populære af at snakke sammen end af at skyde hinanden, men hånden på hjertet: Det var den mest utænkelige løsning sidst, men det var i sidste ende også den eneste løsning.

Først og fremmest for de menneskers skyld, der bor og arbejder i de ramte bydele – men sgu også for Danmarks skyld. For at afvikle det, som lidt for mange gerne vil spinde politisk guld på at gøre til en etnisk konflikt, og som derfor kun tilføjer yderligere en motivationsfaktor til eskaleringen af denne og andre konflikter i visse ydermiljøer.

Lad det få en ende. Eller lad høre?

Rune Engelbreth Larsen
Modpol: Politiken, 7.3.2009