Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Karen kontra Abdul-Wahid

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Karen Jespersen: »Man bør ikke give mennesker med ekstremistiske holdninger indflydelse.« (Jyllands-Posten, 10.2.2009).

Det er essensen i velfærdsministerens argumentation for, at Københavns Kommune ikke bør samarbejde med imam Abdul-Wahid Pedersen om at bekæmpe radikalisering – han er for »ekstremistisk«. Det er et bekvemt gummi-mærkat til at ekskludere folk med, men lad os se nærmere på Hr. Pedersen.

Pedersen er imam for en lille menighed på Nørrebro. Han var en kort overgang medlem af Venstre, men meldte sig hurtigt ud, da partiet begyndte at skride mod Dansk Folkeparti. Han har ingen politisk magt, er demokrat, medlem af Muslimernes Fællesråd og har samarbejdet med både PET og Københavns Kommune om at modarbejde radikalisering. Han har ingen politisk magt. Han tager kategorisk afstand fra terror, æresdrab og pigeomskæringer, men han har ikke taget afstand fra det faktum, at stening indgår i islamisk straffelovgivning, skønt han aldrig har bifaldet en eneste konkret realisering af straffen.

Ser man bort fra den almindelige tilbøjelighed til citatfusk, som Jespersen og andre har brugt for at tilsværte ham, er det holdningen til stening, der er kernen i kritikken. Dødsstraf er og bliver også helt galt i mine øjne, om så det sker med sten eller i en elektrisk stol. Som straf for »hor« er det tilmed helt ude af proportioner – deri er jeg utvivlsomt enig med Jespersen og mange andre.

Men hvad mener Pedersen? »Stening er en helt forfærdelig straf,« har han fastslået talrige gange. Men han tager ikke principiel afstand: »Vi må acceptere, at det findes i den straffelovgivning, som findes i Islam.« Hvordan hænger dét sammen?

Pedersen: »Der er meget strenge krav til en domsfældelse i Islam. I forbindelse med hor eller utugt skal der være fire øjenvidner til selve handlingen eller en uforbeholden – og gentagen – erklæring om, at man vitterlig har begået en sådan handling.« (Religion.dk, 18.4.2002). I lighed med den kendsgerning, at han ofte har taget afstand fra konkrete eksempler på stening, udelader man også gerne denne del af Pedersens standpunkt, men pointen er med hans egne ord: »Teknisk set må man sige, at dette er en umulighed.«

Summa summarum: Den teologiske logik, der ligger til grund for denne fortolkning, er 1) den frygtelige strafs eksistens er en ualmindelig barsk advarsel, men med den lige så betydningsfulde tilføjelse, at 2) de i praksis uopfyldelige kriterier for at idømme straffen samtidig er et vink med en vognstang om, at straffen slet ikke kan eksekveres.

En paradoksal pointe? Muligvis. Fjernt fra sekulær tankegang? Ja. Men bakker han op om islamisters eller totalitære regimers konkrete stening? Nej. Argumenterer han for, at stening overhovedet skal indføres eller gennemføres? Nej.

Anklagen om »ekstremisme« er dybest set en magtfuldkommen ministers forsøg på at kvæle ytringsfriheden for en af de få kritiske muslimer, der endnu tager del i debatten.

Nu kunne man jo også spørge, om Jespersen ikke i virkeligheden dømmer sig selv ude, hvis hun skulle vurderes ud fra det ekstremisme-kriterium, hun lægger for dagen? Lad os se nærmere på Fru Jespersen.

Hun gik ind i Venstre, som skredet mod Dansk Folkeparti var fuldendt, og qua minister er hendes magt og indflydelse naturligvis betragtelig. En magt, som hun primært har brugt til et ensporet korstog mod muslimer, om hvis seneste bandbulle mod Muslimernes Fællesråd, hendes partifælle Eyvind Vesselbo forbløffet konstaterede: »Karen Jespersen sætter i virkeligheden alle muslimer i bås som ekstremister.«

Men det mest tankevækkende i hele denne polemik er vel i sidste ende, at Jespersens egen politiske karriere i høj grad hviler på, at man for årtier siden havde en langt mere dialog-orienteret indfaldsvinkel til at tackle radikale miljøer, end den hun selv står for i dag. For gad vide, hvor hun var endt, hvis hun i sin ungdoms forsvar for »røde undtagelser« fra demokratiet og »bestemmelser som, at den borgerlige stat må ødelægges«, var blevet mødt af samme dogme, som hun nu har slået til lyd for i sin alderdom: »Man bør ikke give mennesker med ekstremistiske holdninger indflydelse«?

Hun var næppe blevet ansat på TV-Avisen i 1980'erne og havde således aldrig skabt sig den mainstream-platform, der siden blev hendes springbræt til magten. Selv om det derfor kan være fristende at ønske, at den unge Jespersen selv havde smagt den gamle minister-Jespersens ekskluderende Berufsverbot i 1970'erne (for så ville hun aldrig været blevet denne magtfuldkomne minister i dag), så vil jeg dog fastholde, at dialog også i dette tilfælde var og er at foretrække fremfor selektiv eksklusion på baggrund af gummi-stemplet »ekstremist«.

Det gælder dialog med radikale muslimske miljøer såvel som radikale antimuslimske miljøer, og det gælder dialog med den samfundsomstyrtende unge Karen Jespersen såvel som den retssikkerhedsomstyrtende gamle Karen Jespersen.

Rune Engelbreth Larsen
Modpol: Politiken, 21.2.2009