Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Når krig er det mindste onde

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Skal man blande sig, hvis naboen råber og skriger ad sin kone? Det kommer vel an på så meget. Hvis han banker hende eller åbenlyst truer med at gøre det? Selvfølgelig.

Der vil imidlertid altid være en gråzone, hvor noget taler for og noget taler imod at gribe ind. Nogle gange forværrer vi alt ved at blande os, andre gange løser vi nogle af problemerne.

En forenklet makroversion af et 'tilsvarende' dilemma er vel, hvorvidt og hvordan Vesten bør gribe ind over for arabiske diktatorer. Det ene yderpunkt er den totale passivitet, det andet en militær intervention med klyngebomber, besættelse og det, der er værre. Et sted derimellem finder vi diplomatisk pres og handelssanktioner i den blødere ende af spektret, og en no fly-zone i den hårdere.

Det hele har omkostninger, også for de undertrykte. Men kun pacifister kan tillade sig den bekvemme luksus at afvise alt fra et knytnæveslag og opefter, mens vi andre må træffe et vanskeligt valg mellem konsekvenserne af undertrykkelsen og konsekvenserne af bestræbelserne på at bekæmpe den - konfliktløsning er ofte et valg mellem to onder.

Ikke meget er mere overfladisk end krigsfortalere, der ensidigt tordner mod krigsmodstandere, at deres afvisning af bombetogter og besættelsestropper »støtter« despoti. Denne mangel på erkendelse af, at kuren (krigen mod tyrannen) i en række tilfælde desværre kan have endnu værre konsekvenser end sygdommen (tyrannens undertrykkelse), er blottet for forståelse af altings kompleksitet.

Omvendt er det ikke mindre overfladisk, når krigsmodstandere tordner imod krigsfortalere, at »olien« er deres eneste motiv, eller at deres eneste beklagelse af civile ofre for fejlbombninger er frygten for »dårlig presse«.

Der findes intet let svar, når fordele og ulemper ved militære indgreb vejes mod hinanden. Alle konflikter er forskellige, men i modstanden mod danske kampfly i Libyen udtrykkes gerne en vis genbrugskritik fra tidligere konflikter og andre afvisende automatreaktioner. Men ét er at lyve tykt om masseødelæggelsesvåben i Irak, kortslutte FN-systemet, sønderbombe landet med hundredtusinder af civile ofre, iscenesætte 100 irakeres jubeldans om en væltet statue af Saddam for dernæst at besætte landet i årevis. Jo, vi kom af med en tyran, men prisen var (og er) utilgiveligt høj, ikke blot målt i billioner af dollars, men netop også målt i ofre, løgne og kaos.

Noget andet er det trods alt at iværksætte en no fly-zone uden landtropper som støtte til et igangværende oprør imod en tyran og til stor jubel for trængte dele af befolkningen i Lilbyen.

Gadaffi har som så mange andre diktatorer været om ikke en kær, så dog en belejlig ven af Vesten i de senere år, hvorfor de samme magter, der nu kvitterer med bombefly, selvfølgelig også bærer et medansvar for hans brutale undertrykkelse. Ingen tvivl om, at stabilitet snarere end frihed langt hen ad vejen er nøgleordet, når den vestlige Mellemøstenpolitiks dobbeltmoral skal gøres op - stabile olieleverancer, stabile bolværk imod flygtninge og stabile militærbaser gør en række tyranner til allierede.

Først når stabilitetens (gen)opretholdelse af og til kobles til en frihedskamp, der tillige er (eller kan gøres til) en vindersag i den hjemlige opinion, får vi den cocktail, der optimerer sandsynligheden for vestlig magtanvendelse.

Men selv om stabilitet og olie givetvis også spiller en rolle for angrebene i Libyen, er det dog heller ikke de ædleste motiver og alliancer, der betinger andre statslederes kritik af krigen. Så sent som den 1. marts 2011 kaldte Venezuelas præsident Hugo Chavez sågar Gadaffi for sin »ven«, og Fidel Castro og Daniel Ortega har ikke været mindre pinagtige i deres venskabelige forhold til den libyske diktator, mens Rusland og Kina som tak for deres krigskritik allerede har fået stillet fremtidige oliekontrakter i udsigt.

Hykleri og kynisme hører desværre reglen til i det storpolitiske magtspil, hvad enten vi taler om det ene eller det andet 'hold'.

Motiverne er mudrede, målene uklare, og alle er kompromitterede - det er ikke let at mene noget skråsikkert om krig.

En nabo truer sin kone med bank, og hun råber efter hjælp. Skal vi hjælpe? Hvad nu hvis de eneste, der kan gribe effektivt ind, også har mindre ædle motiver for at blande sig end hustruens velbefindende? Hvad nu hvis de tidligere har grebet ind i andres familiære forhold med fatale følger? Og hvad nu hvis der er andre voldsofre, som de samtidig lader i stikken?

Skal dét lægges naboens hustru til last?

Skal konstateringen af en lang forhistories eksempler på vestlig dobbeltmoral og manipulation komme Gadaffi yderligere til gavn ved at afstå fra at gennemtvinge en no fly-zone?

Nej. Og hvis et missil rammer Libyens diktator, skal ingen heller høre et ondt ord for dét.

Rune Engelbreth Larsen, Politiken, 26.3.2011