Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Asbjørn Skou: Impossible Society

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Asbjørn Skou

Klumme i Politiken

»Impossible Society« hedder en udstilling af kunstneren Asbjørn Skou (også kendt som Armsrock), der her gør museumsinstitutionen selv til omdrejningspunkt for kunstnerisk iscenesættelse. Skou demaskerer den nydelige repræsentation af verden, som museumsmontrer, -skilte og -vægge ellers så omhyggeligt præsenterer, og illustrerer derved enhver udstilings kunstige parcellering af den oprindelige meningsskabende helhed.

Asbjørn Skou På godt og ondt. For på den ene side kan vi vel vanskeligt undvære de lærerige og oplevelsesmættede fragmenter af fremmede verdener, som museerne er berigende indgangsportaler til, hvad enten der er tale om nationalmuseers rumliggørelse af svundne epoker eller kunstmuseers udvalg af fortættet æstetik. Men på den anden side er museet også én stor konstrueret og nivellerende fiktion, der måske siger ikke så lidt generelt om hele vor egen civilisation og dens blik på verden i øvrigt?

Skou bytter rundt på repræsentationen og det repræsenterede, skaber tegninger af tegninger, tegninger af fotografier og tegninger af hele den generelle iscenesættelse, erobring og systematisering af verden, der er blandt modernitetens kendetegn. Kuriøse detaljer fra Giveskud Zoos magasin trækker pointen yderligere op – en elefantfod som fodskammel, en sørgeligt udstoppet løve. Og i Skous montrer er det ikke traditionelle artefakter, der møder os, men omvendt selve kategoriseringen af genstandene, der er udstillet og giver os et tankevækkende blik bag formidlingens firkantede kulisser.

Kunstneren er imidlertid ude i et større ærinde end et blot og bart rolleskifte, der 'leger' med at bytte om på beskueren og det beskuede. Det er ikke alene museumsverdenens systematiserede fremstilling, der endevendes, men som allerede antydet en civilisationskritisk observation og udforskning, der foldes ud i stort format på væggene i en stor sal i Vejle Kunstmuseum.

Det er en skarpsindigt opdateret tematisering af den moderne trang til at gøre firkanter og tal ud af kød og blod, natur og kultur. En 'umulig' verden mellem håb og katastrofer, fint illustreret af en lille tekst, der også indgår i udstillingen: »I 1876 døde kvinden Truganina som den sidste overlevende af den tasmanske urbefolkning. På sit dødsleje bad hun indtrængende om at blive begravet i bjergene, hvor hendes stamme engang havde vandret. Hendes jordiske rester blev sirligt opstillet som præparat og anbragt i en glasmontre på et museum. Det skal dog tilføjes, at hun i nyere tid blev fjernet fra museet og begravet på anstændig vis.«

Selv efter døden trak det ud med en smule anstændighed.

Asbjørn Skou White Man's Burden er måske ikke blot udtryk for en klassisk og overstået enøjethed, men snarere vor epokes tilbagevendende tendens til kulturel selvindbildskhed, der blot manifesterer sig i nye former. Skou kaster et kritisk kunstnerisk blik på et verdenssyn, der bunder i en forenklende kassetænkning, for hvilken alt kan og skal måles og vejes i meter, kilo og kroner. I kæmpetegninger møder vi dette blik i klassiske stereotyper à la den hvide storvildtsjæger, opdagelsesrejsende, forsker og forretningsmand, der nedlægger, udstiller, dissekerer og opkøber hvad som helst.

Det er en iscenesættelse af iscenesættelsen, og derfor må det blive lige så sort-hvidt som det, der afbildes. Et modbillede på en civilisation, der har bevæbnet sig med vaterpas, vægt og våben for at omskabe hele verden i sit eget billede.

»Impossible Society« er enestående i mere end én forstand: Alle disse kolossale øjebliksbilleder af modernitetens skyggesider og blinde vinkler bliver nemlig atter malet over efter udstillingens afslutning den 6. december. I modsætning til den kasseverden, som Skous værk er et opgør med, skal udstillingen ikke også parcelleres og ende i skuffer på et magasin eller som numre i et kartotek.

Udstillingen er, hvad den er, nu og her, i den specifikke kontekst den indgår i, og hvortil den er skabt. Den har en begyndelse og en slutning. Flygtig som naturen og kulturen udenfor, forgængelig og forbigående som den epoke og civilisation, den både er en del af og en kritisk kommentar til.

Se den, mens tid er.

Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 27.10.2011

Asbjørn Skou